Universets Undere
II. BIND

416 UNIVERSETS UNDERE pletter, Fakler og Protuberanser; og hver Gang disse Udbrud naar deres Maksi- mum, viser Polarlysfænomenerne sig ogsaa hyppigst og stærkest. En tilsvarende Sammenhæng er der omvendt mellem Soleruptionernes og Polarlysets Aftagen. Ja, Solens Indflydelse gør sig endog i den Grad gældende, at man i Polarlysets Vekslen har kunnet spore smaa Perioder, hver paa 26 Dage, svarende til Solens Rotationsperioder, der ligeledes beløber sig til 26 Døgn. Polarlyset viser sig snart som en hvidlig Bue, snart som lysende Straalebundter, der danner en Baldakin eller en Krone over Buen. Eller det former sig som frit svævende Baand, der er i stadig bølgende Bevægelse, »som om de flagrede for Vin- den«. Undertiden bliver Baandene til slangebugtede Spiraler, undertiden til Ringe; men det hænder ogsaa, at de breder sig ud til mægtige, foldede Tæpper, der som Draperier hænger lodret ned, lysende grønligt mod den mørke Luft, forneden teg- nende sig skarpt mod Nathimlens Baggrund, foroven glidende jævnt over i Mørket og tabende sig i dette. Som Formen veksler ogsaa Farverne. Hovedfarven er vel SYDLIGT POLARLYS. Fotografiet er taget paa Kaptajn Scotts Sydpolsekspedition og- viser smukt Draperiformen. hvidlig, med et svagt gulgrønt Skær; men jo livligere Polar- lyset bevæger sig, desto større bliver Farvespillet. Rødt og Violet glimrer omkap med Smaragdgrønt; dog altid saa- ledes, at de røde Toner ses nedenfor de grønne, saafremt begge Toner viser sigsamtidig. Større eller mindre magne- tiske Forstyrrelser ledsager Polarlysets Optræden og giver sig Udslag i uregelmæssige Magnetnaalssvingninger — en Genspejling af de »magneti- ske Uvejr«, som Solpletterne og andre Udbrudsfænomener paa Solen i endnu langt stær- kere Grad er Ophav til. Der er efterhaanden fore- taget en stor Række Maalin- ger af den Højde, hvori Polar- lyset viser sig over Horison- ten. I Grønland og andre ark- tiske Egne har man set det i kun 1000 Meters Højde eller endnu lavere; men som Regel forekommer det i Luftlag, der ligger mellem 100 og 250 Kilo- meter over Jorden. Hvor højt det i det hele kan naa op, har den norske Videnskabsmand Professor Stormer nylig søgt at udmaale. Hans meget nøj-