De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

<3 AALBORG BØR REFORMATIONEN Knud den Store benyttede Limfjorden som Udfaldsport mod Norge og England paa samme Maade, som Valdemar den Store senere benyttede Smaalandshavet og Grønsund. Og da det første historiske Vidnesbyrd om Aalborg som By tillige netop viser hen til Knud den Stores Omsorg for et ordnet Møntvæsen, som han indrettede her i Landet efter engelsk Mønster, ligger det nær at antage, at Aalborg skylder denne Konge væsentlig Tak for sin Opkomst. Der er endnu ikke fundet nogen Mønt i Landet med Opgivelse af Aalborg som Møntsted i Knud den Stores Tid, men det første historiske Vidnesbyrd om Byen er en Sølvmønt fra hans Søn og Efterfølger Hardeknud, der fra 1028 til 1042 var Konge i Danmark. Knud den Store skal 1026 have staaet Limfjorden ind ved Agger paa en Rejse fra England, og i 1028 samlede han i Limfjorden — og da uden Tvivl ved Aalborg eller mellem Aalborg og Hals - Ledingsflaaden mod Norge. Omtrent 1061 skal den norske Konge Harald Haar- deraade havde plyndret og hærget paa Limfjordens Kyster. Naar man ikke i de gamle Beretninger hører noget om Aalborg ved denne Lejlighed, — og slige Hærtog plejede jo dog nærmest at gaa ud over Byerne — uagtet vi veed, at Byen alt dengang var til, kan det muligvis finde sin Forklaring i, at han saa hurtigt blev forfulgt af Svend Estridsens store Flaade, at han snarest muligt maatte sætte Vester paa, hvor Sagaen lader ham slippe ud ved at trække sine Fartøjer over Land eller maaske rettere over Grundene ved »Draget« Nord for Nibe eller ved Løgstør, eller hvor det nu skete. Naar man ser, at en By i den tidlige Middelalder er Møntsted, kan man med Bestemthed gaa ud fra, at den har været en ganske anselig By. Hvor stor Tilstrøm- ning af Mennesker Knud den Stores Flaadesamlinger end kan have bevirket, var det dog kun ved enkelte Lejligheder, at den fandt Sted. Det, der gav Aalborg Be- tydning og tidligst gjorde den til en stor og betydelig Handelsplads, var det store og rige Sildefiskeri ude i Limfjorden. Med det fulgte der en mangeartet Virksomhed inde i Land, og de store Sildemarkeder, der altid fulgte med Sildefangst i Mængde, har Aar efter Aar trukket Handelsmænd til Byen for at købe og sælge. Hvor var Byens Havn? Hvor indelukket et Farvand Limfjorden end var, og hvor godt beskyttet mod Storm og Sø, har man dog med Datidens smaa Fartøjer dengang som langt senere foretrukket at lægge op i det Vandløb, som, til det i de nyeste Tider er bleven overdækket, kaldtes Østeraa. Denne Aa har i den tidlige Middelalder været langt mere vandførende, end den blev efter i det XVII. Aarhundrede at have maattet afgive Vand til Østergravensaa og Peder Barkes Aa, og har uden Tvivl, i alt Fald for mindre Skibe, været sejlbar til Ladebroen, i hvis Nærhed vi ogsaa træffer en gammel Gadebetegnelse som Strandstien. Hvis Navnet Ladebro er det oprindelige Navn, — hvad der vel næppe er Grund til at tvivle om — har Broen, der først længere ned i Tiden blev ført tværs over Aaen som Færdselsbro, i ældgammel Tid været en Skibsbro, hvor Skibene kunde losse og lade. I et Skøde fra 1483 nævnes en Jord, »uden Plankerne Østen til Aaen.« Her fin- der man altsaa Byens »Planker«, det vil sige dens Begrænsning og Befæstning, dens Palisadeværk, mod Øst, sikkert dens Værn fra dens ældste Tid. Og den Omstændig- hed, at Byens Planker ikke stod Vest for Aaen, saaledes at denne dannede en vaad Grav foran dem, men at de stod Øst for Aaen, saaledes at denne kom til at ligge inden f°r Byens Værn, kan kun bestyrke vor Opfattelse, at Aaen dannede Byens Havn, saa Skibene, der laa i Havnen, laa trygt for fjendtlige Angreb.