Universets Undere
II. BIND

412 UNIVERSETS UNDERE mindst mulig Modstand. Et Par brede Finnebræmmer langs den muskuløse Kap- pes Sider er tilstrækkelig Bevægelseskraft under dagligdags, rolig Svømning; men skal Farten sættes op til Forfølgelse eller Flugt, overtager Finnerne Rollen som Balanceredskaber, og Drivkraften leveres af den Tragt, der, ligesom hos de otte- armede Blæksprutter, sidder paa Dyrets Underside ved Indgangen til Kappehulen. Lynsnart skyder Dekapoden da som en Pil AFSTIVENDE RYGSKALLER I KAPPEN HOS TI- ARMEDE BLÆKSPRUTTER. gennem Vandet. Den hornagtige, hos Sepia’en tillige kalkholdige Skal, der indvendig afsti- ver Kappen langs Dyrets Rygside, hjælper til at give Legemet Spændstighed og Mod- standskraft. De ti-armede Blæksprutter er saaledes helt anderledes skikkede til at færdes i rum Sø end de otte-armede. Derude jager de efter Fiskene, der er deres Hovedføde, — men derude jages de til Gengæld ogsaa selv baade af Fisk og af Hvaler. Der er faa Dyr, Fiskene sluger med større Appetit (og som derfor er bedre Agn) end ti-armede Blæksprutter— for- udsat Fisken kan magte sit Bytte; i modsat Fald bliver det den, der maa gaa i Blæksprut- tens Mave. At Magt er Ret, er her det eneste gældende Ord. I sine Fangarme har Deka- poden et Griberedskab, der virker endnu bedre end Oktopodens, ikke blot ved deres større Antal, men ogsaa, fordi Sugeskaalenes Rande forstærkes ved en takket Hornring, der gør deres Greb saa fast, at selv en glat- skællet, slimet Fisk ikke let frigør sig, naar den først er kommen inden for Armenes Rækkevidde. Endelig har Dekapoderne i de- res skarpe, spidse »Næb« et Vaaben, som i hvert Fald ikke staar tilbage for deres Slægt- ninge, Oktopodernes; og i deres Blæksæk har de det samme fortrinlige Forsvarsmiddel, naar de — som vist paa Helsidesbilledet — vil søge at lede en forfølgende Fjende paa Vildspor. I Størrelse overgaar de ti-armede Blæk- sprutter langt alle andre, og det er til deres Gruppe, de kæmpemæssige Former hører, der i sin Tid gav Anledning til Legenden om den berømte »Sømunk«, som Fiskere i Christian d. 3.s Dage fangede i Øresund, og hvis Blækspruttenatur Japetus Steenstrup paaviste, — ligesom senere adskillige »Søslange«-Myter vistnok har deres naturlige Ophav i de Kæmpeblæksprutter, der undertiden fra Verdenshavenes Dyb dukker op til Overfladen og indjager Søfol- kene Rædsel. Det meste Kendskab til disse Uhyrer stammer rigtignok kun fra de Næb- og Armstykker, man har fundet i Kaskelotmaver; men af og til er det dog