Universets Undere
II. BIND

296 UNIVERSETS UNDERE hjemme, slap Folketroen ikke den oprindelige Forklaring. Men selv i den naturhi- storiske Sprogbrug har Navnet »Lygtebærer« holdt Stand længe efter, at Naturfor- skerne har slaaet Haanden af den Tanke, der ligger til Grund for dets Oprindelse. Spørgsmaalet bliver nu, hvilken Betydning »Lygten« da har, naar den ikke er et lysgivende Organ; og paa dette Spørgsmaal skylder Videnskaben endnu det af- gørende Svar. Udvæksterne er af nogle bievne opfattede som en Slags Prydelser; men da de findes saavel hos Hunnerne som hos Hannerne, kan de ikke godt hen- føres til de saakaldte sekundære KINESISK »LYGTEBÆRER« (FULGORA CANDELARIA). Fotograferet i lidt under naturlig- Størrelse. Kønskarakterer, der betragtes som Resultat af et Parringsvalg. Efter en anden Hypotese, der i de senere Aar har vundet større Tilslutning, skulde de paafaldende Udvækster være Skræmmemidler overfor Angreb af insektædende Dyr. De skulde med andre Ord være lignende Advarselsmidler som f. Eks. Ranglen paa Klapper- slangens Hale eller de Tegninger, der hos Brilleslangen og hos ad- skillige Sommerfugle kommer til- syne, naar Dyret tirres eller tror sig i Fare, eller som grelle Farve- sammenstillinger og andre, tidlige- re omtalte »Stoppesignaler«. Det turde imidlertid ogsaa være tvivlsomt, om denne Forklaring holder Stik, selvom den paa For- haand kunde synes mere plausibel end den foregaaende. Hvad der særlig taler imod den, er, at Lygte- bærerne i andre Henseender ingen- lunde gør Indtryk af at »advare«. For at kunne dette, maa et Dyr for det første være i Besiddelse af et Giftstof eller i det mindste et ubehageligt virkende Stof, der kan belære den Fjende, som forgriber sig derpaa, om, at det er klogeligere fremtidig at lade vedkommende Dyr i Fred; men noget saadant er neppe konstateret for Lygtebærernes Vedkommende. Selv om vi imid- lertid gik ud fra, at et saadant Stof er tilstede, støder Forklaringen af Lygten som Advarselsmiddel paa den Vanskelighed, at JLygtebærerne ingenlunde har saa iøj- nefaldende Farver, som man kunde vente det hos Insekter, der var tilpassede til at virke skræmmende. Den store, i Brasilien og Surinam levende Lygtebærer har en gulliggrøn Grundfarve med brune Pletter, og denne Farvetegning i Forbindelse med de hvide, vokslignende Skæl og Fnug, der udskilles af Huden paa dens Bag- krop, lader den i Virkeligheden smelte saa nøje sammen med Barken paa de Træ- stammer, hvorpaa den gerne sidder om Dagen, at dens Farve snarere maatte kal- des Beskyttelses- end Advarselsfarve. Selv de to store, citrongule, brunt indfattede