Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

53 BESKYTTELSES-LIGHED INDENFOR DYRERIGET. 54 farligt eller unyttigt at vove et Anfald. Bier og- Gedehamse ere de bedste Exempler paa vel bevæbnede Insekter, blandt hvilke stærke Farver ere almindelige, og disse Insekter flyve omkring for at søge deres Fode, uden at de paa nogen Maade g-jøre Forsøg paa at undgaa Opmærksomheden. Andre Insekter have et saa fast Hudpantser eller ere saaledes beskyttede af stive Børster eller Torne, at de paa Grund deraf ere mindre ud- satte for at fortæres, og af disse findes der i Troperne mange Arter, som have et overordenligt broget og iøinefaldende Udseende. Blandt de faa Insekter af denne Slags, som vi have her i Norden, kunne vi nævne de smaa Guldhvepser (Chrysis), der mangle Braad, men til Gjengjæld ere i Stand til at rulle sig sammen til en ganske haard Kugle, og disse Dyr have saa glimrende Farver, at de endog minde om visse Ædelstene. Andre derimod frelse sig ved hurtig Flugt eller ved at skjule sig i Huller, i Blomster o. s. v., medens de hvile, og- af disse findes flere med de mest glimrende Farver, saaledes den al- mindelige G u 1 d b i 11 e (Cetonia aurataj. Disse Ex- empler maa være tilstrækkelige for at godtgjøre, at man af den Omstændighed, at mange Dyr have glimrende og tilsyneladende ikke beskyt- tende Farver, ingenlunde tør see noget Bevis imod Beskyttelses-Lighed hos andre. I saadanne Tilfælde have de paagjældende Dyr nemlig uden Tvivl en anden Egenskab, som sætter dem i Stand til at sikkre deres eget Liv og derigjen- nem Artens Bestaaen. I adskillige Tilfælde er det ogsaa lykkedes at paavise, hvilke disse Egenskaber ere, men for mange andres Ved- kommende er vort Kj ondskab til de forskj ellige Arters Levemaade og til de Forhold, under hvilke de færdes, endnu for ringe til, at vi med Bestemthed kunne afgjøre, om deres cha- rakteristiske Farvetegning yder dem nogen Be- skyttelse eller ikke, og i sidste Tilfælde til at afgjøre, hvilke særlige Omstændigheder der sætte dem i Stand til at undvære denne eiendommelige Beskyttelse. Et godt Exempel paa et prægtigt farvet Insekt, som netop i sin glimrende Farve- pragt besidder et Beskyttelsesmiddel, frembyder Lar- ven af»d e 11 i 11 e P a a f u g 1 e ø i o«(Saturniapavonia). Det grønne Legeme med sine røde Pletter er udmærket smukt og meget iøinefaldende, men Larven lever paa den almindelige Lyng, og dens Farver stemme saa nøie overens med denne Plantes friske, grønne Skud og smaa røde Blom- ster, at man har meget vanskeligt ved at op- dage den. Vi forlade nu disse velbekjendte Dyr, som vi træffe overalt blandt vore Omgivelser, og ville derefter kaste et Blik ud over et mere vidtstrakt Omraade for at see, hvorledes de almindelige Betingelser for Tilværelsen — naar Talen er om flere forskj ellige Dyregrupper paa éngang — have Indflydelse paa Farvetegningen, for saa vidt denne skal kunne gjøre Tjeneste som Be- skyttelsesmiddel. Lad os da i Tanken begive os til Jordens største ørkenstrækninger og under- søge det derværende Dyreliv. Tristram^ der har gjort sig bekjendt ved sine Reiser i Sahara, giver følgende Skildring af de der levende Dyrs charakteristiske Farvetegning: »I -Ørkenen, hvor hverken Træer, Buske eller Ujevnheder i Ter- rænet afgiver den mindste Beskyttelse imod Fjender, er en Farvetone, der saa at sige smelter sammen med Landskabet, en absolut Nødvendighed. Heraf kommer det, at Fjer- dragten hos alle ørkenfuglene, det være Lærker, ørken-Stensmutter, Sangere, Sandhøns eller andre, ligesom de mindre Pattedyrs Pelts og •Øglernes og Slangernes Hud er af en ensformig Isabellafarve eller Sandfarve«. Det samme For- hold er ogsaa charakteristisk for de andre ørken- gebeter. I en nyere Beskrivelse af Stepperne ved Erivan i Lilleasien angives det, at »et be- tegnende Træk for Steppens Dyreverden, Insek- terne, Krybdyrene og blandt disse især øglerne, er den fuldstændigste Overensstemmelse* mellem Dyrenes og Landskabets Farvetone.« Mere be- kjendte Exempler paa en saadan fremherskende Farvenuance afgive Kamelen og Løven, der begge have de samme Farver som Jordbunden og Sandstensklipperne i hine Egne. Vende vi os herfra til de arktiske Egne, saa finde vi, at man der saa godt som aldrig træffer Farver med røde og gule Toner, men at øiet i Stedet for disse møder rent hvide eller i nogle Tilfælde mørkebrune og sorte, naar nemlig Synlighed maa antages at være af større Be- tydning end Forklædning. Alle Jordens Bjørne ere brune, graa eller sorte med Undtagelse af Isbjørnen, som er hvid. Polarharen, Snespurven, Sneuglen og Jagtfalken ere ligeledes mere eller mindre hvide, medens Polarræven, Hermelinen og den almindelige Hare blive hvide om Vinteren ligesom Ryperne. Disse Fugle afgive et smukt Exempel paa Farvens Betydning som Beskyttel- sesmiddel, idet deres Sommerdragts Farver stemme saa fuldstændigt overens med de af Lavarter bedækkede Stenmarker, hvor de for- trinsvis opholde sig, at man kan gaa midt igjennem en hel Flok af Ryper uden at bemærke en eneste af dem, og naar de om Vinteren have faaet deres blændende hvide Dragt, ere de ganske fortrinligt beskyttede blandt de Snemasser, som bedække Fjeldene. En besynderlig- Undtagelse fra de arktiske