Universets Undere
II. BIND

360 UNIVERSETS UNDERE Havet har altid i en ganske særlig Grad tiltrukket sig Menneskenes Opmærk- somhed og holdt den fangen. Dets evigt bevægelige Flade og dets hemmeligheds- fulde, indtil for faa Aartier siden uudgrundede Dybder satte stedse Fantasien i Svingning og gav den vidt Spillerum. I alle Tiders og i alle Folks Digtning har Ha- vet da ogsaa spillet en fremtrædende Rolle. Men ikke saa i Videnskaben. Dér var Havet længe Stedbarnet. Helt op til det 19. Aarhundrede lod man sig nøje med at undersøge Kysterne og de lavvandede Indhave samt dog kun i ringe Grad — Oceanets øverste Vandlag. Men Dybet var stedse en uudgrundelig og afskrækkende Verden, som Overtroen fra gammel Tid af befolkede med de mest fantastiske Skikkelser, medens mere nøgternt an- lagte Naturer antog det for blottet for selv den ringeste Livskim - ansaa det for en uhyre Grav, hvis mørke Øde og Tomhed der ikke var Grund til at interessere sig for. En fransk Naturforsker i Begyndelsen af det sidste Aarhundrede gik endog saa vidt, at han antog de store Oceandybders Bund for dækket af evig Is, ligesom de højeste Bjerge dækkes af evig Sne. Mærkeligt nok: omtrent samtidig med, at denne radikale Livsfornægtelse frem- sattes, hændte det, at Livet paa Dybhavets Bund skulde sende Menneskene sin første Hilsen — og det endda fra selve Ishavet! I 1818 fandt John Ross nemlig i Baffinsbay, i Mudder, der var taget op fra ikke mindre end 2000 Meters Dybde levende Slangestjerner. Med dette Fund aabnedes for saa vidt en ny Æra i Natur-