Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

385 HVILKEN NYTTE HAVE PLANTERNE AF DERES RØDDER? 386 tagelsen af Atmosfærens Ilt og- Afsondringen af Kulsyre, bevises let ved den Kjendsgjerning-, at dersom den atmosfæriske Luft omkring Rødderne erstattes ved Brint, Kvælstof eller fremfor Alt Kulsyre, dør Planten i Løbet af nogle faa Dage. Dette forklarer tillige, hvorfor Træer i de større Byer ere saa udsatte for at do; deres Rødder komme nemlig let under Indflydelse af Kulsyre, Gas eller andre Luftarter, med hvilke Jordbunden er bleven mættet, og navnlig gjælder dette, naar Rødderne have trængt ind i Kloakledninger, hvor slige for dem skadelige Luftarter samle sig, eller naar der fra utætte Gasledninger strømmer store Kvantiteter Belysningsgas ud i Jorden. Det nys omtalte Hverv, der er paalagt Rød- derne, kan ogsaa give Havedyrkere et gavnligt Vink. Havedyrkningens Opgave bestaar jo simpelt hen i at værne om visse Planters Sundhed og Liv og ved Kunstens Hjælp bringe dem til at formere sig. Dette kan imidlertid kun udføres paa Grundlag af en vis Kyndighed i Lovene for Plantelivet, paa samme Maade som vor egen Sundhed bliver forstyrret, dersom vi overtræde de Love, som beherske Dyrelivet. Havebrugs- Dilettanter — og, mærkeligt nok, ligeledes virke- lige Gartnere — vise ikke sjeldent en grov Uvi- denhed angaaende Plantefysiologiens første Grund- sætninger, om end den praktiske Erfaring hos de Sidstnævnte til en vis Grad kan bøde paa Man- gelen af theoretisk Viden eller videnskabelig Ind- sigt. Naar en eller anden Indvaaner i en større By kommer i Besiddelse af et lille Stykke Jord, kjender hans Iver efter at »gjore det landligt« midt inde i Staden undertiden ingen Grændser. Han gribes af en endnu vildere Begjærliglied efter at anlægge »en Have«, end den mest lidenskabe- lige Søndagsjæger efter at jage. Denne Lyst til Havedyrkning- udtrykker sig saa godt som altid i en ængstelig Bortskaffelse af hver eneste lille Smaasten og en uophørlig Smuldren af Jorden. Følgen heraf bliver, at efter den første rigtige Plaskregn bliver Jorden aldeles uigennemtrængelig for lettere Regn og altfor fattig paa Luft. Der- som Smaastenene havde faaet Lov til at blive liggende, vilde de have bidraget til, at Jorden havde holdt sig mere løs, og have hindret den fint pulveriserede Jord i at tørre sammen til haarde Flager. Af dette fremgaar det tillige, hvor gavnligt det er at ophakke Jorden omkring Træer, Buske og andre Planter, idet saavel Luften som Vandet derved lettere faa Adgang til Plantens Rødder. Af samme Grund bør Træerne paa Pladser og Promenade-Anlæg- r Byerne aldrig omgives med Stenbro og endnu mindre med As- faltbelægning, ligesom Planter aldrig- bor sættes i glacerede eller andre for Luften uigjennem- trængelige Potter, naar man ønsker, at de skulle bevare deres Sundhed. Vi have ovenfor talt om Rødder, som ud- vikles hos Planter, der voxe i Vand med en utilstrækkelig Mængde atmosfærisk Luft. Saa- danne »Hjælperødder« forekomme regelmæssigt hos visse Planter, og dertil kunne ogsaa de Rødder henregnes, som dannes, naar man stikker afskaarne Grene, f. Ex. af Pil eller vilde Rosen- buske, ned i Jorden. Mais, Havre og flere andre Planter udskyde ligeledes ofte fra Stænglens indre Del lignende Hjælperødder, nuar de udsættes for den forenede Indflydelse af Varme, Fugtighed og Skygge. At Vedbenden hist og her paa Stæng- lerne udskyder Luftrødder, kan man let overtyde sig om, lige som man ogsaa let bemærker, at disse Rødder hos den nævnte Plante tjene til at fastholde de svage, boielige Ranker ved tilfæl- dige, fremmede Gjenstaude og saaledes under- støtte deres Tilbøielighed til at klattre, samtidigt med, at de hjælpe de virkelige Jordrødder med at skaffe Planten Næring og med at aande. Ffter en endnu langt større Maalestok optræde dog Luftrødderne hos en Del Planter, som hore hjemme i Tropeegnenes Skove, hvor den varme Luft er mættet af Vanddampe. Saaledes slynger — for blot at nævne et enkelt Exempel — den kostbare Vanilleplante (Fig. 4) (af Orchideernes Familie) sig omkring Træernes Stammer og Grene i det tro- piske Amerikas Skove, men da dens egenlige Rødder ikke ere i Stand til alene at udføre det dem overdragne Hverv, udskyder der Hjælperødder fra Stænglen. I Begyndelsen hænge disse frit ned i Luften ligesom svaiende Touge, indtil de endelig naa til Jorden; de trænge sig da ned i denne, forgrene sig deri og gjore nu Tjeneste ganske paa samme Maade som de oprindelige, al Frøet udviklede Rødder. Det mærkeligste og vistnok ogsaa det mest bekjendte Exempel paa Forekomsten af Luftrødder finde vi hos det berømte ostindiske Figentræ eller »Pagodetræet«. Paa Nerbuddas Bredder i Ostindien staar et kæmpemæssigt Exemplar af dette Træ, under hvis Skygger Alexander den Store, ifølge Traditionen, har hvilet. Dets Luft- rødder ere saa tykke, at de see ud soin Stammer; de udskyde saavel fra den oprindelige Stamme som fra Grenene, og det hele Træ frembyder nærmest et Udseende som en lille Lund af 350 større og over 3000 mindre Stammer. Forinden en større Del af disse blev bortskyllet ved en Oversvømmelse af Floden, kunde, ifølge Beret- ningen, 10,000 Mand finde Skygge under det, og endnu (len Dag idag kunne 7000 Mennesker paa én Gang hvile derunder. Et andet Træ med stærkt udviklede Luftrødder er det saa kakite 25