Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

819 GEYSERE. 820 egenlige Aarsag til disse Springkilders Virksom- hed? At der i Jordens Indre hersker en hoi Temperatur, er jo en bekjendt Sag, som til- strækkeligt bevises af den stigende Varmegrad efterhaanden som man trænger dybere nod (Bjerg- værker, artesiske Brønde o. s. v.) og' af den vul- kanske Virksomhed, som viser, at Jordens Indre (hvad enten man nu vil antage, at det gjælder helt eller delvis) endnu befinder sig' i smeltet Tilstand. Nogle Naturforskere ville forklare de vulkanske Eruptioner som en Følge af. at Hav- vandet gjennem Revner og Sprækker i Jord- skorpen trænger ned og kommer i Berøring- med de smeltede Lavamasser. Herved vil der da ud- vikles store Masser af Damp, som ikke kunne slippe ud ig'jen gjennem de med Vand fyldte Porer i Jordlagene og derfor maa søge at bane sig Vei med Magt; det er da naturligt, at de vælge den Vei, hvor Modstanden er mindst, alt- saa søge ud gjennem de aabne Vulkaner, som man derfor ikke uden Grund kar kaldt »Jordens Sikkerhedsventiler«. Man linder ogsaa altid, at Lavaen fra Vulkanerne indeholder Vanddampe, og med ethvert vulkansk Udbrud følger der som be- kjendt store Masser af Vanddamp. Men hvad Spørgsmaalet om Geyserfænomenet angaar, da have vi jo tidligere seet, at vi kun behøve at udfinde Varmekilden, idet Bunsens Theori for- klarer alt det øvrige. Det ligger da lige for Haanden at antage, at Varmen ledes til Geyser- roret gjennem den omgivende Jordskorpe, eller — dersom vi slet ikke ville høre Tale om Jor- dens Indre som en glødende Masse — at, der i Kildernes Nærhed findes lokale Aarsager til Op- hedningen. Det er jo en bekjendt Sag, at de periodiske Springkilder altid forekomme i vul- kanske Egne, hvor der findes store Lag dels af rent Svovl, dels af Svovlkis. Luften og Vandet i Forening virke opløsende paa Svovlkisen, og derved frembringes der, som ved enhver kemisk Proces, Varme. Allerede for mange Aar sidon, i 1810, udtalte Henry Holland, at en kemisk Sonderdeling’ af Svovlkis lig’ger til Grund for Varmeudviklingen hos en Geyser, og efter et Besøg, som denne bekjendte Reisende og Natur- forsker havde aflagt paa Island, udtalte lian, at »Kilden til al den Varme, som saaledes formaar uophørligt at frembringe disse uhyre Masser af Damp, utvivlsomt, maatte soges i Klippen selv. Det synes, at man herved kun kan tænke paa den Indflydelse, som Vandet udøver paa de mægtige Lag af Svovlkis. Den ved en saadan Proces fremkaldte Varme maa være tilstrækkelig til at bringe en betydelig Vandmængde til at antage Dampform, og Dampen trænger da frem til de øvre Lag- i Jorden, hvor den bruser ud gjennem Sprækker og Spalter.« Denne Anskuelse, som af H. Holland kun blev fremsat som en Hypothese, har gjennem den nyere Tids Iagttagelser vundet en saadan Be- kræftelse, at vi nu kunne betragte Spørgsmaalet som afgjort derved, i alt Fald indtil videre. Som en særligt vigtig Støtte for Theorien bør nævnes Resultatet af en Sammenligning mellem Islands Geyser-Omraade og det nordamerikanske Yellow- stone-Distrikt. C. W. Vincent, som har besøgt det sidst nævnte Sted, skriver derom bl. A. Føl- gende: »Hele Egnen er bedækket af Bjergarter, som ere af vulkansk Oprindelse og have en for- holdsvis ung Alder. Kogende Kilder, Dyndvul- kaner og Geysere lindes paa hele Omraadet, og en Beskrivelse af Yollowstone-Søen med dens Omgivelser stemmer godt overens — om det Hele end optræder efter en langt større Maale- stok — med Skildringerne af de hede Kilder og- Geysere paa Island. Paa begge Steder har Van- det uhindret Adgang til de vældige Svovl- og Svovlkis-Lag, og- de udslyngede Dampmasser led- sages paa begge Steder af betydelige Kvantiteter Svovlbrinte. Den underjordiske Virksomhed synes at have varet tilstrækkeligt længe til, at der har kunnet danne sig Geyserrør af en saadan Længde, , at det i dem herskende Tryk har tvunget Vandet til at søge sig andre Udløb, istedetfor at slyngo de nmaadelige Vandmasser op i Luften. Vi have i det Foregaaende stræbt i korto Træk at skildre Udviklingen af og Aarsagerne til en af Naturens mest storartede Fremtoninger, vi have seet hvorledes en Geyser lidt efter lidt dannes af en varm Kilde, hvorledes den senere gjennem sit virksomme Liv arbeider mere og mere lien imod sin egen Undergang ved stadigt at afleire nye Dannelser, indtil Vandets Tryk til Slutningen bliver for stærkt, saa at Geyseren tvinges til at standse sin Virksomhed og fra dette Øjeblik af kun staar som et, trist Mindesmærke over sin egen svundne Storhed. (Frit oversat^ af Udg.).