Universets Undere
II. BIND

372 UNIVERSETS UNDERE hvori den minerer Gange ved at æde sig frem. Men før eller senere forlader den Yderværkerne og gaar løs paa en af Ærterne, hvori den nu gnaver sig ind. De Huller, den ved sit Gnav danner i Bælgen og i Ærtens Hinde, lukkes snart, fordi hele Frugten endnu paa dette Udviklingstrin er saa ung og vokser stærkt. De Ar, der bliver tilbage, er derfor næppe synlige for et ubevæbnet Øje. Indtil Larven er naaet ind i en Ært, er den yderst bevægelig; men saa snart dette Maal er naaet, skifter den Hud og forvandles til en lemmeløs, blind Maddike. Inde i Ærten har den jo hverken Brug for Ben eller Øjne. Dens Ophold herinde har — til Held for den selv — ingen Indflydelse paa Ærtens fortsatte Vækst; thi gennem Frøstrængen, som Larven lader ubeskadiget, tilfører Planten jo stadig Frøet Næring, — hvoraf ganske vist en større eller mindre Portion senere omsæt- tes til Føde for den lille Snylter, som derfor vokser i samme Grad som dens Spi- sekammer. Samtidig bliver Hinden om Ærten efterhaanden til en tykkere, haard Skal, og ogsaa Bælgen bliver saa fast, at en spæd Larve paa dette Tidspunkt ikke havde kunnet gennemgnave den med sine svage Mundfødder. Det er derfor for- staaeligt, at Moderbillen vælger et tidligt Tidspunkt i Frugtens Udvikling, naar den lægger sine Æg. Nærmer den Tid sig, da Larven skal forvandles til Puppe, gnaver den en kort Gang ud til Skallen, som den imidlertid lader forblive uskadt, og først efter at Puppelivet er endt, og den fuldt udviklede Bille er fremkommen, skubber denne Skallen til Vejrs som en Hætte og kryber ud. Havde Larven imidlertid ikke for- ud banet Vej ud til Skallen, vilde Insektet sikkert have været spærret inde for Livstid, thi naar Ærten først er fuldt moden, er den for haard til, at den lille Bille kunde gnave sig Vej til Skallen. Det er iøvrigt langtfra alle Biller, der forlader Ærterne allerede om Sommeren; de fleste forbliver ganske rolig inde i dem Vinteren over, indtil Ærterne lægges næste Foraar. Som Løn for denne frivillige Arrest opnaar de til Gengæld de sikre- ste Betingelser for at kunne formere sig videre paa de af Udsæden opvoksende Ærteplanter — dog med den Undtagelse, at de Ærter, hvoraf de selv som Larver har ernæret sig, ikke er i Stand til at spire. OKSETUNGE-SVAMPE ENHVER der, især ved Efteraars- og Vintertid, strejfer om i en Skov, vil let faa Øje paa de graa, skiveformige Udvækster, man kalder Fyrsvampe; men for- uden disse haarde, kork- eller træagtige Svampe, vil man undertiden i det tidlige Efteraar finde nogle, der er af langt blødere Beskaffenhed, og hvis fugtig-slimede Overside er mørk rødbrun, omtrent som Lever, medens Undersiden har en lysere Kødfarve. De kan, omend undtagelsesvis, være en halv Meter i Tværmaal og kan veje adskillige Halvkilo. Denne Svamp er Oksetungesvampen, eller nærmere bestemt: »Levret Okse- tungesvamp« (Fistulina hepatica). Dens Navn udtrykker netop det, der er sær- lig karakteristisk for den i Modsætning til Fyrsvamp og andre Poresvampe — dens Lighed dels med en Lever, dels med en Tunge. Denne Lighed er ikke blot udven- dig. Skærer man det skiveformige »Frugtlegeme« igennem, vil man se en lysere og mørkere kødfarvet Stribning, der ganske minder om en gennemskaaret Okse- tunges vekslende Kødlag. Derimod er den Lugt, der udstrømmer fra »Kødet«, nær-