Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

579 LIDT OM BLODET. 580 med sig og indesluttet dem i sin Masse, og som derfor, naar Blodkagen løsnes fra sin Vedhæng- ning; ved Karrets Vægge og frit trækker sig sammen, blot lader det gulfarvede Blodserum sive ud. Det følger ogsaa heraf, at Serum alene ad- skiller sig fra Plasmaet derved, at det mangler det fibrindannende Stof, som findes i Plasmaet, og som udfældes ved Koagulationen. Vildo man søge efter ot Sammenligningspunkt blandt mere almin- delige Fremtoninger for lettere at kunne tænke sig Virkningen ved Blodets Koagulation, saa kunde man bedst betragte Mælkens Sammenløb- ning ved Ostetilberedningen, hvor Mælken koa- gulerer ved at opvarmes med lidt Løbe. Ligesom Løbe i dette Tilfælde bringer Mælken til at stivne ved at forandre Ostestoffet (Kaseinet) saaledes, at det udfældes som et uopløseligt Æggehvide- stof, Osten, saaledes- synes ogsaa Blodets Koa- gulation at bestaa deri, at et Stof, som kan sammenlignes med Løben, og som man kalder Fibrinferment, bevirker, at et af Æggehvidestofferne i Blodplasmaet, det fibrinogene — det fibrindan- nende — Stof forandres, bliver uopløseligt og udfældes som Fibrin. Da Blodet, som vi Alle godt vide, ikke koa- gulerer i det levende Legeme, men først efterat det har forladt Legemet, og da Blodets Koagula- tion saaledes i en vis Forstand er Beviset for dets Dod, ligesom Ligstivheden i Lemmerne er et Tegn paa Musklernes Død, saa kunde Mange maaskee synes, at denne Egenskab hos Blodet at kunne koagulere maatte være noget Uvæsenligt og uden Betydning for det levende Legeme. Dette er imidlertid ikke Tilfældet. Denne Blodets Evne til at koagulere er saa vigtig og nød- vendig, at uden denne Evne hos Blodet vilde enhver Blödning, selv den ubetydeligste, kunne lede til en uafvendelig Død. Vi ville let ind- see dette. Naar et Menneske bløder stærkt som Følge af en sværere Skade, saa maa Lægen ofte op- søge de blødende Pulsaarer og, som man siger, underbinde dem. Blødningen standser da, og naturligvis er Aarsagen til Blodströmmens Stands- ning forst og fremmest at søge i den Traad, hvormed Ombindingen er skeet. Denne haardt sammentrukne Snor skjærer sig dog- lidt efter lidt igjennem Blodkarrets tynde Væg1, og Følgen heraf maatte blive, at Blødningen efter nogen Tids Forløb igjen vilde begynde, dersom Ombin- dingen med Traaden var det eneste Beskyttelses- middel, som fandtes. Dette er dog ikke Tilfældet, thi i Løbet af kort Tiel har der dannet sig et mere sikkert Beskyttelsesmiddel. Det Blod, som findes i den underbundne Stump Blodkar ovenfor Traaden (nærmere ved Hjertet), bliver naturligvis stillestaaende efter Underbindingen. Det forholder sig da paa samme Maade som det ved en Aareladning- i en Flaske eller et andet Kar opsamlede Blod; det koagulerer altsaa, og Blodkarstumpen fyldes saaledes af en Blodprop. Denne bløde Blodprop forandres nu lidt efter lidt; den bliver haardere og omdannes efterhaan- den til en fast, til Karvæggen fastvoxet Prop, som følgelig fuldstændigt hindrer enhver videre Blødning, ogsaa efter at Traaden har gjennem- skaaret Blodkarret. Paa denne Maade, det vil sige ved Blodets Koagulering, standses i Regelen enhver Blød- ning. Naar vi f. Ex. standse en Blødning ved Hjælp af et eller andet kemisk virkende, blod- stillende Middel, som f. Ex. Garvesyre, Allun eller Jærnklorid, saa omdanne disse først Blodet til en fast, smøragtig Masse, som tillukker alle Aabninger og giver det Blod, som findes ovenfor disse bløde Proppe, Tid til at koagulere, og dette danner saa efterhaanden den faste Prop, som er det eneste sikkre Beskyttelsesmiddel mod enhver Efterblødning. Blodet eier saaledes i sig selv den kraftigste Beskyttelse mod Forblødning; det er selv i Besiddelse af visse Bestanddele, som forhindre, at ogsaa den ubetydeligste Skramme forer ti] uundgaaelig Død eller i det mindste til svækkende Blodtab. Den store Betydning af Fibrindannelsen, som man i Almindelighed benævner Blodets Koagulation, ligger saaledes deri, at der herved forebygges skadelige eller livs- farlige Tab af vor mest kostelige Vædske, Blodet. Men naar Blodet saaledes hos sig selv bærer Muligheden til at kunne koagulere, hvorledes kan det da forblive flydende i voreAarer? Hvor- for stivner det ikke under selve Livet til en fast Masse? Grunden hertil ligger deri, at kun den ene af de for Koagulationen nødvendige Betin- gelser, nemlig Nærværelsen af fibrindannende Stof, er opfyldt under Livet, medens den anden Betingelse, Nærværelsen af en tilstrækkelig Mængde Fibrinferment, mangler. Fibrinferment dannes nemlig først efter at Blodet har forladt Legemet, og efter at det har unddraget sig Indflydelsen af de levende Karvægge, og alt tyder paa, at det netop er den anden Slags Blodlegemer, de farveløse eller hvide, som give Materialet til Fermentdannelsen. Saasnart Blodet har forladt Aarerne, ødelægges nemlig saadanne hvide Blod- legemer i Mængde; samtidigt dermed dannes ogsaa Fibrinfermentet, og Koagulationen foregaar. Men hvorfor ødelægges de farveløse Blod- legemer, og hvorfor danne de forst Fibrinfer- mentet, efter at de have forladt Aarerne? Hvor- ledes kunne de holde sig uforandrede saalænge Livet varer og Blodet strømmer ig-jennem vore