Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

355 KILDER OG FLODER. 356 Høide et lille Stykke derfra kun er 500 Fod. Længere nede danner den paany en Række Vand- fald, og efterat den har optaget sin eneste nogen- lunde store Biflod, Vormen, der kommer fra Norges største Indsø, Mjosen, flyder den gjennem Søen Øjeren (i en Høide af 325 Fod), hvor den afleirer største Delen af det Sand og Dynd, den har fort med sig. Dens Udløb i Skagerak finder Sted gjennem to Arme, af hvilke den østligste danner det pragtfulde Vandfald, Sarpen, der har en Faldhøide af 66 Fod. Klar-Elven har sit Udspring paa den svenske Side af Kølen, i den i Herjedalen liggende Sø, Rogen; den løber kort efter ind i Norge, og efter at have løbet gjennem Fæmund-Soen, dreier den mod Syd under Navnet Trysil-Elven; først længere nede faar den Navnet Klar-Elven, løber gjennem Vermland ud i Venern og faar ved sin Udtræden af denne Sø Navnet Gøta-Elven. Under denne Benævnelse fortsætter den sit Løb, indtil den falder ud i Kattegat efter at have dannet de storartede Vandfald ved Trollhättan. Dens Høide over Havet er ved Trysil 1200 Fod, ved Venern 148 Fod, oven for Trollhätta-Faldene 125 Fod og neden for disse kun 18 Fod. Næst efter Giommen er den Skandinaviens længste og vandrigeste Flod. Östra Dal-Elven begynder lige tæt ved Klar- Elvens Kildesø Rogen, og1 Ljusna-Elven har lige- som Bifloden Tennaaen sine Kilder paa selve Rigsgrændsen mellem Søen Rogen og det Sted, hvor Gula-Elven og Giommen udspringe. Dal- Elven og Ljusna-Elven tage Retning imod Syd- ost ned ad imod den botniske Bugt. Følge vi paa et godt Kaart et Par af disse Floders Løb, f. Ex. Giommens og Klar-Elvens, som i største Delen af deres Længde Lobe næsten parallelt med hinanden og i temmelig- ringe Af- stand fra hinanden, saa see vi, at de ere adskilte af 3000—4000—5000 Fod. høie Fjelde, paa hvis forskj ellige Sider Bistrømmene til de to Floder have deres Udspring. De høieste Steder af denne Bjergmasse danne altsaa Grændsen mellem Glom- inens og Klar-Elvens Vandomraader. Vi have ovenfor bemærket, at man i mange Tilfælde kan skjelhe mellem tre forskjellige Af- snit af en Flod. Dette gjælder dog ikke — eller i alt Fald kun i ringe Grad — om de skandi- naviske Floder, nærmest fordi Halvøen, som Hel- hed betragtet, er et Bjergland, som mangler større Sletter. De nævnte Floder svare derfor nærmest til de øverst liggende Afsnit af de store Fastlandes Floder. I hvor vel der ikke kan være Tale om Sammenligning mellem de Resultater, der ere frembragte af de vældige amerikanske Floder, og de Virkninger, som foraarsages af Skandinaviens forholdsvis ubetydelige, om end i mange Tilfælde rivende Floder, saa kan man dog- i det Smaa paavise ganske tilsvarende Forhold. Den skandinaviske Halvøs Floder virke med størst Kraft om Foraaret og om Efteraaret, naar de svulme op; om Foraaret fremkaldes Vandets Stigning- (Foraarsfloden) dels af den stærke Ned- bor, der i Regelen falder paa denne Aarstid, dels, og’ fornemmelig1, af Sneens Smeltning. Efteraars- floden indtræffer for Frosten begynder, fortrinsvis i Oktober og November, og skyldes Efteraarets heftige Regnskyl, men den er som oftest betyde- ligt svagere end Foraars- eller Vaarfloden. De undertiden ret anseelige Virkninger, der paa den skandinaviske Halvø udøves af saadanne opsvul- mende Floder, sees især tydeligt paa Steder, hvor Floden lober ned paa lavt liggende Ler- og Sandsletter. Her skjære de sig da ned i Jord- bunden og danne dybe Floddale med høie, ofte steile Bredder. Disse sidste undergraves af den rivende Strøm, styrte ud i den, fores bort, og paa denne Maade skeer der ikke sjeldent store Ødelæggelser af dyrkede Egne. Dal-Elven, og især dens nedre Parti, afgiver et godt Exempel i saa Henseende. I tidligere Dage, for den hi- storiske Tid, havde denne Flod efter al Sand- synlighed et andet Udløb end nu til Dags og faldt, efter alt at dømme, ud i Mælaren. Ved en stærk Oversvømmelse blev imidlertid de Grusbanker, som spærrede for den mod -Øst, gjennembrudte, og Floden fik derved sit nuværende frie Løb til Havet. Den dannede da Vandfaldet ved Elf- karleby (Fig. 7), hvor den endnu, dundrende og skummende, vælter sin uhyre Vandmasse ud over Klippeskrænten. Neden for Vandfaldet løber Flo- den gjennem en Ler- og Sandslette, der strækker sig helt ud til Havet. Gjennem denne Slette skar den sig en dyb Ilende med 50—60 Fod høie, lodrette Vægge, og disse tilbyde — i Over- ensstemmelse med det ovenfor skildrede Forhold ved Colorado-Floden — den gunstigste Leilighed til at studere Slettens geologiske Bygning. Ved Flodtid om Foraaret undergraver Strømmen de høie Flodbredder, og ved stærkere Opsvulmen af Floden indtræffer der undertiden meget betydelige Nedstyrtninger. Ved Foraarsfloden i 1860 blev der saaledes bortrevet en Landstrimmel af 3000— 4000 Fods Længde og 100—120 Fods Brede. Endnu større Ødelæggelser fandt dog Sted i Anret 1764, da flere Gaarde bleve revne med. Paa de Steder, hvor de skandinaviske Floder strømme gjennem klippefulde Egue, danne de talrige Fosse og Vandfald; de Sten- og Grus- masser, som de føre med sig, afslibe Klippe- skraaningerne, men da Skandinaviens Bjergmasser for største Delen ere meget haarde og besidde en stor Modstandskraft, ere de Virkninger, som