Universets Undere
II. BIND

270 UNIVERSETS UNDERE en Mængde Luftrør, der udmunder i en Række Huller langs Bagkroppens Sider. Disse fine Rør holdes udspilede ved et System af hornagtige, faste Spiraler i de bløde Hudvægge, og de gennemvæver enhver Del af Insektets Legeme, Vingerne indbefattede. Hos Edderkopperne findes der ganske vist ogsaa nogle Aanderør, men Respirationen er dog særlig knyttet til to — eller, som hos Fugleedderkop- perne, fire — sækformige Indposninger foran paa Bagkroppens Underside, de saa- kaldte »Lunger«. — Væggene i disse Sække danner en Mængde tynde Hudblade, der ligger op til hveran- dre som Bladene i en sammenklappet Vifte, og i disse Blade strømmer Blodet ind og iltes. Me- dens Respirationen hos Insektet foregaar over- alt i Legemets og Lem- mernes Indre, er den hos Edderkopperne mere lo- kaliseret og minder for saa vidt, rent flygtigt set, om Forholdene hos Hvir- veldyr. Som endnu et Eksempel paa væsentlige Uligheder mellem de to Leddyrklasser kan gøres opmærksom paa, at In- sekterne efter at have gennemløbet deres For- vandling og antaget de- res blivende Skikkelse, ophører at vokse og at skifte Hud, hvorimod denne Proces hos Edder- kopperne fortsættes Li- vet igennem. Efter disse alminde- lige, orienterende Be- mærkninger koncentre- rer vi vor Opmærksom- GIFTKROGEN I ANGREBSSTILLING. Krogen er rettet op fra den af Tandrækker indrammede Fure, hvori den slaas ned, naar den ikke bruges. hed paa en af de Korsedderkopper, vi kender fra det hjulformede Spind, i hvis Centrum det lille Dyr vagtsomt, med skarpt anspændte Sanser lurer paa Bytte. De simpelt byggede, ikke som hos Insekterne facetterede Øjne sidder foran paa Hovedbryststykket eller Forkroppen og falder i to Grupper, nogle større, mere centralt stillede, der menes at give Billedet af den sete Genstands Omrids, og ved Siden af og bagved dem nogle Smaaøjne, der sandsynligvis kun bringer Lys- og Bevægelsesindtryk. At der er flere, spredt siddende Øjne, opvejer delvis den Ulempe, at Edderkoppen ikke som Insektet ved Hoveddrejninger kan lette sin Orienterings- evne. Som »Hørehaar« har man betegnet nogle yderst bevægeligt tilleddede, i smaa Hudgruber nedsænkede Haar, hvortil der gaar fine Nerveforgreninger. At disse