Universets Undere
II. BIND

 362 UNIVERSETS UNDERE MELANOCETUS JOHNSONII, en lysbærende Dybhavsfisk. forskningens Histo- rie, som det levere- de det første Bevis for, at Troen paa Dø- dens Ro dernede paa Dybhavets Bund ik- ke passer, og at Li- vet ogsaa dér rører sig saavel som alle andre Steder paa vor Klode. At »een Svale gør ingen Sommer«, be- kræftede sig imidler- tid ogsaa for disse Slangestjerners Ved- kommende. Man oversaa eller glemte snart dette ganske vist afgørende, men enkeltstaaende Fund og vendte tilbage til den Anskuelse, at Livet i hurtigt syn- kende Skala aftager nedefter. Autoriteten paa Havforskningens Omraade i det 19. Aarhundredes første Halvdel, Englænderen Edward Forbes hævdede haardnakket, at Grænsen for Livets fuldstændige Ophør maa sættes ved 600 Meters Dybde, — og Autoritetstroen sejrede, som saa ofte før og siden. Omkring Aarhundredets Midte fremkom der imidlertid nye, ubedragelige Tegn paa, at Livet kan florere særdeles kraftigt ogsaa under denne formodede »Livs- grænse«. Det var de to berømte norske Videnskabsmænd CERATIAS CONESII, lysbærende Dybhavsfisk. Michael Sars og Georg Ossian Sars, Fader og Søn, der konsta- terede dette paa over 800 Meters Dybde ud- for Norges Kyst, i »Hornkorallernes Bælte«, og omtrent samtidig drog den norske, for Zoologi stærkt interesserede Eventyrdigter As- bjørnsen op af Ha- vets Skød et af de skønneste og mest karakteristiske Dyb- havsdyr, man ken- der, en selvlysende Slangestjerne, som han gav Navnet Bri- singa for dermed,