Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

353 KILDER OG FLODER. 354 der er glat aisleben af Vandet og i Regelen af lyserød, brun, graa, skifersort eller høirød Farve. I »Grand Canon« have de største Sidevægge en Høide af 6400 Fod, men lodrette Vægge findes dog kun indtil 3100 Fod, og den mørke Kløft er' paa mange Steder kun nogle faa Hundrede Fod bred. Oven over denne vige Sidevæggene som oftest terrasseformigt fra hinanden og hæve sig saaledes fra den ene Klippeafsats til den anden op i Høide med det omgivende Terræn. Dersom der i disse Egne indtraadte en stærkere Nedbør, vilde Floddalene der engang i Tidernes Løb forvandles til brede, dybe Dalstrøg. Betragter man et Kaart, paa hvilket disse dybe Floddale ere afsatte, eller et Fugleperspektiv af Egnen, saaledes som det er fremstillet i Fig. 6, vil man strax lægge Mærke til deres uregelmæs- sige, zigzagformige Løb. Nogle af dem danne lange Linier langs med Bjerghoilierne, hvor disse hæve sig fra Sletten, boie derefter af paa tværs og bugte sig kun hist og her. Det seer ud som om der ved Bristning af Jordskorpen havde dannet sig Spalter i denne, og som om det var disse Spalter, der havde bestemt Flodernes Ret- ninger. Skulde dette være Tilfældet, har der dog i alt Fald ikke fundet nogen »Forskydning« Sted af Lagene, saaledes som det i Regelen finder Sted ved Dannelsen af Jordskjælv-Spalter, idet Lagene paa den ene Side af Spalten synke dybere eller hæve sig høiere end paa den anden; thi i den omhandlede Egn ligge de forskjellige Lag overalt i samme Høide paa begge Sider af Kløfterne. Som almindelig Regel for Colorados Floddale g-jælder det, at hvor det øverste Lag bestaar af Kalksten, have Floderne et stærkt bugtet Løb; den nævnte Bjergart har nemlig- kun ringe Mod- standsevne mod Vandets Magt, og naar dette paa sin Vei støder paa et Parti af Bjergmassen, hvis Konsistens er fastere end Omgivelserne, baner Vandet sig hurtigt Vei til en af Siderne, hvor Modstanden er mindre. Efter at Flodleiets Retning først var given, fandt Uddybningen Sted paa den oven for fremstillede Maade. Vi ville nu vende tilbage til vor egen Ver- densdel og betragte Forholdene paa nogle Steder, som — om de end langtfra frembyde en saa storartet og imponerende Natur som den nys skildrede — dog ikke ere uden Interesse og i alt Fald i mere end én Henseende ligge os nærmere. Da den skandinaviske Halvø, i Sammenlig- ning med det nordamerikanske Fastland, kun har en hoist ubetydelig Udstrækning saavel i Længde som navnlig i Brede, og da den tillige i storste Delen af sin Længde gjennemskjæres af en Høide- ryg, fra hvilken Landet skraaner ned mod Kysten til begge Sider, hvorved Vandstrømmenes Retning altsaa i Hovedsagen maa blive lodret paa Høide- ryggen, saa er det en Selvfølge, at der paa denne Halvø ikke kan findes Floder af betydelig Længde. Mærkeligt nok have imidlertid de skandinaviske Floders hydrografiske Forhold hidtil saa godt som ikke, eller dog kun for en ringe Del, været Gjen- stand for nøiagtige Undersøgelser, og vi kjende egenligt ikke Andet i saa Henseende end deres Løb og Beliggenhed paa Kaartet, samt for nogle af dem, der lobe gjennem mere befolkede og nøiagtigere opmaalte Dele af Landet, en Del Høide-Angivelser. Omhyggeligt foretagne Forsøg paa at bestemme deres Vandmængde, Faldhastig- hed og Vandornraadernes Udstrækning- besidde vi endnu ikke. Men uagtet vi saaledes paa dette Punkt endnu staa tilbage for mange andre Lande med en langt yngre Civilisation, vil det dog for- mentlig ikke være uden Interesse at høre Et og Andet om et Par af Skandinaviens storste Flodei\ De fleste af Skandinaviens større Vanddrag udspringe paa den Fjeldryg, som danner Grændsen mellem Sverige og Norge, og som benævnes Kølen. Mod øst, paa den svenske Side, skraa- ner Landet uden Afbrydelse ned mod Kysten, men mod Vest, paa den norske Side, forekommer der paa flere Steder mellem Kølen og Havet andre Bjergkjæder eller Fjeldmasser, af hvilke nogle ere lige saa høie som Kolen eller endnu høiere, og som tvinge Floderne til at antage en Retning, der er parallel med Længdekjæden og ikke, saaledes som de svenske Floders, mere vinkelret paa denne.. Paa Kolens Fjeldryg er der en Egn, nogle faa Kvadratmile i Udstrækning, som udmærker sig fremfor alle de andre ved de mange Floder — og deriblandt de tre største i Skandinavien —, som have deres Udspring der, og som derfra løbe i alle forskjellig-e Retninger ned til de to af Halvøen vidt adskilte Have. Det er Egnen ved Rigsgrændsen, Ost for den gamle norske Bjergstad Røraas, omkring Fjeldtoppen St. Vigelen. I denne, for sine Kobberminer be- rømte Egn findes i en Hoide af 3000 Fod og lidt derover tæt ved hverandre Kilderne til Gula- Elven, Giommen, Klar-Elven, Dal-Elven og Ljus- nan. Gula-Elven løber mod Nordvest og falder ud i Trondhjems-Fjorden. Giommen, hvis Kilder udspringe lige i Nærheden af Gula-Elvens, løber ind i Oresunds-Søen 2360 Fod over Havet. Ved Udløbet af denne Sø er Glonimen af en betydelig Størrelse og løber nu med stærk Fart mod Syd, idet den danner det ene Vandfald efter det andet; ved Tonset er dens Høide over Havet sunket til 1770 Fod, ved Elverum 650 Fod og ved Kongs- vinger 600 Fod. Ved det sidstnævnte Sted danner den et mægtigt Vandfald, saa at dens 23