Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

423 ET STYKKE STENKUL. 424 nu tilmed havde meget at gjøre med Stenkul og vare vante til med Omhyggelighed at under- søge større Mængder deraf, saa vilde vi ofte faa Leilighed til deri at linde baade Stammer og Blade af Planter, saa vel vedligeholdte, at der ikke kunde være den fjerneste Tvivl om de- res Natur. Vi ere imidlertid saa heldige, at vi ikke behøve at stole paa vort ubevæbnede Oie, thi her er et af de Tilfælde, i hvilke Mikrosko- pet yder os en uvurderlig Hjælp. Uagtet Sten- kullet er sort og uigjennemsigtigt, kan det dog slibes i saa tynde Skiver, at de blive fuldstæn- digt gjennemskinnelige, saa at de kunne under- søges med vore moderne, forstørrende Instrumen- ter. Naar vi behandle Kullet paa denne Maade og tage Mikroskopet til Hjælp, linde vi det ufor- anderligt sammensat af on eller anden Slags Plantedele. Visse Sorter af Stenkul bestaa næsten udelukkende af Brudstykker af forskjellige Plan- ters Stammer, Grene og Blade og kunne derfor g-jerne betragtes som en Slags haardt presset Tørvemasse. Andre Sorter af Stenkul ere, ifølge Professor Huxleys Undersøgelser, for største De- len sammensatte af smaa, kuglerunde Sporehuse af Planter, der have været beslægtede med vore nu levende Ulvefødder; denne sidste Slags Sten- kul frembyder altsaa en. vis Lighed med den oven for omtalte Kettle-Point-Skiferen ved Huron- søen. (Jag'tet vi altsaa have direkte og- uomtviste- lige Beviser for, at Stenkullet bestaar af Lev- ninger af Forverdenens Planter, som i Tidernes Løb ere hærdnede og- have underg-aaet en Om- dannelse, saa er der dog endnu visse Forhold, som vi maa tage i Betragtning, førend vi kunne drage nogen sikker Slutning med Hensyn til den Maade, paa kvilken Stenkullet er dannet. Kul- let forekommer i Jordskorpen i Lag, som kunne have en Mægtighed af fra én Tomme indtil ti å elleve Alen, og det træffes sammen med Lag af Sandsten, Ler og Kalksten. Der kan læres overmaade meget ved efter en større Maalestok at studere de Forhold, under hvilke Kullet fore- kommer. Desværre kunne vi ikke lier gaa ind paa de mange interessante Iagttagelser, som ere anstillede over Kullets geografiske og geologiske Udbredelse, men et Par Punkter kunne vi dog ikke forbigaa med Taushed, da de staa i meget nøie Sammenhæng med Spørgsmaalet om Sten- kullets Oprindelse. Det vigtigste af disso Punk- ter er allerede forlængst fremhævet af Sir Wil- liam Logan og senere bekræftet af mango Andre, nemlig- at alle Stenkulsleier livile paa Lerlag-, der ere hærdnede til Lerskifer, i hvilket der fin- des talrige mere eller mindre opret staaende Plante- rødder (Fig. 2). Dette »Underler« er derfor øiensynligt den gamle Jordbund, paa hvilken Sten- kuls-Skovene have voxet. Fremdeles finder man i Regelen oven over hvert Stenkulslag et eller flere Lag af Skifer eller Sand, hvori der fore- kommer talrige Stammer og Grene af forskjellige Plantearter. Endeligt horer det ikke til Sjelden- hederne, at man i selve Stenkulslagene eller i de Lag, der grændse umiddelbart til disse, finder opret staaende Træstammer. De her anførte Kjendsgjerninger gjøre det aldeles utvivlsomt, ikke alene, at det Stenkul, som vi bonytte til Brændsel, er dannet af Re- ster af forlængst uddøde Planter, som have voxet netop de samme Steder, hvor Stenkullet nu fin- des. Der gives rigtig nok Stenkul, som synes at have samme Oprindelse som Brunkullet, nem- lig- af Planter, som af Floderne ere bievne førte Fig. 4. Parti af et Bregneblad fra Kul-Formationen (Sphenopteris gracilis). ud i Søer eller i Havet, men dette^hører dog for Stenkullets Vedkommende ti] Undtagelserne, og der er ingen Tvivl om, at den langt over- veiende Del er dannet ved flere efter hverandre følgende Plantegenerationers Opstaaen og- Under- gang paa selve Stedet. I denne Henseende frembyder Stenkullet en vis Lighed med Torven, fra hvilken det fornemmelig1 adskiller sig ved Forskjellen mellem de Planter, der have sam- mensat disse to Dannelser. Tørven bestaar jo for største Delen, om end ikke i alle Tilfælde, af Planter som Hvidmossor, Stargræs og Siv, altsaa Planter, som kun trives paa en fugtig og kold Jordbund, og som aldrig opnaa nogen be- tydelig Størrelse. Derimod vare de Planter, som have givet Anledning til Dannelsen af Stenkul, udmærkede ved deres yppige Frodighed, som vidner om, at de have lovet under et varmt og fugtigt