Universets Undere
II. BIND

72 UNIVERSETS UNDERE Miolania, som dens Slægtsnavn lyder, var endnu stærkere panservæbnet end dens øvrige Frænder, der dog alle netop har deres fremherskende Egenskab i de- res fortrinlige Rustning. Den kunde, sammenlignet med andre Skildpadder, kaldes en Dreadnought-Type indenfor sin Afdeling. Dens Panserbeklædning nøjedes ikke med at slutte glat til Legemet, men løb ud i store Torne og Kamme, der gav dens Hoved et fantastisk Udseende og dækkede dens Hale med en Brynje af pigvæb- nede Ringe, der minder om Halen hos Tertiærtidens kæmpemæssige Bæltedyr, Skjolddyret Glyptodon. Som Fotografiet af den uddøde Skildpaddes Hovedskal viser, maa disse svære Kamme og Torne have haft en betydelig Fasthed og Styrke, idet jo ikke blot Over- hudens dækkende Hornlag, — der ikke ses paa Skelettet — men tillige selve Kra- niets Benmasse har deltaget i deres Dannelse. Hvilken Betydning disse Udvækster har haft, véd vi intet om. Maaske har de kun været Prydelser; maaske har de direkte tjent som Vaaben under Angreb og Forsvar mod Fjender. Dette staar endnu hen som et aabent Spørgsmaal. Et andet gaadefuldt Forhold i Dyrets Bygning er Spørgsmaalet om Hovedets Bevægelighed. At dømme efter Sammenligning med Halsskelettet hos Nutidens Skildpadder kunde det se ud, som om Miolania har hørt til de Skildpadder, der ikke trækker Hovedet tilbage med. et baglænds Ryk, men ved en Sidebevægelse af Halsen; men paa den anden Side synes det indlysende, at de store Tornud- vækster maa have umuliggjort en Dækning af Hovedet under Skjoldet og i det hele stærkt har hæmmet enhver Drejning til Siden. Ligeledes er det et dunkelt Punkt i disse Kæmpeskildpadders Levevis, hvorvidt de har været Vanddyr. Deres tunge Rustning og svære Hale gør det i hvert Fald ikke sandsynligt. Ikke mindst mærkelig er denne Skildpaddeslægts Udbredelsesforhold. Paa hin- anden saa vidt fjernede Dele af Kloden som Patagonien og Australlandet har man fundet dens fossile Skeletter, — en Omstændighed, der kun kan forklares ved, at disse to Lande i hine Tider maa have været Dele af et og samme Fastland. Men at komme ind paa de geologisk-geografiske Forhold, der taler herfor, vilde føre for langt bort fra det foreliggende Emne. „PORTUGISISKE ORLOGSMÆND“ OG DERES FRÆNDER DEN, der paa Fart mod Tropelandene sejler forbi Portugals Kyst, vil, efter- haanden som han fortsætter i sydlig Retning, møde flere og flere nye Livs- former, der bringer Afveksling i den ensformige Havflade og — sammen med det stærkere Farvespil, denne faar — bringer Bud om Passatbæltets Nærhed. Stimer af lynsnare Flyvefisk jager eller jages ud til Siden foran Damperens Bov og be- skriver deres lave, sølvblinkende Buer hen over Oceanets Dønninger. Og naar Mørket falder paa, tegner Kølvandsstriben tværs over den sortblaa Flade en Mælke- vej, der er mangefold lysere i Glans og mere vekslende i Kolorit end nogen Mor- ildsstribe i de nordiske Have. Blandt Passatbæltets Bebudere er de paa vor Farvetavle afbildede Blæregopler — de »portugisiske Orlogsmænd«, som Englænderne har døbt dem, — nogle af de skønneste og ejendommeligste Fremtoninger, det pelagiske Liv i Verdenshavene