Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

Forfatter: JONAS COLLIN

År: 1882

Forlag: FORLAGSBUREAUET I KJØBENHAVN, (O. H. DELBANCO. G. E. C. GAD. F. HEGEL. C. C. LOSE.)

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 1268

UDK: 19, 5 (04)

MED 545 AFBILDNINGER

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 652 Forrige Næste
55 BESKYTTELSES-LIGHED INDENFOR DYREHIGET. 56 Dyrs snehvide Dragt danner Moskusoxen eller — som den rettere burde kaldes — Mos ku s faar et (Ovibos moschatus). Dette Dyr har en mørke- brun Farve og falder saaledes let i ørnene mellem Is og Sne, men det er ikke vanskeligt at forklare Sammenhængen hermed. Denne Art færdes nemlig i smaa Flokke paa 20—30 Indi- vider, og denne Sædvane afgiver Dyrets for- nemste Beskyttelse. Et enligt, omkringstreifende Dyr vilde nemlig snart blive Bytte for Polar- bjørnen eller endog for Polarrævene, og det er derfor af større Vigtighed, at Moskusfaaret allerede paa Afstand kan kjende sine Kammerater og saaledes igjen faa Leilighed til at forene sig med Flokken, end at det ved Hjælp af en Be- skyttelses-Lighed kan undgaa sine lidet talrige Fjenders Opmærksomhed. Anderledes forholder det sig med Zobelen, som beholder sin prægtige brune Pelts i Løbet af hele den strænge siberi- ske Vinter, men paa denne Aarstid færdes den i Træerne, hvor den for en stor Del lever af Bær og andre Frugter, og er saa hurtig og be- hændig i sine Bevægelser, at den kan fange Fugle mellem Træernes Grene. Den almindelige Ravn, som ogsaa forekommer i Polaregnene, er ligeledes sort hele Vinteren igjennem, og dette staar' sandsynligvis i Forbindelse med, at den lever af Aadsler og derfor ikke behøver nogen »Forklædning« for at liste sig paa sit Bytte. Disse tre Tilfælde ere af stor Betydning i theoretisk Henseende, thi de bevise Urigtigheden af den almindelige Forestilling, at Dyrene i de arktiske Egne forandre deres Farve til Hvidt som en umiddelbar Følge af Kuldens Indflydelse eller paa Grund af Gjenskinnet fra den hvide Sne. De tjene ydermere til at godtgjøre, at kun de Dyr blive hvide, for hvem denne Farvefor- andring er gavnlig, medens de andre Dyr, som enten ikke behøve noget Beskyttelsesmiddel eller endog have Nytte af en mørk Farve, forblive uforandrede. Grunden til Farveforandringen bør man ikke søge i nogen direkte Indflydelse af ydre Forhold, men kun i de samme Love for Forandring og »naturligt Udvalg«, som have modificeret Dyrenes øvrige Egenskaber paa den Maade, der er den fordelagtigste for Individernes og Arternes Bestaaen. Natdyr frembyde lige saa gode Exempler paa Beskyttelses-Lighed som de Dyr, med hvilke vi hidtil have beskjæftiget os. Rotter, Flager- mus og Muldvarpe have allesanimen graa eller sorte Farver og- ere derfor vanskelige at opdage om Natten; men om Da^en holde de sig skjulte i Huller og paa andre lignende mørke Steder eller under Jorden. Dersom »Forklædning« er nødvendig- baade om Dagen og om Natten, saa- ledes som f. Ex. hos Uglerne og Natravnene, saa træffer man en mørkspraglet Farvetegning, der om Dagen falder sammen med Jordbundens eller Træbarkens Farve og om Natten kun er meget lidt iøinefaldende. I enkelte Tilfælde be- mærker man, at Dyr, som færdes om Natten, ere aldeles uden Forklædning, saaledes som f. Ex. det amerikanske Stankdyr (Mephitis Hum- boldtii), som ikke blot har en Pelts med meget Hvidt i, men desforuden haren lang-, hvid Hale, som Dyret bærer paa den mest iøjnefaldende Maade. Den forfærdelige Stank, som dette Dyr giver fra sig, gjør det til Gjenstand for almin- delig Frygt, og- dets Hale, der kan sees i lang Afstand, tjener derfor som et Signalflag for alle kjødædende Dyr om ikke at anfalde dette, men holde sig fra det, et Forhold, der er ganske analogt med det, der finder Sted hos den hvide Sommerfugl, der — saaledes som allerede oven- for er omtalt — vrages af Fugle, som dog for- tære saa mange andre Sommerfugle. Et andet slaaende Bevis paa, at Farve kan være et fortrinligt Beskyttelsesmiddel, finde vi i den Omstændighed, at der intetsteds udenfor de tropiske og subtropiske Landes stedsegrønne Skove findes Fugle, hvis Fjerdragt hovedsagelig er gren. Papegøier f. Ex., som udelukkende forekomme i hine Egne, ere i Almindelighed grønne med mindre Pletter af livligere Farver. Paa øerne i det indiske Hav findes adskillige Duearter, der ere grønne som Papegøjer, og en hel Del andre Fugle har samme Farve. Blandt saadanne kan anføres en Familie af frugtædende Fugle, der ere yderst almindelige i den tropiske Del af Asien, de grønne „Bulbuls^ (Phyllornitidcé), fremdeles Biæderne {Meropid(Pp „ Turacos* fra de tropiske Egne af Afrika, de smaa »H v i d ø i n e« (Zosterops) og mange andre. Alle disse færdes fortrinsvis mellem det tætte Lov, hvis Farve ganske falder sammen med deres og gjor det yderst vanskeligt at opdage dem. Disse Fugle danne, hvad Fjerklædningen angaar, en skarp Modsætning til de Arter, som høre hjemme i de løvfældende Træers Regioner, og vi kunne fra vort eget Land fremdrage mang- foldige Exempler paa en saadan Modsætning-. En ren grøn Hovedfarve er for vore Fugles Vedkommende aldeles ukjendt, hvorimod Oliven- farvet og Brunt næsten altid ere de fremher- skende Farver. Disse Farvenuancer falde mindst i øinene mellem nøgne Træer og Buske, og hos os befinde de træagtige Planter sig jo den største Del af Aaret i denne Tilstand, under hvilken Fuglenes Trang til Beskyttelses-Lighed naturligvis er endnu større end ellers. Blandt Krybdyrene forekommer der adskillige