Universets Undere
II. BIND

»PLANTEFAARET« 247 vikling af saadanne fjerformede Krystaller, hos hvem Straalernes Krydsningsparti har udvidet sig til en større Skive. Den anden Krystaltype, den mere kompakte, stammer fra de meget høje og kolde Luftlag, hvor Krystallerne maaske flere Dage i Træk drives omkring af Vin- den og saaledes stadig tager til i Vækst, inden de omsider bliver saa tunge og faste, at de synker ned. Eksempler paa denne Type ses S. 242 og 244. Mellem disse to Hovedgrupper ligger en talløs Række Varianter, hvis Form har været betinget af Temperaturen, Luftens Fugtighed, Vinden o. s. v. Interessantes! blandt disse mange Varieteter er maaske de Krystalindivider, hvis indre Struktur lader os følge den heksagonale, stjerneformige Krystals grad- vise Vækst, saaledes som den viser sig paa Fotografierne S. 242. Ganske smaabitte Luftblærer har her givet Anledning til en Krystallisation indenfor Krystallen, hvori den samme lovbundne Regelmæssighed gør sig gældende som ved selve Krystal- dannelsen. Men det vilde føre for vidt at gaa i Enkeltheder. De her gengivne Fotografier maa — og kan — tale for sig selv. De vidner om den harmoniske og rige Skønheds- verden, der gemmer sig i hvert eneste Snefnug, vi ser dale ned fra Himlen, men hvori kun Mikroskopet giver os dybere Indblik. „PLANTEFAARET" HOS ingen Plantegruppe er Sammenslutningens Princip mere konsekvent gen- nemført end hos Kurveblomsterne. Som i det moderne Statssamfund det enkelte Individ indgaar som et Led i Helheden og maa underordne sig denne, saa- ledes ogsaa her, hvor hver »Kurv« er et stort Blomstersamfund, bygget op af en Mængde, enkeltvis smaa og ubetydelige Blomsterindivider. Kun ved forenede Kræf- ter formaar disse at gøre sig gældende og optage Kampen med Konkurrenter i Bejlingen til de blomsterbestøvende Insekters Gunst. Og slutter yderligere flere Kurve sig tæt sammen paa en Plante og danner et helt Forbund af Stater, bliver en saadan Plante et smukt og træffende Symbol paa Ordet om Enighed, der gør stærk. At denne Sammenslutning imidlertid er mere end blot et Symbol paa Styrke, fremgaar klart af Kurveplanternes Artsrigdom, Individmængde og Udbredelse over saa godt som hele vor Klode. Sin Kulmination naar dette Sammenslutningsprincip hos den her fotograferede, kurveblomstrede Raoulia mammillaria, en lav, buskagtig Vækst, som vokser paa Ny Zealands Bjerge, 1200—2000 Meter over Havet. Oftest træffes den paa aabne Klippeskraaninger, hvor Solen bager, og hvor Stormene stryger uhindret hen altsaa under lidet gunstige Livsbetingelser. Men den har paa vidunderlig Maade evnet at hævde sig under de saa ublide Vilkaar. Og Midlet, den anvendte og har gennemført til det yderste, er dette ene — den tættest mulige Samling i Flok. Et filtret Virvar af krogede Stammer og Grene er solidt rodfæstet til Klippen og bæ- rer foroven et Dække af smaa, uldhaarede Blade, saa tæt stillede, at de holder Solheden borte fra Jordbunden og længst muligt bevarer Fugtigheden fra det sid- ste Regnskyl. Men hvad der særlig gør Planten iøjnefaldende og har givet Anled- ning til dens populære Navn blandt Befolkningen, er de Tusinder og atter Tusinder af smaa, hvide Blomsterkurve, hvormed hver Busk er saa tæt overbroderet, at den, selv’paa meget lang Afstand, tegner sig tydeligt mod Klippegrunden. Ofte er det