Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

615 SYNS-SKUFFELSER. 616 fra hinanden paa Midten end ved Enderne. Øiet opfatter Forandring-én i Afstanden mellem de parallele Linier og Cirkelbuerne, meu tilskriver uvilkaarligt de to rette Linier denne Forandring. Endnu mere slaaende er det af Zollner paapegede Fænomen, der forestilles i omstaaende Fig. 7. Der er nemlig draget sex lodrette, parallele Linier, men paa Grund af Kontrasten mellem disse og de zigzagformige Linier, over hvilke de ere dragne, faar man et ganske andet Indtryk af hine Liniers indbyrdes Forhold. Men betrag- ter man Figuren, idet man nærmer øiet mere i Retning1 af Papirets Plan og altsaa seer mere fladt hen ad denne, formindskes Indflydelsen af de zigzagformige Linier, saa at man tilsidst op- fatter Parallelismen mellem de lodrette Linier. — En pludselig Afbrydelse af en Linie vanske- lig’g’jor Opfattelsen af den Retning, i hvilken Linien vilde have fortsat sig, især dersom man paa det Sted, hvor Afbrydelsen finder Sted, drager Linier, som ere parallele i en anden Retning. I Fig. 8 danner Linien E F en Fortsættelse af Linien C D, medens det seer ud som det var Linien G H, der dannede Fortsættelsen. Man kan let overtyde sig herom ved at lægge en Lineal langs C D. Kontrastens Indflydelse paa Synsfornemmel- sen fremtræder skarpt i Fig. 9, hvor de to hesteskoformige Figurer ere fuldstændigt ens, men hvor det synes, at den nederste er størro end den øverste, fordi denne Figur aftager i Brede i den Del, som vender nedad mod den anden. En lignende Synsskuffelse viser sig i Fig. 10, hvor Buerne AB og C D ere fuld- komment lige lange, uagtet C D synes at være et godt Stykke længere. I begge disse to sidst nævnte Tilfælde er det den umiddelbare Nærhed mellem de øverste Figurers mindre Dele og de nederste Figurers større Dele, som indvirker paa Synsfornenimelsen og bevirker, at en Sammenlig- ning mellem de øvre og nedre Figurer falder ud til Fordel for de sidste. — En almindeligt anvendt Spøg gaar ud paa, at man faar En til at angive hvor hoit en Cylinderhat, som sidder paa en tilstedeværende Persons Hoved, vil naa op ad Væggen, naar den stilles paa Gulvet ind til denne. Naar man da, ved at sætte Hatten med Pullen nedad paa det anførte Sted, prøver, om Angivelsen slaar til, vil det saa godt som altid vise sig-, at Vedkommende har anslaaet Hattens Høide til en langt større end den i Virkeligheden er. En Gjenstand synes, naar den sees paa mørk Grund, at være lysere, end den i Virkeligheden er, mørkere naar den sees paa lys Grund. Føl- gende simple Experiment kan tjene til at vise Farvekontrastens Indflydelse. En Rektangel (Fig. 11) deles f. Ex. i sex Felter ved Hjælp af vin- kelrette Linier. Hele Rektangelen overstryges med tynd sort Farve, og naar denne er bleven tør, overstryges de fem smaa Felter med samme Farveblanding. Efter at Farven er tørret, over- stryges de fire paany og saa fremdeles, idet der for hver ny Overstrygning medtages ét Felt mindre end forrige Gang. Det sidst overstregne Felt er saaledes farvet sex Gange, det næst sidste fem Gange o. s. v. Paa hosstaaende Fig. 11 har man forsøgt at opnaa det samme Resultat ved at trække Stregerne nærmere og nærmere ved hverandre for hvert af Felterne, og vi ville nu ogsaa bemærke, at hver enkelt af disse have en lidt mørkere Tone til Høire end til Venstre, hvilket simpelt hen beror paa Kontrastvirkningen mellem hvert Felt og dets Nabofelter. Paa høire Side af et eller andet af Felterne findes et lysere Felt, der bevirker, at det forstø synes mørkere end det i Virkeligheden er; men til Venstre støder det op til et morkere, som ved Kontrast- virkning foraarsager, at den tilgrændsende Del Fig. 11. Synsskuffelse paa Grund af Farvekontrast. af det første Felt forekommer Beskueren lysere end den virkeligt er. Sorger man derimod for, at der ikke kan finde nogen Sammenligning' Sted, hvilket let kan gjøres, f. Ex. ved at dække de tilstødende Felter, saa at man kun kan see ét ad Gangen, saa vil den tilsyneladende Forskjel i Chattering-en forsvinde, og det enkelte Felt vise sig lige mørkt overalt. Kontrastvirkningen mellem forskjellige Farver er af største Betydning for Malerkunsten, og- det harmoniske Indtryk, som et virkeligt Kunstværk fremkalder, beror for en ikke ringe Del paa den rigtige Sammenstilling af passende Farver. Læg- ger man to Papirstrimler, af hvilko den ene er rod, den anden grønblaa, tæt op til hinanden, saa vinder Farven hos dem begge iStyrke. Den ene erstatter hvad der mangler hos den anden, og- den Anstrængelse, som Diet lider ved Be- tragtningen af en enkelt Farve, mildnes ved For- nemmelsen af den anden Farve. Paa samme Maade forholder det sig med Blaat og' Orange eller med Violet og Grøngult og overhovedet