Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

581 LIDT OM BLODET. 582 Aarer? Grunden synes at ligge i en eller anden endnu ikke udfunden Indflydelse af Blodkarrenes Inderside, thi saa længe de farvelose Blodlegemer komme tilstrækkeligt i Berøring med nye Dele af de levende Karvægge, holde de sig uforan- drede ; men naar dette ikke længere er Tilfældet, .ødelægges de. Bliver Blodet stillestaaende i nogen Tid, saaledes som ved Underbinding af et Blodkar, saa odelægges de farveløse Blodlegemer, og Blodet koagulerer i selve det levende Legeme. Man beliover forovrigt kun at stikke en Naal, et lint Glasror eller Lignende ind gjennem Karvæg- gen for at linde hvorledes de klæbrige, farveløse Blodlegemer fæste sig’ til denne Gjenstand, øde- lægges og derved danne en lille Blodkoagel om- kring samme. Paa lignende Maade kunne ogsaa, naar Blodkarrets Inderside er beskadiget paa et eller andet Sted, farveløse Blodlegemer fæste sig til dette Sted og give Ophav til en begrændset Fibrindannelse; dette kan ogsaa indtræffe i selve Hjertet ved sygelige Forandringer, som have frem- kaldt Ujevnheder paa dets Klapper, og mangt et pludseligt Dødsfald er blevet fremkaldt der- ved, at Stykker af en i Hjertet eller paa et andet Sted dannet Biodkoagel have løsnet sig og med Blodstrommen ere blevne slyngede ind i Lungerne. Naar en saadan Blodprop tilstopper Lungernes større Blodkar, maa nemlig- Følgen blive en næsten øieblikkelig Dod. som Følge af Mangel paa Ilt. Blodplasmaet indeholder, som ovenfor nævnt, ogsaa Salte eller Mineralstoffer, blandt andre Kogsalt (Klornatrium) og Soda (kulsurt Natron), men disses Mængde er ikke stor. I størst Mængde indeholder det Kogsalt, omtrent 6 å 7 Dele paa 1OOO Dele Blodplasma. Sodamængden er betydeligt mindre. Man maatte af denne ringe Mængde Salte let fristes til den Antagelse, at disse Blodbestanddele ere af en underordnet Be- tydning, men dette er dog ikke Tilfældet. Vi ville tvært imod snart finde, at de have en meget stor Værdi. Blodet er en alkalisk Vædske, d. v. s. det forholder sig som en meget svag Sodaopløsning', og skjendt den Mængde Soda, som Blodvædsken indeholder, er meget ringe, er den ikke desto mindre af en umaadelig stor Betydning. Vi nævnte ovenfor, at Blodet ikke alene har til Op- gave at føre Næringsmateriale — hvad enten det er Ilt eller andre Næringsstoffer — til Vævene; det skal jo ogsaa fra disse forskj ellige Væv bortføre Stofskiftets uduelige Endeprodukter og blandt disse indtager Kulsyren en fremstaaende Plads. Denne Luftart maa nødvendigt skaffes bort fra Vævene, og det er netop dette Alkali, denne Soda, der tindes i Blodplasmaet, som fornemmelig har faaet i sin Lod at besørge Bortskaffelsen af denne Kulsyre. Sodaen kan nemlig ved rigelig Tilgang af Kulsyre optage og forbinde sig med mere af denne Luftart; men i Berøring med en paa Kul- syre fattigere Luft afgiver den igjen Overskuddet. Idet det arterielle, iltrige og forholdsvis kul- syrefattige Blod langsomt strømmer gjennem Haar- rørene i de forskjellige Legemsdele, kommer det i Berøring med de kulsyrerige Væv, Blodlegemerne afgive Iltluft, og Sodaen optager Kulsyre. Det nu mørke, venøse Blod strømmer til den høire Halvdel af Hjertet, drives derfra ind i Lungerne og kommer ved Strømningen gjennem disses Haarrør i Berøring med. den paa Ilt rige og paa Kulsyre forholdsvis fattige Luft. Sodaen afgiver da sit Overskud af Kulsyre, Blodlegemerne optage Iltluft, og naar det saaledes arterielt blevne Blod derfra kommer til Vævenes Haarrør, er Sodaen rede til paany at optage Kulsyre, og Blodlegemerne igjen færdige til at afgive Iltluft. Sodaen spiller saaledes (derved dog sandsynligvis understøttet af ogsaa andre Bestanddele) med Hensyn til Kulsyrens Bortskaffelse samme vig- tige Rolle, som Hæmoglobinet med Hensyn til Iltens Optagelse. Den ene af disse Blodbestand- dele er uundværlig lige saa godt som den anden. Men ogsaa Kogsaltet har sin store Betyd- ning. Naar vi opslemme de røde Blodlegemer i rent, destilleret Vand, saa ødelægges de; men naar man blander Kogsalt til Vandet, saa kunne de vedligeholde deres Form og Udseende. Uden Kogsalt vilde saaledes Blodlegemerne ødelægges, og uden Salt vilde Blodet altsaa ikke kunne ved- blive at være Blod. Men dette er endnu ikke Alt. Det saltfrie, rene, destillerede Vand er i storre Mængde under visse Forhold endog en dræbende Gift. Dette kan maaskee ved første øiekast lyde utroligt, og ikke desto mindre er det sandt. Naar man lader et koldblodigt Dyr, f. Ex. en Frø, forbløde sig og siden indsprøiter Vand, der indeholder samme Mængde Kogsalt som Blodplasmaet, i Stedet for Blod i dens Blodkar, saa kan Frøen holde sig i Live endnu nogen Tid, et Forhold, der forklares deraf, at disse Dyr med et meget langsomt Stofskifte have en mindre Trang til Iltluft. En Frø med en saa- dan Kogsaltopløsning i sine Aarer kan love længere end en anden, som man ganske simpelt lader forbløde sig; men hvis man istedetfor en Kog- saltopløsning indsprøiter destilleret Vand, saa doer Dyret meget snart, hurtigere end af For- blodningen alene. Dette beror derpaa, at det destillerede Vand trækker Salte til sig fra Væ- vene og selv trænger ind i Saltenes Sted. Her- ved svulme Vævene op samt miste deres normale Fasthed og for Livet nødvendige Form; Nerverne 37*