Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

315 PLANTERIGETS DVÆRGE. 316 Del gaar med større eller mindre Hurtighed til Grunde. Stængelen skrumper ind, bliver brun lige som Bladene og mister Kraften til at holde sig opret. I nogle Tilfælde skrider Sygdommen ikke videre frem end til dette Punkt, og den anrettede Skade vil da ikke være saa meget be- tydelig, om end de underjordiske Knolde have lidt en Del ved, at Planten paa et altfor tidligt Stadium har mistet sine Aandedrætsorganer, Bla- dene; men oftere udbreder Sygdommen sig ned til de underjordiske Dele og viser sig, lige som paa Bladene, som mørkebrune Pletter paa Knol- denes Overflade. Disse Pletter blive større og større og æde sig dybere ind i Knoldene, som tilsidst raadne helt bort eller skrumpe ind. Svam- pen, som fremkalder disse Symptomer, hører til de saa kaldte Skimmelsvampes Gruppe og har en meget simpel Bygning. Den bestaar nemlig kun af en cylindrisk, forgrenet Celle, der kun har et Gjennemsnit af V400—^/aoo af en Linie og er opfyldt af en farveløs Slim. Svampens nederste, rodlignende ’ Del breder sig med sine Mycelietraade i Mellemrummene i det løse Celle- væv, der danner Bladets Underflade (Fig. 8 a). Gjennem Spalteaabningerne udsender Svampen stængellignende Forlængelser (Fig. 8 b), der i Enderne ere ægformigt udvidede (Fig. 8 c). Disse ægformige Celler spille en overordenlig vigtig Rolle, idet de fungere som en eiendom- melig Slags Formerelses-Organer, der tidli- gere kun kjendtes hos Algerne. De løsne sig og falde af, og dersom de da komme i Vand, vil der i Løbet af nogle faa Timer dannes en Del »Knopceller« i deres Indre. Mo- dercellen aabner sig da i Spidsen, og Knopcel- lerne eller »Sværmsporerne« trænge ud, hver forsynede med to Fimrehaar, ved Hjælp af hvilke de bevæge sig livligt omkring i Van- det i en halv Times Tid; derefter lægge de sig til Ro og begynde kort efter at spire, idet de med det nydannede Mycelium gjen- nembore Overhudscellerne. Det vil nu let förstaas, at et eneste Regnskyl er tilstrække- ligt til at bringe Sygdommen til at blusse stærkt op ved at sætte Liv i alle disse utal- lige Sporer, som kun have ventet paa Van- dets oplivende Virkning. Kartoffel-Svampens Mycelium kan overvintre uden at miste sin Livskraft; det lever Vinteren over, skjult i Plan- tens underjordiske Knolde, og voxer om Somme- ren op igjennem de overjordiske Stængler, indtil det har naaet den Plantedel, hvori Frugtorga- nerne udvikles. Efter denne lille Digression skulle vi atter vende tilbage til de paa vore Sædarter snyltende Svampe, der have anrettet og stadigt anrette saa overordenlig megen Skade. Der er saa meget større Grund til at omtale en af disse lidt mere udførligt, som den har givet Anledning til Troen paa en af de Guddomme, af hvilke der i den klassiske Oldtid fabrikeredes saa mange. Alle- rede 700 Aar før Kristi Fødsel indstiftede Numa Pompiliux høitidelige Fester til Ære for den strænge Rust-Gud, Rubigo eller Robigus, og endnu Fig. 9. Tværsnit gjennem et lille Stykke af et sygt Kartoffelblad, -cd Undersiden vendt opad; a, Kartoffel-Svampens Mycelium; b, to knopcelledannende Grene, der rage ud gjennem en Spalteaabning; c, Knopcellernes Moderceller; e, Blad- kjødets løse Cellevæv, i hvis Mellemrum Mycelie- traadene slynge sig; g, Overhuden. paa den Tid, da Ovid levede (ja vistnok L en endnu senere Tid), kunde man seé Processioner af Bønfaldende, som med Gudens Ypperstepræst i Spidsen og klædte i hvide Høitidsdragter droge ud til Rubigos hellige Lund, fem Miglier fra Rom, lovprisende hans Magt og opsendende For- bønner for Aarets Afgrøde. Da man imidlertid tvivlede om, at Rust-Guden vilde tage til Takke