Englands Udvikling til industriel og kommerciel Verdensmagt og Irlands NedsynkeniI Fattigdom og Affolkning
To sideløbende Lærdomme til Belysning af Nationernes Udviklingshistorie og den nuværende Krigs Aarsager

Norden. Vore Oldtidsfund vidner noksom om den irske Kulturs Indflydelse hos os. Den indre Samfundsopfattelse var ikke, som Romer- nes, aristokratisk, men demokratisk; Jorden betragtedes ikke som Statens (Kongens) Ejendom, men som Folkets, og nogen Centralisation fandtes kun i ringe Grad — det Baand, der sammenbandt Folket, var væsentlig den fælles Kultur. Dette gav det irske Samfund et højst tiltalende Præg, men berøvede det Styrke og Sammenhold; derfor blev Landet et forholdsvis let Bytte for norske og danske Vikinger, der hærgede det med Ild og Sværd og en Tid- lang havde oprettet kraftige Riger i Dublin og andre Egne. Men i Slaget ved Clontarf 1014 frigjorde Irerne sig for Fremmedherredømmet, og Landet førte fra den Tid igjen i et Par Aarhundreder en lykkelig Tilværelse. Det irske Folk udviste allerede den Gang den mærkelige Opsugningsevne overfor fremmede Nationaliteter, som det siden har vist saa mangfoldige Gange; Vikingerne og deres Efterkom- mere blev Irer i Sprog og Sæder — gik fuldstændig op i den oprindelige Befolkning, og dennes Rigdom blomstrede op paany. Søfart, Handel, Industri og Lærdom florerede i en Grad, som maatte vække Naboernes Misundelse. Saa hændte det i en af de talrige Stridigheder mellem Irlands Stammehøvdinger, at en af disse kaldte Kong Hen- rik II af England til Hjælp mod sine Modstandere, og i 1172 blev Øen da, som det hedder, erobret af Englænderne. En egentlig Erobring blev dog kun gjennemført for Egnen nærmest omkring Dublin, men 400 Aar igjennem gentoges de engelske Kongers Krigstog til Irland — ofte i Forbund med nogle af de irske Stammehøvdinger mod andre. Først under Dronning Elisabeth blev det engelske Herredømme befæstet paa Øen, men under de talrige Kampe i de fire Aarhundreder led denne forfærdeligt. Kampene førtes med middelalderligt Barbari — systematiske Ødelæggelser af hele Provinser, Nedsabling af disses Indbyggere og Konfiskation af deres Ejendomme. Der opstod da efter- haanden et vildt Racehad mellem Englændere og Irer, saa det blev de førstes Formaal at forhindre, at nogen Forsoning kunde finde Sted mellem Medlemmerne af de to Nationer. Paa Irlændernes konfiskerede Ejendomme ned- satte sig Englændere, til hvem Ejendommene blev skæn- kede, men i 1367 blev det ved Lov forbudt enhver af