Jordens Udviklingshistorie

124 ker ere storf ormede med ret jævnt afrundede Over- flader og ikke videre kuperede. Foran Isranden af- satte Smeltevandet Sandflader eller nedskar sig mere eller mindre dybe Dale. Vandløbene, som vi kende clem i vore Dage, ere i Reglen anlagte af Smelte- vandet, ofte parallelt med eller vinkelret paa Is- randen. Den Stilstand i Isens Afsmeltning, der havde størst Betydning for Danmark, var, da henimod Slutningen af Is-Tiden Isranden stod stille langs med „den jydske Højderyg”. Da ophobedes denne som en storslaaet Endemoræne ved og under Is- randen, medens Smeltevandselvene afsatte de jyd- ske Heder foran den. Ved Is-Tidens Slutning laa den nordlige Del af Mellem-Eui’opa med Danmark i Hovedsagen færdig dannet; Fordelingen af Hav og Land var dog ander- ledes end nu, idet Fennoskandia laa lavere end nu. De midterste Dele vare sænkede mest; Sænkningen aftog imod Randene, som angivet paa Fig. 75. Vend- syssel laa indtil 185’, Nord-Sjæland indtil 32’ lavere end nu. De Punkter, der havde samme Højde som nu, laa omtrent paa en Linie fra Køge til Løgstør; Sydvest for denne laa Danmark højere end nu. Jylland var over de danske Øer landfast med Syd- sverige. Østersøen stod i Forbindelse med Skager- rak tvers over Sverige ved det „svenske Ishavssund”, og desuden med det hvide Hav over Ladoga og Onega. Dette Tidsrum kaldes Ishavs-Tiden, da det var et Ishav, der den Gang beskyllede vore Kyster. Den daværende Havbund i Vendsyssel er nu tørlagt. Den bestaar væsentlig af Yoldialer, hvori der findes Skaller af Ishavsmuslingen (Yoldia), som viser, at Naturforholdene i vore Have den Gang vare som ved Spetsbergen nutildags. Endnu medens Klimaet var arktisk, foregik der en