Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

299 PLANTERIGETS DVÆRGE. 300 Form af mathematisk regelbundne Figurer som Cirkler, Kvadrater, Triangler o. s. v. Trods det overordenligt forskjellige Ydre, som disse Arter frembyde, hersker der dog i mange Henseender en stor indbyrdes Lighed imellem dem. Hvert enkelt Individ bestaar af en eneste Blære eller Celle, som indeslutter en kornet Slim (Protoplas- ma), og dernæst — hvad der er disse Planters vigtigste fælles Kjondemærke — er hvert Indi- vid omsluttet af en Kiselskal, eller rettere af to saadanne, der ere forbundne med hinanden paa samme Maade som Laaget sidder paa en almin- delig Æske, idet den øverste Halvdels Rand gri- ber ned over Randen af den anden Halvdel. Føie vi hertil, at man hos de Former, som ikke ere fastsiddende, kan iagttage en tydelig, om end langsom, svømmende eller krybende Bevægelse, saa vil det let kunne förstaas, hvorfor man i tidligere Tid kaldte disse Planter »Kisel-Infu- sionsdyr. « Uagtet disse smaa Organismer ogsaa fra andre Synspunkter frembyde saa stor Interesse, at de kunde have billigt Krav paa cn udførli- gere Omtale, ville vi lier noies med at see lidt nærmere paa de ovennævnte Kiselskaller, som man gjerne kan kalde Diatomaceernes Skelet, og som, naar Planten dør og alle de blode Dele raadne bort, blive tilbage og holde sig uforan- drede i Aartusinder. Betragter man saadanne Diatomacé-Skaller under en nogenlunde stærk Forstørrelse, saa finder man ofte Overfladen ud- styret med de fineste og eleganteste Striber og- Figurer. Ikke sjeldent iagttager man en over- . ordenlig zirlig og smuk Skalbygning1, bestaaende af smaa sexkantede Ruder, som paa den kun- stigste Maade ere indbyrdes forbundne. Men ikke nok hermed; anvender man en endnu stær- kere Forstørrelse, vil man bemærke, at der un- der selve det ovennævnte, med den største Ele- gance udstyrede System af Ruder eller Punkter findes et andet, som er endnu langt finero og zirligere konstrueret. Betænke vi nu, at kun de aller største af disse Planter ere saa store, at man med det ubevæbnede -Øie netop kan skjelne dem som et Punkt eller et Støvgran, saa ville vi her — som i saa utallige andre Tilfælde — linde Bekræftelse paa den gamle Sætning, at Grundforskjellen mellem Menneskets fineste saa kaldte Kunstværker og de Værker, som Meste- ren over alle Mestere har frembragt, ligger deri, at jo nøiere man efterseer de menneskelige Vær- ker, desto flere Mangler og Feil opdager man, medens de andres Skjonhed og Fuldkommenhed træder frem i et stærkere og stærkere Lys, jo længere man trænger ind i Undersøgelsen af de- res Enkeltheder. Saadanne vidunderlige Skabninger kan man træffe saa at sige overalt, hvor der findes Vand eller tidligere har været Vand. I ethvert lille Vandhul lever der Millioner af disse smaa Or- ganismer, og paa Bunden findes der Levninger af dem. Saaledes er Forholdet overalt paa Jor- den, og saaledes har det uden Tvivl været i Tu- sinder, maaskee i Millioner af Aar. I mang- foldige Jordlag, som ere dannede for mange Aar- tusinder siden, har man nemlig fundet vel ved- ligeholdte Kiselskaller af Diatomaceer. Hvor mange Mennesker føle sig- ikke stolte over de- res »urgamle Aner«, naar de kunne følge deres Slægts Tilværelse nogle faa Aarhundreder tilbage, men hvilken jammerlig Bagatel er dette dog- ikke imod den Adelsstolthed, som Diatomaceerne inaatte føle, dersom de kunde fatte det Fine i, at deres Slægt har lovet mange Tusinde — eller mange Hundrede Tusinde Aar, forinden det første Men- neske optraadte paa Jorden. Og hvor meget mere maatte det ikke være Tilfældet, dersom det forholder sig saaledes som den italienske Natur- forsker Castracanes har paastaaet — men mod hvis Paastand der dog er fremkommet alvorlige Indvendinger —, at han i engelske Stenkul har fundet Diatomacé-Skaller, som have tilhørt de samme Arter, som endnu den Dag idag leve i vore Kjær og Vandhuller. Den Hurtighed, med hvilken disse Smaa- væsner formere sig, er næsten utrolig. I Løbet af et Par Dage kan et eneste Individ blive Stam- fader til en hel Million. Denne hurtige Forme- relse og den dermed i Forbindelse staaende masse- vise Optræden, kan, i Forening med Kisel-Skal- lernes overordenligt store Modstandsevne mod ydre Indflydelser, let forklare, at Diatomacé-Skal- ler i Tidernes Lob have kunnet ophobe sig i saadan Mængde, at de danne hele Lag- af større eller mindre Mægtighed og Udstrækning. Det fine Dynd, der findes paa Bunden af Nord- og Østersøen, bestaar saaledes paa mange Steder for en stor Del (ofte indtil l/4 eller endog Halv- delen) af Diatomacé-Skaller. Hele store Partier af Berlin og Potsdam ere byggede paa lignende Lag, der have en Mægtighed af 5—100 Fod. (Fig. 2). Paa Liineburger-Heden har man truf- fet vidtstrakte Lag- af Diatomacé-Skaller indtil 40 Fods Mæg-tighed, og saavel her som paa de førstnævnte Lokaliteter findes der i Overfladen endnu levende Diatomaceer, der stadigt bidrage til at forøge Lagenes Tykkelse (Fig. 3). En Mængde lignende Exempler kunde anføres fra andre Lande, men de allerede nævnte maa være tilstrækkelige. Ethvert af disse Diatomacé- Tndivider har øn saa ufattelig ringe Størrelse, at der ifølge anstillede Beregninger vil behøves