Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

419 ET STYKKE STENKUL. 420 skabelige Benævnelse — Sporegjemmer*) inde- holde en stor Mængde Harpix, som bevirker, at de i meget lang Tid kunne holde sig uden at ødelægges ligesom den ogsaa gjør dem brænd- bare. Kettle-Point-Skiferen er derfor intet Andet end Lag af Fortidens Ler, opfyldte med Spore- gj emmer af Ulvefødder, hvilket Altsammen i Ti- dernes Lob er hærdnet til Sten. Vi kunne yder- ligere faa et Begreb om, hvorledes denne Dan- nelse er opstaaet. naar vi iagttage et beslægtet Naturfænomen, som i vore Dage viser sig ved de kanadiske Søer. Naar man vandrer i Kana- das Skove langs Søbredderne, vil man ofte for- bauses ved at see disse bedækkede med høie Volde af et gult Pulver, der ligner Saugspaan, men er meget finere. Dette Pulver cr Befrugt- nings-Støvet (Støvkornene) fra Naaletræerne og er af Vinden ført som skylignende Masser — »Svovlregn« kalde Beboerne det — fra de ende- løse Naaleskove ud i Floderne og Søerne, hvor det af Bølgerne kastes ind paa de lerede Bred- der. Dersom nu alt dette i Tidernes Løb bliver fast og hærdnet, vil det engang danne en Sten- masse, som vil frembyde megen Overensstem- melse med Kettle-Points brændbare Skifer. Vi skulle nu kaste et Blik paa »Ligniten» eller »Brunkullet«, der efter en temmelig be- tydelig Maalestok anvendes som Brændsel baade i Tydskland og Østerrig, medens det i England og Nordamerika kun spiller en underordnet Rolle. Brunkullet træffes lag-vis sammen med Sandsten, Ler og- andre Bjergarter, paa samme Maade som Stenkullet, og om det end i Godhed staar tem- melig langt under dette, brænder Brunkullet dog ret godt. Benævnelsen »Lignit« (af det la- tinske »lignum«, Ved) hentyder til, at Brunkullet ofte med stor Tydelighed viser sig at være dan- net af Træ-Levning-er, og at man deri med Let- hed kan skjelne Stammer, Grene og Blade. Be- nævnelsen »Brunkul« hidrører fra, at dette Brænde- materiale som oftest har en brun Farve; men der gives dog ogsaa Brunkul, der er lige saa sort som Stenkul, og som man ikke med det blotte Øie kan adskille derfra. At Brunkullet som nys anført, bestaar af hærdnede Plantedele, seer man ved den mest overfladiske Undersøgelse, thi man bemærker overalt Fibrene i Træstam- merne, som krydse hverandre i alle Retninger. Og skulde man, trods dette, endnu nære nogen Tvivl, saa tilintetgjøres denne fuldstændigt ved den mikroskopiske Undersøgelse, af hvilken det fremgaar, at Brunkullet helt igjennem er dan- net af tæt sammenpressede Stammer, Grene og andre Plantedele. Vi kunne for saa vidt be- tragte Brunkullet, som en Slags Torv, der er bleven hærdnet til Sten ved at have ligget dybt i Jorden og der igjennem lange Tidsrum været udsat for et stærkt Tryk. Imidlertid adskiller Brunkullet sig dog, hvad dets Oprindelse angaar. væsenligt fra Tørven, idet det hyppigt skylder sin Tilblivelse til Ophobninger af Drivtømmer og allehaande Plantelevninger, som af Floderne ere førte ud i Søer og der senere hen lidt efter lidt ere bievne bedækkede med Sand og Mudder. Lignende Ophobninger' ere ogsaa i vor Tid i Færd med at dannes ved Mundingerne af for- skjellige store Floder, og naar de engang i Ti- den ere blevne begravede i Mudder, ville de be- gynde den Omdannelses-Proces, gjennem hvilken de tilsidst skulle blive til Brunkul. Vi ville nu vende tilbage til Stenkullet og i den størst mulige Korthed undersøge Beretti- gelsen af Videnskabens Anskuelse om dets Op- rindelse og Dannelse. Vi have da for det Første lært af Kemien, at Kulstoffet udgjør en af Ho- vedbestanddelene af Stenkullet, og- at dette i saa Fig. 2. Gjennemsnit af et Kulleie; a, »Underleret« med de deri nedskydende Planterødder; b, Stenkulslag; c. overliggende Lag med en opret staaende Træstamme. Henseende stemmer overens med Torv og- Brun- kul — som utvivlsomt begge ere af vegetabilsk Oprindelse — samt med Ved og overhovedet med de nu levende Planters Dele i Almindelighed. Af denne Kjendsgjerning er man berettiget til den Formodning, at Stenkul er dannet af Plan- ter. Naar vi endvidere med nogen Opmærksom- hed undersøge Stenkullet, saa kunne vi, enclog- saa ined vore blotte Øine, uden Vanskeliglied see, at visse Dele af Stenkullet ofte have en ty- delig fibrøs Struktur, saa at det næsten faar samme Udseende som forkullet Træ. Dersom vi *) De til de høiere Planters Frø svarende Dele kaldes nemlig hos disse og andre lavere Planter »Sporer».