Universets Undere
II. BIND

Forfatter: J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1914

Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG

Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA

Sider: 460

UDK: 5 (02)

Populær Fremstilling efter det engelske Ori-

ginalværk ved J.O. BØ VING-PETERSEN. Med

mange Illustrationer og farvetrykte Tavler

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 486 Forrige Næste
314 UNIVERSETS UNDERE VANDLØBEREN VELIA. Vingeløs Form. Forstørret. VANDLØBEREN HYDROMETRA. Forstørret. VORE DAMMES TÆGER I endnu højere Grad, end Tilfældet er for Hvir- veldyrenes Vedkommende, tilhører Flertallet af Insekter Luftens og Landj ordensV erden. Blandt Billerne og Tægerne finder vi dog ikke faa For- mer, der har tilpasset sig til et Liv i Vandet, om end deres oprindelige Natur som luftaandende Dyr ikke fornægter sig. Af Tægerne er Vandløberne eller Damtægerne den Familie, der staar de sædvanlige Landtæger nærmest, og de regnes da ogsaa med til disse. De er endnu saa udprægede Luftdyr, at de som Regel holder sig til Vandets Overflade. Dykker de undtagelsesvis ned, er deres Bevægelser i Vandet ganske anderledes ubehjælpsomme end paa dets Overflade. I Modsætning til de virke- lige Vandtæger har de vel udviklede Følehorn, medens disse Lugteorganer derimod er yderst reducerede hos de i Vand levende Tæger. Det, hvorved Vandløberne imidlertid fængsler vor Opmærksomhed, er først og fremmest deres vidunderlige Evne til at færdes paa Vandover- fladen — en Evne, der har skaffet disse Smaa- insekter det blandt vor Skoleungdom gængse og meget træffende Navn »Skøjteløbere«. Ordet »Skiløber« vilde maaske være kommen Sand- heden endnu nærmere, thi den Maade, hvorpaa Damtægen benytter sine to sidste Benpar, min- der slaaende om en Skiløbers Færd. Fuldstæn- dig oprejst staar det lille Insekt paa Vandfladen, med de ofte haartynde Ben spærret vidt fra hin- anden, medens kun Fødderne hviler paa Van- det. Ved Legemets Vægt trykkes Overfladehin- den ned, uden dog at briste, idet Vægten fordeles paa et forholdsvis stort Vandomraade. Hertil hjælper dels Benenes uhyre Længde, sammen- lignet med den spinkle Krop, dels Føddernes Haarbeklædning, der indfedtes af et Sekret, som lader Vandet sky Haarene. Det er et lignende Princip, der her virker, som det, der lader en i Olie indsmurt Synaal flyde paa Vandet, naar den forsigtigt anbringes paa Overfladen, — hvor- imod den straks vil synke, naar man med Alko- hol afgnider Fedtlaget. Kun hvis Damtægen er stærkt udmattet, berører den Vandet, men paa sin Underside er den ved en lignende, vandsky- ende Haarbeklædning som paa Fødderne be-