Universets Undere
II. BIND
Forfatter: J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1914
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 460
UDK: 5 (02)
Populær Fremstilling efter det engelske Ori-
ginalværk ved J.O. BØ VING-PETERSEN. Med
mange Illustrationer og farvetrykte Tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
314
UNIVERSETS UNDERE
VANDLØBEREN VELIA.
Vingeløs Form. Forstørret.
VANDLØBEREN HYDROMETRA.
Forstørret.
VORE DAMMES TÆGER
I endnu højere Grad, end Tilfældet er for Hvir-
veldyrenes Vedkommende, tilhører Flertallet
af Insekter Luftens og Landj ordensV erden. Blandt
Billerne og Tægerne finder vi dog ikke faa For-
mer, der har tilpasset sig til et Liv i Vandet, om
end deres oprindelige Natur som luftaandende
Dyr ikke fornægter sig.
Af Tægerne er Vandløberne eller Damtægerne
den Familie, der staar de sædvanlige Landtæger
nærmest, og de regnes da ogsaa med til disse.
De er endnu saa udprægede Luftdyr, at de som
Regel holder sig til Vandets Overflade. Dykker
de undtagelsesvis ned, er deres Bevægelser i
Vandet ganske anderledes ubehjælpsomme end
paa dets Overflade. I Modsætning til de virke-
lige Vandtæger har de vel udviklede Følehorn,
medens disse Lugteorganer derimod er yderst
reducerede hos de i Vand levende Tæger.
Det, hvorved Vandløberne imidlertid fængsler
vor Opmærksomhed, er først og fremmest deres
vidunderlige Evne til at færdes paa Vandover-
fladen — en Evne, der har skaffet disse Smaa-
insekter det blandt vor Skoleungdom gængse
og meget træffende Navn »Skøjteløbere«. Ordet
»Skiløber« vilde maaske være kommen Sand-
heden endnu nærmere, thi den Maade, hvorpaa
Damtægen benytter sine to sidste Benpar, min-
der slaaende om en Skiløbers Færd. Fuldstæn-
dig oprejst staar det lille Insekt paa Vandfladen,
med de ofte haartynde Ben spærret vidt fra hin-
anden, medens kun Fødderne hviler paa Van-
det. Ved Legemets Vægt trykkes Overfladehin-
den ned, uden dog at briste, idet Vægten fordeles
paa et forholdsvis stort Vandomraade. Hertil
hjælper dels Benenes uhyre Længde, sammen-
lignet med den spinkle Krop, dels Føddernes
Haarbeklædning, der indfedtes af et Sekret, som
lader Vandet sky Haarene. Det er et lignende
Princip, der her virker, som det, der lader en i
Olie indsmurt Synaal flyde paa Vandet, naar
den forsigtigt anbringes paa Overfladen, — hvor-
imod den straks vil synke, naar man med Alko-
hol afgnider Fedtlaget. Kun hvis Damtægen er
stærkt udmattet, berører den Vandet, men paa
sin Underside er den ved en lignende, vandsky-
ende Haarbeklædning som paa Fødderne be-