Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

Forfatter: JONAS COLLIN

År: 1882

Forlag: FORLAGSBUREAUET I KJØBENHAVN, (O. H. DELBANCO. G. E. C. GAD. F. HEGEL. C. C. LOSE.)

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 1268

UDK: 19, 5 (04)

MED 545 AFBILDNINGER

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 652 Forrige Næste
861 OM LUFTRE1SER. 862 tvinge Ballonen frem mod Vinden, bør vi dog tilføie, at ingenlunde alle de gjorte Forsøg paa at løse Opgaven kunne betragtes som løse Fan- tasterier. Ogsaa paa dette Punkt staar Giffard som et smukt Exempel paa virkelig Sindrighed og Dygtighed, om han end ikke kan siges at have løst Opgaven. Naar man sammenligner den Tanke, der ligger til Grund for Giffards Forsøg, med den Tankeløshed. som prægede det af Monge fremsatte Forslag, vil man bedst see Forskjellen mellem de uvidenskabelige Projekt- mageres og de paa et rationelt Grundlag ar- beidende Mænds Bestræbelser. Monge troede at kunne løse Opgaven ved at konstruere et Luft- skib, som var sammensat af en stor Mængde Balloner, der vare ordnede i Række og dannede en lang sammenhængende Kjæde. Hver Ballon havde sin Gondol og sit Betjeningsinandskab. Ved at lade de enkelte Balloner i en bestemt Orden skiftevis stige og synke, vilde Ballonrækken danne lodrette Slangebugter, og denne Bevægelse maatte efter Monges Mening være tilstrækkelig til at føre hele Kjæden frem gjennem Luften. Giffard derimod konstruerede sin Styreballon paa følgende Maade. Selve Ballonen havde Form som en vandret Cylinder, der løb spidst til mod beg’ge Ender; den havde en Længde af 135 Fod, dens største Tværsnit beløb sig til c. 38 Fod, og- den rummede omtrent 80,000 Kubikfod Brint. Ballonen var, med Undtagelse af de yderste Spidser og den ned ad vendende Side, helt omsluttet af et Net, hvorfra der udgik en Mængde Touge, der forneden vare fastgjorte til en 65 Fod lang Stang-, eller et Tremmeværk, som hang parallelt med Ballonens Længdeaxe, og som i sin ene Ende var forsynet med et trekantet Seil, der skulde tjene som en Slags Ror. I en Afstand af 20 Fod under denne Stang hang et mindre Stillads, der dels tjente som Gondol, dels bar en lille Dampmaskine paa tre Hestes Kraft samt det nødvendige Formad af Vand og Brændsel til Maskinen. Naar denne arbeidede med fuld Kraft, dreiede den en tre- bladet Skrue 110 Omgange i hvert Minut. Hele Apparatet med Luftskipper og alt Tilbehør veiede kun 3120 Pund (deraf kom kun 300 Pund paa Maskinen og Kjedelen), og Ballonen havde en Bærekraft af 3600 Pund. Seilet, der fungerede som Ror, kunde ved Hjælp af en Bom, fra hvilken der gik Snore ned til Gondolen, dreies til Siderne. Saaledes udrustet steg Giffard op med sin Ballon d. 25de September 1852, og det viste sig strax, da Maskinen blev sat i Be- vægelse, at den var i Stand til at give Ballonen en Egenbevægelse. Naar det var ganske stille i Luften, kunde den drive Ballonen frem med en Hurtighed af 7—10 Fod i Sekundet, og naar det blæste, kunde Giffard ved at benytte Seil- roret føre Ballonen i Retninger, som afvege ikke saa lidt fra Vindens; men om at føre Ballonen mod Vinden var der ikke Tale. En Del Aar senere, nemlig under Belei- ringen af Paris, fremkom den franske Marines Konstruktør Dupuy de Lorne med Forslag om at indrette en Styreballon. Mærkeligt nok var denne Mand ganske ubekjendt med Giffards Opfindelse. Hans Ldee hvilede iøvrigt paa samme Princip som Giffards, og- i Udførelsen deraf afveg den hovedsagelig derved fra denne, at Maskinen var erstattet af Menneskekraft. Det lykkedes imid- lertid ikke Dupuy de Lorne at faa sin Styre- ballon færdig før i Februar 1872, og ved de da foretagne Forsøg viste den sig vel ikke ubrugelig, men den stod dog- i flere Henseender tilbage for Giffards. En enkelt væsenlig Afvigelse fra Giffards Luftskib fandtes dog- hos Dupuy de Lornes. Han havde nemlig inde i Ballonen an- bragt en stor, lufttæt Sæk, som stod i For- bindelse med en Slange, gjennem hvilken der kunde indpunipes Luft. Meningen hermed var, at man ved at oppuste denne Sæk eller ved at lade Luften træde ud af den ig-jennem Slangen, skulde kunne sørge for, at Gassen i Ballonen stadigt fyldte denne saaledes, at den ikke kunde slaa Folder. Ideen var forresten ikke ny, thi allerede i 1784- havde Meusnier, der senere blev General i den franske Republiks Tjeneste, be- nyttet et lignende Apparat, der blev benyttet af Brødrene Robert, som i Forening med Hertugen af Chartres (Philippe Égalité) foretog en Op- stigning fra St. Cloud. Under et heftigt Uveir med Hvirvelvinde i do høiere Luftlag vilde de Reisende stige høiere op, og for at lette Ballonen overskar de Snorene, som holdt den indre Ballon eller Sækken oppe; istedet for at falde ud af Ballonen gik det saa uheldigt, at den blev lig- gende over Ballonens Aabning og tilstoppede denne, saa at Brinten ikke kunde slippe ud. Ballonen vedblev at stige, og efterhaanden som den kom tilveirs, udvidede den sig mere og mere, saa at den til sidst truede stærkt med at sprænges. Hertugen af Chartres havde da den Aandsnærværelse at flænge to lange Revner i Ballonen, hvorefter den dalede med stor Hur- tighed. I de lavere Luftlag sagtnede den dog saa meget, at Reisen tilendebragtes, uden at der indtraf noget Ulykkestilfælde. Omtrent et Aar tidligere end Dupuy de Lorne (Januar 1871) havde Admiral Lebrousse konstrueret en Styre- ballon med Skrue; den steg op fra Paris og