Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

675 FORKLÆDNING 1 DYBERIGET. 676 subcornutus, som udmærker sig ved en næsten okkergul Fjerklædning, og denne Farve er aldeles nøiagtigt efterlignet af Mimeta Forsteri, der lever paa den samme O. Nu kunde man vel nok til Nød tænke sig, at Ligheden i det ene af Til- fældene var et rent Slumpetræf, og at Forekom- sten af de to Fugle paa én og samme 0 ligeledes beroede paa en Tilfældighed, men den Omstæn- dighed, at Forholdet gjentager sig- nøiagtigt paa samme Maade paa en anden O, kan ikke tilstede en saadan Formodning. For Enhver, der har gjort sig nogenlunde fortrolig med »Forklæd- ningens« ovenfor fremstillede Grundprincipper, vil det staa som aldeles utvivlsomt, at de to nævnte Tilfælde af Efterligning blandt Fuglene ere af én og- samme Natur, og at de ene og alene kunne udtydes som »Forklædning-«. Den Fugle-Familie, som uden Sammenligning frembyder de fleste Exempler paa Forklædning1, er Gj øge-Familien, og dette staar i ligefrem Forbindelse med, at alle de derhen horende Arter ere svage og- försvarslöse. Adskillige af de egenlige Gjøge have en Fjerklædning, hvis Kurve- tegning ligner Høgenes, og- navnlig g-jælder dette om Slægten Ilierococcyx. Dr. Jerdon angiver, at 11. varius, en i Ostindien almindeligt forekom- mende Art, ved Fjerskiftet undergaar en saadan Forandring, at den faar den mest skuffendo Lighed med den almindelige indiske Spurvehøg (Micronisus baclius), ja i den Grad skullende at endogsaa andre Fugle ansee den for en Høg/) En anden ostindisk Gjøgeart (Surniculus dicrit- rioid.es) er sort med dybt kløftet Halo og ligner paafaldende den almindelige »Kongekrage« eller »Finga« {Dierurus macrocercus). Man formoder, at Gjøgen lægger sine Æg i den sidst omtalte Fugls Rode, og at dette staar i Forbindelse med den vellykkede Maskering; vist er det, at deres Forklædning bidrager meget til ut befri dem for Angreb af andre Fugle, idet nemlig Dicrurus- Arterne ere stridslystne og modige Fugle, som indlade sig i Kamp med Høge og Glenter, Heirer, Krager og andre. Paa Sumatra og Borneo lever en stor Gjeg {Carpococcyx radiatus), som ud- mærker sig ved sine metalglindsende Farver i Rodt og Purpur og derved faar en meget stor Lighed med den paa de samme Der hjemmehørende Fasan af Slægten Euplocamus. Blandt Pattedyrene synos der ikke at kunne paavises udprægede Exempler paa, at Arter af en Slægt efterligne Arter af andre for derved at erholde Beskyttelse. Det skulde da være, om man dertil vilde henføre, at de paa de indiske Øer og Fastlandet levende Klattrespidsmus eller »Tupajas« {Cladobates) frembyde en vis Lighed med Egern, navnlig hvad den langhaarede Hale angaar. De nævnte Dyr tilhore en ganske anden Orden end Egernet, men færdes lige som dette klattrende omkring- i Trækronerne, hvor de søge deres Føde, der bestaar af Insekter. Der- som Ligheden med Egernet ikke maa betragtes som en Tilfældighed**), saa er der jo nogen Sandsynlighed for, at den har til Formaal at sætte Dyrene bedre i Stand til under et saadant fredeligt Egern-Liberi at fange de Insekter, som udgjøre deres Næring. Som et andet Exempel kunne vi nævne den i Sydafrika forekommende Dværg-Hyæne {Proteles Lalandi), som kun har et meget svagt Tandsæt og i Overensstemmelse dermed fortrinsvis lever af Termiter og Aadsler, men dog ogsaa undertiden forgriber sig paa Lam eller fuldvoxne Individer af de fedthalede Faar, af hvilke den gjerne afbider Halen. Denne Hyæne- Art har i sit Ydre en ikke ringe Lighed med don stribede Hyæne og liar navnlig- lige som denne en Manke, en meget høi Forkrop og- en busket Hale; paa nogen Afstand vil den let kunne for- vexles med denne Art og derved slippe for Angreb af stærkere Rovdyr, som i Almindelighed nære stor Bespekt for den stribede Hyænes frygtelige Bid. Naar man vil fremstille de Forhold i Dyre- riget, som vi benævne Forklædning, Maskering eller Efterligning, er det vanskeligt at frigjere sig for den Forestilling, at de bero paa Dyrenes egen Villie, og at disse saaledes maskere sig- i den Hensigt at forvcxles med andre Dyr. De af Læserne, som med Opmærksomhed have fulgt og rigtigt have forstaaet den Forklaring, som vi have givet i den tidligere Afhandling- om Beskyt- telseslighed, hvor der var Tale om, hvorledes denne opstod, vil ikke g-jøre sig skyldig i en saadan Misforstaaelse. Naar en arktisk Fugl er livid og en Skovfugl grøn, naar ét Insekt har samme Farve som Bladene, hvorpaa det lever, et andet som Barken, paa hvilket det færdes, saa ville vi let forstaa, at dette kun er et Skridt *) Ogsaa hos vor indenlandske Gjøg (Cuculus canorus) træffe vi denne Lighed, som hos Landalmuen i flere Egne har givet Anledning til den endnu ikke helt udryddede Mening, at Gjøgen om Vinteren bliver til en Spurvehøg. O- A. **) eller vel rettere som Udtryk for den i Dyreriget ofte fremtrædende ydre Overensstemmelse mellem visse Bygningsdele hos forskjellige og indbyrdes fjernt staaende Arter, der leve mider de samme Forhold (biologiske Tillempninger). O-