Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

311 PLANTERIGETS DVÆRGE. 312 lig Tale kalder Svampen, maa jevnføres med Blomsterne og Frugterne. En meget hurtig Ud- vikling (Udspring-en) af Blomster er jo ikke no- get Usædvanligt; Ingen undrer sig over, at Hæge- bærtræet om Foraaret under gunstige Veirforhold i Løbet af nogle Timer ifører sig sit hvide Blom- sterskrud, og der er intet mere Paafaldende i, at Svampene, naar Veir liget er gunstigt for dem, hurtigt skyde op (eller springe ud) fra deres underjordiske Stængel (Myceliet). Saadanne Svam- petraade kunne imidlertid findes ikke alene i Jorden, men i allehaande andre Legemer, i trøskede Træstubbe og levende Ved, i Træernes Bark, i Blade (Fig. 8) o. s. v., ja endog i le- vende Dyr (f. Ex. i Insektlarver). Det forekom- Blærer (Celler), der ere rigeligt fyldte med en sukker- og æggehvideholdig Vædske, og- dette er just ikke den daarligste Føde. Af denne Saft nære nu de smaa Traade sig og voxe, idet de tiltage stærkt i Længde, men derimod saa godt som ikke i Tykkelse. Maaden, hvorpaa de voxe, minder noget om den bekjendte Methode, som Miinchhausen anvendte, da han klattrede ned fra Maanen, idet han, da Touget ikke var langt nok, afhuggede det Stykke deraf, som han allerede havde tilbagelagt, og- knyttede det til i den an- den Ende. De line, spindelvævagtige Svampe- traade dø nemlig- efterhaanden bort i de Dele af Straaet, som de have passeret, og forlænge sig samtidigt opad. Følgen heraf er, at disse Traade Fig. 7. Udvikling af den almindelige Champignon; a, b, c, d, Sporehusenes trinvise Udvikling; in, Myceliet. Naturlig Størrelse. mer ikke blot hos de større Svampe, men ogsaa hos de mindre. Tage vi et forøvrigt uskadt Sædekorn, som er angrebet af »Brand«, og lægge det i Jorden, saa kunne vi — selvfølgelig dog kun ved at un- dersøge det under stærk Forstørrelse — iagt- tage, at samtidigt med at Kornet spirer og ud- vikler en lille Plante, voxe ogsaa de smaa »Brand- Sporer«, der lindes i det, idet de udsende hvide Traade, der ere saa fine, at det tyndeste Haar i Sammenligning dermed tager sig ud som en Bjælke ved Siden af et Stykke Seilgarn. Men trods denne overordenlige Tyndhed ere de dog stærke nok til at bore sig ind i den spæde Plan- tes nederste Stængelparti, og saa snart de blot have opnaaet dette, er deres Fremtid betrygget. Stængelens Hovedmasse bestaar nemlig af smaa lidt efter lidt naa helt op til Stængelens Spids, hvor de netop ankomme paa den Tid, da de unge Frø begynde at dannes. I disse Frøkorn trænge de nu ind, og udvikle der deres egne Frø (Spo- rer) i Form af ganske smaa, sorte Kugler. Hvor- ledes disse senere komme ud for efter deres Tour at gjennemgaa den samme Udviklingsrække, have vi allerede ovenfor fremstillet. Langt mere ødelæggende Virkninger end de, der skyldes »Branden« i Kornet, ere dog for- aarsagede af saadanne Svampe-Arter, som frem- kalde f. Ex. den saa kaldte »Drue-Sygdom eller, for at tage et endnu sørgeligere Exempel: Kar- toffel-Sygdommen. Ifolg-e officielle Angivelser fra Frankrig blev Vinhøsten i Aarene 1854—57 paa Grund af »Drue-Sygdommen« reduceret til en Fjerdedel af sit tidligere Beløb, og paa Madeira