Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle
Forfatter: JONAS COLLIN
År: 1882
Forlag: FORLAGSBUREAUET I KJØBENHAVN, (O. H. DELBANCO. G. E. C. GAD. F. HEGEL. C. C. LOSE.)
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 1268
UDK: 19, 5 (04)
MED 545 AFBILDNINGER
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
55
BESKYTTELSES-LIGHED INDENFOR DYREHIGET.
56
Dyrs snehvide Dragt danner Moskusoxen eller —
som den rettere burde kaldes — Mos ku s faar et
(Ovibos moschatus). Dette Dyr har en mørke-
brun Farve og falder saaledes let i ørnene
mellem Is og Sne, men det er ikke vanskeligt
at forklare Sammenhængen hermed. Denne Art
færdes nemlig i smaa Flokke paa 20—30 Indi-
vider, og denne Sædvane afgiver Dyrets for-
nemste Beskyttelse. Et enligt, omkringstreifende
Dyr vilde nemlig snart blive Bytte for Polar-
bjørnen eller endog for Polarrævene, og det er
derfor af større Vigtighed, at Moskusfaaret
allerede paa Afstand kan kjende sine Kammerater
og saaledes igjen faa Leilighed til at forene sig
med Flokken, end at det ved Hjælp af en Be-
skyttelses-Lighed kan undgaa sine lidet talrige
Fjenders Opmærksomhed. Anderledes forholder
det sig med Zobelen, som beholder sin prægtige
brune Pelts i Løbet af hele den strænge siberi-
ske Vinter, men paa denne Aarstid færdes den
i Træerne, hvor den for en stor Del lever af
Bær og andre Frugter, og er saa hurtig og be-
hændig i sine Bevægelser, at den kan fange
Fugle mellem Træernes Grene. Den almindelige
Ravn, som ogsaa forekommer i Polaregnene, er
ligeledes sort hele Vinteren igjennem, og dette
staar' sandsynligvis i Forbindelse med, at den
lever af Aadsler og derfor ikke behøver nogen
»Forklædning« for at liste sig paa sit Bytte.
Disse tre Tilfælde ere af stor Betydning i
theoretisk Henseende, thi de bevise Urigtigheden
af den almindelige Forestilling, at Dyrene i de
arktiske Egne forandre deres Farve til Hvidt
som en umiddelbar Følge af Kuldens Indflydelse
eller paa Grund af Gjenskinnet fra den hvide
Sne. De tjene ydermere til at godtgjøre, at kun
de Dyr blive hvide, for hvem denne Farvefor-
andring er gavnlig, medens de andre Dyr, som
enten ikke behøve noget Beskyttelsesmiddel eller
endog have Nytte af en mørk Farve, forblive
uforandrede. Grunden til Farveforandringen bør
man ikke søge i nogen direkte Indflydelse af
ydre Forhold, men kun i de samme Love for
Forandring og »naturligt Udvalg«, som have
modificeret Dyrenes øvrige Egenskaber paa den
Maade, der er den fordelagtigste for Individernes
og Arternes Bestaaen.
Natdyr frembyde lige saa gode Exempler
paa Beskyttelses-Lighed som de Dyr, med hvilke
vi hidtil have beskjæftiget os. Rotter, Flager-
mus og Muldvarpe have allesanimen graa eller
sorte Farver og- ere derfor vanskelige at opdage
om Natten; men om Da^en holde de sig skjulte
i Huller og paa andre lignende mørke Steder
eller under Jorden. Dersom »Forklædning« er
nødvendig- baade om Dagen og om Natten, saa-
ledes som f. Ex. hos Uglerne og Natravnene,
saa træffer man en mørkspraglet Farvetegning,
der om Dagen falder sammen med Jordbundens
eller Træbarkens Farve og om Natten kun er
meget lidt iøinefaldende. I enkelte Tilfælde be-
mærker man, at Dyr, som færdes om Natten,
ere aldeles uden Forklædning, saaledes som f.
Ex. det amerikanske Stankdyr (Mephitis Hum-
boldtii), som ikke blot har en Pelts med meget
Hvidt i, men desforuden haren lang-, hvid Hale,
som Dyret bærer paa den mest iøjnefaldende
Maade. Den forfærdelige Stank, som dette Dyr
giver fra sig, gjør det til Gjenstand for almin-
delig Frygt, og- dets Hale, der kan sees i lang
Afstand, tjener derfor som et Signalflag for alle
kjødædende Dyr om ikke at anfalde dette, men
holde sig fra det, et Forhold, der er ganske
analogt med det, der finder Sted hos den hvide
Sommerfugl, der — saaledes som allerede oven-
for er omtalt — vrages af Fugle, som dog for-
tære saa mange andre Sommerfugle.
Et andet slaaende Bevis paa, at Farve kan
være et fortrinligt Beskyttelsesmiddel, finde vi i
den Omstændighed, at der intetsteds udenfor de
tropiske og subtropiske Landes stedsegrønne
Skove findes Fugle, hvis Fjerdragt hovedsagelig
er gren. Papegøier f. Ex., som udelukkende
forekomme i hine Egne, ere i Almindelighed
grønne med mindre Pletter af livligere Farver.
Paa øerne i det indiske Hav findes adskillige
Duearter, der ere grønne som Papegøjer, og en
hel Del andre Fugle har samme Farve. Blandt
saadanne kan anføres en Familie af frugtædende
Fugle, der ere yderst almindelige i den tropiske
Del af Asien, de grønne „Bulbuls^ (Phyllornitidcé),
fremdeles Biæderne {Meropid(Pp „ Turacos* fra
de tropiske Egne af Afrika, de smaa »H v i d ø i n e«
(Zosterops) og mange andre. Alle disse færdes
fortrinsvis mellem det tætte Lov, hvis Farve
ganske falder sammen med deres og gjor det
yderst vanskeligt at opdage dem.
Disse Fugle danne, hvad Fjerklædningen
angaar, en skarp Modsætning til de Arter, som
høre hjemme i de løvfældende Træers Regioner,
og vi kunne fra vort eget Land fremdrage mang-
foldige Exempler paa en saadan Modsætning-.
En ren grøn Hovedfarve er for vore Fugles
Vedkommende aldeles ukjendt, hvorimod Oliven-
farvet og Brunt næsten altid ere de fremher-
skende Farver. Disse Farvenuancer falde mindst
i øinene mellem nøgne Træer og Buske, og hos
os befinde de træagtige Planter sig jo den største
Del af Aaret i denne Tilstand, under hvilken
Fuglenes Trang til Beskyttelses-Lighed naturligvis
er endnu større end ellers.
Blandt Krybdyrene forekommer der adskillige