Universets Undere
II. BIND

44 UNIVERSETS UNDERE grenede Sanseredskaber, »Følehornene«, hvormed Hannerne lugter sig frem til den Mage, der kort Tid efter deres Møde sætter et næste 300-talligt Kuld i Verden. Sommeren igennem fortsættes det her antydede Kredsløb, og naar de sidste Efteraarskuld kommer frem, vilde hver eneste overvintrede Myg teoretisk set kunne have et Afkom paa over 80 Millioner paa sin Samvittighed. Men heldigvis har i Sommerens Løb Fiskene i Vandet, Flagermus og Svaler i Luften og mange andre Fjender forringet denne Mulighed. Blandt Fjenderne er ogsaa Mennesket, der sikrest og grundigst bekæmper Myggene ved den Tørlægning af stillestaaende Vande, som følger med stigende Udnyttelse af Jorden, — men desuden ved rigelig Udsættelse af Fisk i alle ferske Vande og ved, hvad især er lykkedes overfor Fe- beregnenes smittebærende og derfor yderst farlige Myg, at overhælde stillestaaende Vand og Sumpe med en Oliehinde, der kvæler Larver og Pupper. Er Myggene først udviklede, staar vi som forsvarsløse Tilskuere ved den luftige Dans, deres Sværme opfører; det kan da kun være os en Trøst at vide, at en saa- dan dansende Myggesværm, der bølger frem og tilbage, op og ned som en røg- lignende Sky, for saa vidt er uskadelig, som det kun er fredsommelige Hanner, der danner Sværmen, og de stikker som bekendt ikke, eftersom deres Mundred- skaber er ganske uudviklede. Deres smukke Dans i Luften kan vi derfor nyde rent æstetisk uden at befrygte noget Stik. Kun de ensomt omsværmende, tilsyneladende misantropisk anlagte Hunner faar vor Hud til at svie. Det er dem, der her er det stærke Køn; thi de maa hente Kraft til at føde Fremtidens Slægter. De har derfor ikke Tid til at nyde deres korte Luftliv i lystig Fællesdans med Hannernes Flokke. Kun et flygtigt Stævnemøde, — og saa kalder Naturen dem til blodtørstig Færd og til den Pligt, der har Artens Bevaring til Maal. EN SKORPIONS OPLEVELSER FRAREGNET enkelte sydeuropæiske Arter er Skorpionerne væsentlig tropiske Dyr. Da de fører et natligt Liv og om Dagen holder sig skjult under Stene, og da de desuden er omgivne af en Nimbus af Frygt og Afsky, har man tidligere kun kendt lidt til Enkelthederne i deres Liv. Først Fabre, den berømte franske Ento- molog, har nærmere undersøgt de biologiske Forhold hos den største af de to al- mindeligste sydeuropæiske Arter, og paa hans Iagttagelser og Fotografier er den følgende Skildring hovedsagelig bygget. Den af Fabre undersøgte Art, den saakaldte Languedoc-Skorpion, bliver om- trent 9 cm lang og er bleg gulbrun. Den bebor tørre, bakkede Egne, der paa Grund af Sommerens brændende Solhede har en meget sparsom Plantevækst, og her fin- der man den oftest under de Skiferstykker og flade Sten, der ligger spredt rundt om paa Jorden. Hvis man vender en af Stenene, vil man kunne se et kredsformigt Hulrum, i hvis Indgang Skorpionen ofte sidder med Klosaksene strakt ud og Ha- len bøjet fremefter, parat til at modtage enhver, der kommer den for nær. Paa varme Solskinsdage ynder den at ligge tæt oppe under de af Solen gennembagte Skiferstykker, men paa kolde og regnfulde Dage kryber den dybere ned i sin Hule. De store Klosakse bruges baade som Angrebsvaaben og til at bringe Føden til Munden. De er beklædt med meget fine Sansehaar, og naar Dyret gaar, strækkes de langt forud, med Saksene lidt aabnede, og bevæges langsomt op og ned, lige- som famlende sig for. Vel har Skorpionen fire Par Øjne, men de sidder alle saa