Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

183 EN GEOLOGISK UDFLUGT I SKAANE. 184 videre lige til Forsemøllen, hvor vi finde nogle Bjergarter, som vi hidtil ikke have truffet paa vor Exkursion. Selve Møllen er bygget paa en haard, mod Overfladen svovlkisholdig Sandsten, som noget længere oppe er gjennemskaaren af Aaen til en Dybde af nogle faa Fod. Ved Møllen løber Aaen over Sandstenens Overflade, som har en temmelig stærk Hældning mod øst og ved. selve Aaens Bred er bedækket af en løsere, hvidgraa, 5—6 Fod mægtig Sandstensskifer, over hvilken der ligger en graaagtig Bjergart, som i sit øverste Parti antager en mørkere Farve, og hvis Udseende minder noget om Allunskiferen. Vi bemærke endvidere, at der heri forekommer Kalklag og Klumper af Stinkesten. Sandstenens Mægtighed kunne vi ikke maale her paa Stedet, men af Forholdene paa andre Steder i Egnen, hvor Sandstenen er gjennemskaaren, kunne vi slutte os til, at Laget har en Tykkelse af 120—150 Fod. I denne Sandsten træffe vi paa adskillige Steder Spor \af Sandormes Vandringer i den engang løse Sandmasse, ganske som nu tildags paa vore sandede Strandkyster, og der er heller ingen Tvivl om, at denne Sandsten tid- ligere har været en saadan Kystdannelse; den bestaar af smaa runde Kvartskorn, der hist og her ere blandede med Feltspatkorn og har altsaa ganske de samme Bestanddele som almindeligt Sand. Sandstensskiferen kan derimod siges at svare til det aller fineste Havsand, der findes i noget længere Afstand fra Kysten, paa dybere Vand, og hvis vi søge flittigt i denne Bjergart, ville vi maaskee ogsaa kunne finde et Par Trilobit- Arter, — de ældste, man kjender —, blandt hvilke en Paradoxides, og muligvis en Brachi- onopod. I Stinkestenen høiere oppe kunne vi ligeledes træffe nogle Trilobiter, som i Udseende nærmest minde om dem, dei' findes i Andrarum- Kalken. Naar vi nu soge at sammenfatte i Erin- dringen Alt, hvad vi paa vor Vandring have iagttaget, saa finde vi altsaa, at Allunskiferens øverste Afdeling udmærkede sig ved Forekomsten af Trilobiter, hørende til Slægten Olemts eller nærstaaende Former, og Geologerne have derfor kaldt denne Afdeling »Olenid-Skiferen«. Under denne havde vi Andrarum-Kalken og det andet Allunskifer-Lag, og nederst et Lag af Sandstensskifer. Alle disse sidste indeholde en Mængde andre Forsteninger, især Trilobiter og Brachionopoder, og blandt de første af disse var Slægten Paradoxides i flere Henseender den mærke- ligste. Den hele Serie sammenfattes derfor under Benævnelsen: »Paradoxide-Skiferne «. Søge vi dernæst at udfinde de omhandlede Bjergarters Dannelsesmaade, komme vi snart til det Resultat, at Allunskiferne, som bestaa af fint Lerdynd, maa være afleirede paa en stor Dybde, hvor Vandet har været roligt, saa at Lerpartiklerne have kunnet bundfælde sig udon at røres af Bølge- slaget. De organiske Bestanddele i disse Lag hidrøre dels fra det rige Dyreliv, der da fandtes paa dette Havdyb, dels fra den frodige Tang- vegetation, der maa antages at have været til- stede, uagtet man endnu ikke har fundet sikkre Spor af disse let forgængelige Planter i Skiferen. Sandstens-Skiferen derimod, maa, som allerede ovenfor bemærket, antages at have afleiret sig paa mindre dybt Vand, og Sandstenen ved selve Kysten. Da nu disse Bjergarter ved Forsemølle ligge saaledes i Forhold til hverandre, at de Lag, der stamme fra det lave Vand, ligge nederst, og de, som kun kunne være dannede paa dybt Vand, ligge øverst, saa følger det af sig selv, at her i en fjern Fortid har fundet en betydelig Sænkning Sted, hvorefter disse Dybvandslag ere afsatte. Medens Vandet endnu var lavt, var Bølge- slaget stærkere, og Urbjergets Brudstykker rul- ledes og knustes, saa at der dannedes de runde Kvarts- og- Feltspatkorn,hvoraf Sandstenen bestaar. Det finere Sand og Lerdyndet førtes derimod ud til de større Dybder. Men efterhaanden som Sænkningen fortsattes, blev Vandet dybere, og oven over det grovkornede Kvarts-Sand kunde da først det finere Sand og senere — naar Dybet var blevet tilstrækkeligt stort — Lerdyndet og Kalken afleire sig, nemlig først Paradoxide-Skiferne med deres Kalklag og siden lien Olenid-Skiferne. Det er sandsynligt, at dette fine Dynd ikke har kunnet afsætte sig- paa mindre Dybde end 100 å 200 Fod. Her, hvor vi nu have det faste Bjerg, have altsaa engang i Tidernes Begyndelse Havets Bølger rullet høit, høit over det nuværende Land, som dengang dannede Bunden af et mægtigt og ud- strakt Ocean. Og saaledes var Tilstanden gjen- nem et ufatteligt lang-t Tidsrum. Naar man betænker, at den nogle Hundrede Fod mægtige Allunskifer bestaar af det fineste Lerdynd, er det allerede heraf let at indsee, at der maa være lieng-aaet et umaadeligt Tidsrum, for at denne mægtige Dannelse kunde afsætte sig. Men endnu mere indlysende bliver dette, naar vi see hen til de Forandringer, som have fundet Sted indenfor den organiske Verden i dette Tidsrum. Vi see Arter og- Slægter opstaa og forsvinde for at er- stattes af andre, og alt dette indenfor Grændserne af nogle Lag, som kun ere af ringe Mægtighed i Sammenligning med den hele Dannelses; og dog maa vi antage, at hver enkelt Art har be- staaet i Aartusinder. Hvad der har været Aar- sagen til, at visse Arter saaledes ere forsvundne