Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

901 OM GLETSCHERE. 902 dybningerne. Denne Sne har imidlertid et ganske andet Udseende end de fine Snekrystaller, af hvilke den oprindeligt er dannet. Presset al' de overliggende Snemassers Vægt, paa Overfladen halvt smeltet af Solens Straaler, gjennembrudt i alle Retninger af det ved Smeltningen dannede Vand, som atter er stivnet til Is i de nedre Lag-, hvor Solen ikke har havt nogen Magt — er den løse, fine Sne bleven forvandlet til en sammenpakket, kornet Masse, som er fastere og fastere, jo dybere den ligger, og- livis Overflade undergaar en lignende Forandring, efterhaaiiden som den kommer nærmere ned imod Dalen. Heist oppe paa Bjerget er den en ganske hvid og tør Masse, som paa Grund af den indblandede Luft er lettere end Is. Længere nede ad Bjergets Side begynder denne kornede Masse at antage en blaalig Tone, og Snekornene, som overst oppe kun havde et GrjeiinemsiJ.it af 1—2 Linier, tiltage nu mere og mere i Størrelse. Nu begynde de ægstore Korn at hobe sig sammen til større Klumper, mon de ere dog endnu gjennemvævede med en Mængde haarfine Sprækker, der indeholde en Masse Luft. Først nu kan Gletscheren egenligt siges at begynde, og- jo længere vi fra dette Punkt af følge den ned efter, desto mere ville vi finde den oprindeligt løse, usammenhængende og' uigjennemsigtige Snemasse forvandlet til tæt, fast og ofte aldeles gjennemsigtig Is. Denne Forandring beror først og fremmest derpaa, at den Luft, som fandtes imellem Sne- krystallerne, uddrives. De smaa Krystaller ere i og- for sig ganske gjennemsigtige og indeslutte imellem sig1 et tyndt Luftlag. Da imidlertid de to Stoffer, Luften og Snekrystallerne, bryde Lys- straalerne paa forskjellig Maade, bliver Følgen deraf den, at Straalerne bestandigt kastes tilbage fra deres Overflade. De kunne derfor ikke trænge gjennem denne Blanding af Luft og Sne, uagtet disse hver for sig ere gjennemsigtige og altsaa tilstede Lyset uhindret Gjennemgang. Et simpelt Experiment kan tjene til nærmere at belyse Forholdet. Naar vi hælde noget i Vand op- løst Natrium-Bikarbonat (Tvekulsurt Natron) i et firkantet Kar, hvis Sider dannes af Glasplader, saa kunne vi tværs gjennem Opløsningen og Karret tydeligt see en Gjenstand, som er stillet paa den anden Side af Karret; men tage vi en Opløsning af Vinsyre og Vand og hælde denne klare Vædske i den oven nævnte Blanding af Bikarbonat, saa frigjøres der en Mængde Kulsyre, der ligeledes i og for sig er farveløs og' gjennemsigtig-. Nu vil imidlertid Blandingen af de to Oplosninger vise sig som en hvid, uigennemsigtig Vædske, idet de for- skjellige Stoller paa Grund af deres ulige Brydningsevne, ikke tillade Lysstraalerne at slippe igjennem. Gjennem denne mælkeagtige Blanding ville vi derfor ikke kunne see en Gjenstand, som befinder sig paa den anden Side af Glaskarret. Det er det samme Forhold, som ligger til Grund for Mælkens Uigjennemsigtighed. Denne Vædske indeholder nemlig en uhyre Mængde af smaa, gjennemsigtige Fedtkugler, som have en anden Lysbrydningsevne end den klare Vædske, i hvilken de svømme. Naar vi udøve et meget stærkt Tryk paa en Masse af smeltende Sne, hvorved en Del deraf overgaar til Vand, saa uddrives den Luft, som fandtes indesluttet deri, og vi faa istedet for en løs Sneklump en sammenhængende Masse af mere eller mindre gjennemsigtig Is. Dersom vi følge en Gletscher fra dens forste Oprindelse paa Bjergets Top til dens Undergang- ved Bjergets Fod, ville vi opdage en paafaldende Overensstemmelse med on Flod. Der er maaskee faa Steder i Verden, hvor man seer en saadan Isstrom saa charakteristisk udpræget som ved Justedalen i Norge, hvor man 'fra ét og samme Punkt kan lade Øiet følge Nygaards- Gletscheren fra dens Begyndelse til dens Ende. Gletschernes Størrelse kan variere i en overordenlig' hoi Grad. I Schweitzeralperne ere de i Almindelighed mellem 1 og' 3 Mile lange og have som oftest en Gjennemsnitsbrede af omtrent 3000 Fod. Deres Mægtighed (Dybde) har man kun i sjeldnere Tilfælde kunnet maale med Nøiagtighod; man liar søgt at maale Dybden af Kløfterne i Gletscheren (Fig\ 1) eller af de eiendommelige, tragtformige Gletscherhuller, »Møller«, hvor igjennem den smeltede Is søger sig en Udvei ued efter, og man har i flere Tilfælde ikke kunnet naa Bunden af saadanne Kløfter ved Hjælp af Touge, som havde en Længde af halvfjerde Hundrede Fod11). En af de mest bekjendte større Gletschere er »Mer *) Angaaende Dybden af disse »MouKns« (eller »Walken«) meddeler den paalidelige Iagttager, Sonklar v. Instädten, at hans Fører paa Murz o Il-Gletscheren (i Oeztlialer-Gruppen) en Gang havde styrtet to Stene, som veiede 3-4 Centner, ned i et saadant Hul, efter at Sonklar selv havde lagt sig ned paa Isen med Oret tæt til den for at kunne høre Faldet. 1 Begyndelsen fremkaldte den nedstyrtende Sten en drønende Larm, men efterhaanden tabte Lyden sig og overdøvedes tilsidst af Vandets Brusen. _ Dog kunde Sonklar den ene Gang tælle 13 Sekunder, den anden Gang 12 fra Faldets Begyndelse indtil Lydens Ophør, og han beregnede derefter, at Gletscherens Mægtighed paa dette Sted belob sig til mindst 735 Fod. (fl. A. Berlepsch. Alperne. Paa Dansk ved Jonas Colliu. 1873. S. 196). O. A. 57*