Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

927 OM TÆNDERNE HOS MENNESKET OG DE HØIERE DYR. 928 OM TÆNDERNE HOS MENNESKET OG DE HØIERE DYR. AF ANDREW WILSON V Der er vel neppe mange Dele af det men- neskelige Legeme, som Folk i Almindelighed tro at kjende saa godt til som til Tænderne, og dog er de Flestes Kjendskab dertil i Hovedsagen indskrænket til, at de vide, at de forskjelligo Tænder have hver sin • bestemte Plads i Munden, at de ofte paa en smertelig Maade minde os om deres Tilværelse, at det er forbundet med Lidelser for Barnet at faa dem, at det for den Ældre mange Gange er pinligt at have dem og senere hen endnu pinligere at blive af med dem, især naar man har naaet den Alder, da man ikke længere kan gjøre sig Haab om at faa dem erstattede af nye og lige saa kraftige Tyggeredskaber. Men vil man have en nærmere Redegjørelse for hvad Tænder egenligt er, saa vil man sikkert i de fleste Tilfælde kun faa det Svar, at det er Ben, og at de saaledes udgjøre Dele af Skelettet. Nuvel! Et saadant Svar lyder jo slet ikke saa forkert; Tænderne ere jo haarde som Ben, deres Ydre ligner i høi Grad Ben, og de ere jo, i alt Fald hos Mennesket og- de øvrige tandbærende Pattedyr saaledes indkilede i Kjæbe- benene, at de maa siges at staa i en meget intim Forbindelse med denne Del af Skelettet. Ikke desto mindre kan der gjores særdeles væsenlig-e Indvendinger mod denne almindelige Opfattelse af Tændernes Natur. Zoologen, som kjender nærmere til deres Beskaffenhed og deres Forhold til de omgivende Væv. vil give en ganske anden Forklaring, og han vil vel aller først bemærke, at der i Virkeligheden ikke er nogen anden Overensstemmelse mellem Ben og- Tænder end den, at de i kemisk Henseende frembyde en vis Lighed. For at vi kunne komme paa det Rene med dette Spørgsmaal, er det imidlertid nødvendigt at gaa lidt grundigere ind paa Sagen, og til en saadan Undersøgelse hører nødvendigvis, at vi betragte Tænderne fra deres første Begyndelse eller, med andre Ord, studere deres Udviklingshistorie. Gjore vi dette, saa vil det nok vise sig, at vi, foruden ad- skillige andre og vist nok uventede Forhold, ogsaa ville komme til det Resultat., at. Tænder og Knokler dannes paa indbyrdes hoist for- skjellige Maader. Hos Mennesket og1 de høiere Dyr bestaar Huden af to Lag, af hvilke det øverste, som bekjendt, mangler Blodkar og Nerver. Det er dette Lag, man kalder Overhuden eller Epi- dermis. Dets Bestemmelse er dels at hæmme Uddunstningen eller Fordampningen af Legemets Vædsker, dels at tjene som Beskyttelse for det underliggende Lag. Dette, som man har kaldet Læder huden eller Corium, er forsynet med Blodkar og Nerver, og er Sædet for Svedkirtlerne, ligesom vi ogsaa der modtage de fleste Føle- fornemmelser. Endvidere har Huden til Opgave at danne forskjelligo faste Dele, som lidt efter lidt erholde bestemtere Former og bestemte Pladser. Saaledes dannes Negle (Klor, Klove o. s. v.), Haar og Fjer af Overhudsceller, fremdeles de hos visse Dyr forekommende Horn. De paa Næshornenes Snude siddende »Horn« ere lige- ledes kun Overhudsdannelser, og de bestaa i Virkeligheden kun af en Slags tæt sammen- pakkede Haar. Overalt, hvor Overhuden er ud- sat for et mere eller mindre stadigt Tryk, f. Ex. under Hælen, antager den en forholdsvis betydelig Tykkelse, og vi vide jo Alle af Er- faring, at Folk, som beskjæftige sig med grovere Haandværk o. L. faa større eller mindre Hud- valke og Hudknuder (»haard Hud«) paa Hæn- dernes Inderside. Alle saadanne Dannelser høre af oven nævnte Grunde til de saa kaldte »Over- hudsdannelser«. Læderhuden viser sig at være af ulige Tykkelse paa de forskjellige Dele af Legemet. Paa Armene er den saaledes meget tyk, paa Læberne derimod yderst tynd, og fra dem gaar dette Hudlag umærkeligt over i det fine Væv i Mundhulen, som i daglig Tale kaldes »Tand- kjød«; dette er nemlig i Virkeligheden ikke