Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

317 PLANTERIGETS DVÆRGE. 318 med Bønner og Sange, bragte man ham ogsaa Offer af Faar og unge, rødbrune Hunde, og’ at adskillige af disse sidste have maattet lade de- res Liv, synes at fremgaa af den Omstændighed, at den Port, gjennem hvilken Veien fører til Lunden, kaldtes »Hundeporten«. Paa den Tid, da Hundestjernen lyste stærkest, maatte man især frygte for Rustens Ødelæggelser. »Naar der paa denne Tid af Aaret«, hedder det i de gamle Beretninger, »følger varme Solskinsdage ovenpaa kolde Nætter med stærk Dug, da farer Rusten som en brændende Ræv gjennem Korn- markerne«. Ogsaa ved Foraars-Festen til Host- Gudinden Ceres’s Æi-e forekom en Episode, som skulde minde om Rustens Spredning over Korn- markerne, idet man nemlig lod næve med bræn- dende Fakler, bundne til Haler e, drive tværs over Cirkus. Man kommer herved til at tænke paa Samsons Bedrift, da han slap 500 Ræve ind paa Filisternes Agre, efter at han havde bund- sten anrettede, og som mange Gange medførte total Misvæxt. At bekæmpe en saadan Fjende har naturligvis fra Arilds Tid været et af For- maalene for Menneskets Bestræbelser, men et saa- dant Maal naaes hverken ved at slagte Hunde eller — saaledes som det endnu den Dag idag- undertiden skeer i de katholske Lande — ved med høitidelig Pomp og Pragt at slæbe mere eller mindre ægte Benstumper af mere eller min- dre hellige »Helgener« omkring Markerne. For at kunne optage Kampen mod denne Sygdom med nogen Udsigt til et lykkeligt Resultat, er det først og fremmest nødvendigt at have Kund- skab om Forholdets virkelige Natur, og det er først de senere Aaringers omhyggelige videnska- belige Forskninger, der have bragt os en saadan Kundskab. Betragter man et af Rust angrebet Blad, vil man let see, at Sygdommen først viser sig derved, at Bladets tynde, gjennemsigtige Overhud det dem sammen, to og1 to, med Ild mellem Ha- lerne. Vi ville ikke indlade os paa at afgjøre, hvor vidt Beretningen om denne Daad virkeligt skal förstaas bogstaveligt, eller om man, i Over- ensstemmelse med de orientalske Folkeslags bil- ledrige Sprog, blot skal betragte disse Bibelens Ord som en Skildring af en ved Rustens Angreb fremkaldt, ualmindelig voldsom Hærgning af Mar- kerne; men det kan i alt Fald ikke nægtes, at der er Adskilligt, som taler for den sidste Op- fattelse, thi det pleier ikke at være nogen let Sag i en Fart at fange 500 Ræve. Men nok herom — saa meget er vist, at man allerede for henved 3000 Aar siden har hørt Klageraab over de Ødelæggelser, som Ru- Fig. 11. Vintersporer af Rustsvampen. løfter sig og tilsidst revner, hvorved en rund eller aflang Plet af brunagtigt Pulver kommer tilsyne. Under Mikroskopet viser en saadan Plet sig som en Mængde fine Mycelietraade, der slynge sig omkring i Bladets Cellevæv og sprænge de nærliggende Dele af Bladvævet, berøve dette dets Næring og derved hindre Bladets videre Udvikling. Op over Bladfladen udsende disse Traade Knipper af tæt stillede, tynde Grene, af hvilke hver enkelt i Spidsen bærer et rundagtigt eller aflangt lille Legeme, en Slags Frø (Sporer), som imidlertid snart falder af og føres mere eller mindre vidt omkring af Vinden. De blive ved