Universets Undere
II. BIND

224 UNIVERSETS UNDERE For Hvepsen er den derimod yderst gavnlig, eftersom Galæblet baade gemmer og giver Føde til et helt Kuld af smaa Larver. Hver enkelt Larve ligger i et lille Rum for sig, omgivet af Gallens bløde, svampede Væv og ligesom indbagt i det Brød, hvoraf den lever. Den vokser da ogsaa hurtigt, forpupper sig og bliver i Juni en vinget, flyvefærdig Hveps, der æder sig Vej ud gennem Galæblet for at slippe ud i Luften og Sollyset. Det mærkelige er nu, at de Insekter, der kommer ud af Egens Galæbler, er helt forskellige fra deres Mødre — de myrelignende Smaadyr, som lagde Æg i Ege- knopperne. Bortset fra mindre Afvigelser mellem de to Generationer har de nu fremkomne Galhvepse Vinger, og der findes blandt dem saavel Hanner som Hun- ner, hvorimod den vingeløse Vintergeneration udelukkende bestaar af Hunner, der har den mærkelige Evne at formere sig ved Parthenogenese eller »Jomfrufødsel«, d. v. s. ved ubefrugtede Æg. Med andre Ord: Galæblets Insekt er et Eksempel paa det ejendommelige Forhold, Naturforskerne kalder »Generationsskifte« — et Fæ- nomen, der har omstyrtet den ældgamle Talemaade, at Mage avler Mage. Endvidere viser det vingede Slægtled Livsvaner, der er helt forskellige fra dets Modergene- rations. Efter Parringen opsøger Hunnerne nemlig ikke Bladknopperne, men Ege- træets Rødder. De arbejder sig ned gennem Jorden og lægger deres Æg i de fine Rodforgreninger. Resultatet heraf bliver denne Gang en helt anden Slags Galle- dannelse, en knoldformig, rødlig Udvækst paa Roden. Fra først af er denne Knold blød, men snart bliver den haard som en Nød. Disse Rodgaller rummer som Re- gel hver kun eet Larverum, men ofte er de saa tæt sammenklumpede, at de gør Indtryk af at være en eneste stor Galle. Ligesom oppe i Galæblet forpupper Lar- verne sig inde i Rodgallen, og i Løbet af den kommende Vinter eller tidligt paa Foraaret udvikles da de fuldkomne Insekter, de vingeløse Hunner, hvormed vi begyndte, — og et Kredsløb i Galhvepsenes Livshistorie er afsluttet. GRAVEHVEPSE PAA EDDERKOPJAGT 'C'N lille, køn Hveps med skinnende sort Hoved og Bryst og rød Bagkrop sidder ' paa en Tidselbusk, optaget af at pudse sine Vinger og Følehorn, medens So- len nogle Minutter dækkes af en Sky. I samme Øjeblik Solen igen skinner varmende, udstøder Hvepsen en skarpt pibende Lyd, entrer hurtigt ned ad Tidselen og begynder ivrigt at undersøge det omliggende Terræn. I hvert lille Hul i Jorden stikker den hastigt sit Hoved ind, men trækker det lige saa hastigt ud igen; og hermed bliver den ved, indtil den efter fem, seks Minutters Forløb har ransaget alle Sprækker og Huller i adskillige Meters Omkreds. Dens Bevægelser er iltre og rastløse, og den synes i det hele at befinde sig i stærk Ophidselse. Omsider dukker den ned i et Hul mellem en Sten og en Træstamme, og da den igen kommer frem, har den et Bytte paa Slæb — en Jagtedderkop, som den dristigt har angrebet i dens underjordiske Bo. Da Edderkoppen pludselig saa sig overrasket her, har den sandsynligvis benyt- tet det sædvanlige Fif overfor uventet Fare, at »ligge død«; men Hvepsen har kendt denne Krigslist for godt til at lade sig narre, og da en nærmere Undersøgelse ogsaa viste, at Edderkoppen ingenlunde var saa død, som den gav det Udseende af, greb den lille Gravehveps med et raskt Tag fat i den tykke Fyr og lammede den ved et eneste Stik i Bugsidens store Nerveknude. Edderkoppens Ubevægelighed