Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

929 OM TÆNDERNE HOS MENNESKET OG DE HØIERE DYK. 930 Andet end en Modifikation af Læderhuden, som spiller en vigtig Rolle ved Tændernes Dannelse. Tanddannelsei) begynder allerede paa et tidligt Trin af Menneskets og de høiere Dyrs Udvikling, og det første Spor dertil bestaar i, at der dannes en Fure eller Rende i Læderhuden. I Bunden af denne Fure viser der sig kort Tid efter smaa Ophøininger eller Pap i Iler, som de kaldes, og disse ere de egenlige Arnesteder l'or Tændernes Dannelse. Det næste Udviklings- trin bestaar i, at Furen afdeles i omtrent lige store Rum med Tværvægge, saa at hver af Papillerne komme til at sidde i et særskilt Ruin i Kjæbebenet, den saa kaldte Tandhule. Over selve Papillen opstaar derefter »Email le- organ et«, der som on Hætte omgiver selve Tandkjærnen eller det Parti, som senere bliver Tandens »Krone«, og derefter begynder Af- Fig. 1. Tænderne i Menneskets Underkjæbe; A, fra Siden; B, oven fra. Bogstaveraes Betydning er den samme som i Fig. 2. leiringen af uorganiske Dele at finde Sted. Saa snart Tandpapillen har faaet sin Beklædning af fast Tandstof, tager Dannelsen af selve Roden sin Begyndelse og fortsætter sig nedad. Lidt efter lidt skrider Tanden paa denne Maade sin fuldstændige Udvikling i Møde; den begynder nu at skyde op ad og gjennemtrænger selve Tand- kjodet; ikke længe efter at dette saa kaldte »Tandbrud« har fundet Sted, er Tanden i Stand til at fungere, og man kan nu paavise bestemte Grændser mellem Kronen eller den frie Del, som rager op over Tandkjødet, Roden, som er indkilet i Kjæbebenet, og Halsen eller det mellem Kronen og Roden beliggende Parti, som kun omgives af Tandkjødet (Fig. 1). Studiet af Tændernes Udviklingshistorie oplyser os saaledes om følgende vigtige Forhold: først, at Tænderne i Virkeligheden ere en Læderhudsdannelse; der- næst, at hver Tand opstaar af en Papil, som har sin Plads i en det nævnte Hudlag tilhørende Rende; fremdeles, at medens Papillen optager Kalksalte og derved hærdnes til en Tand, for- bliver en Del af dens indre Masse blod og danner den saa kaldte »Tandpulpe«; og endeligt, at naar Tanden omsider »bryder frem« af sit Hylster, danner det Tandhalen (alveoluts). Det ovenfor omtalte første Tandsæt kaldes lios Mennesket og- de andre høiere staaonde Pattedyr »Mælketænder«. I Aarenes Lob fremkommer der imidlertid et nyt Tandsæt, de saa kaldte permanente eller blivende Tænder; de dannes under (eller for Overtændernes Vedkommende over) Mælketænderne, begynde som Papiller, voxe efterhaanden og tiltage i Fasthed og udøve et Tryk paa Mælketænderne, hvis Rødder sprække og lidt efter lidt ødelægges. Naar dette er skeet, Fig. 2. Menneskets Mælketænder og dets blivende Tandsæt. Mælke-Tandsættet er betegnet med i’, c*, pml*, og prn4*, an- givende Foitænder, Hjørnetænder og Kindtænder (dentes incisivi, d. canini og d. molares); i1, i2, c, pm’, pm'*, m1 og m2 betegne derimod Tænderne i det blivende Tandsæt. falder Tanden al sig selv ud, og den blivende Tand træder i dens Sted (Fig. 2). De fleste Pattedyr ligne Mennesket deri, at de skifte Tænder, men hos Tandhvalerne, Doven- dyrene og- nogle andre optræder der kun ét Tand- sæt. Endnu eiendommeligere er Forholdet hos Bardelivalerne, thi disse Dyr mangle fuldstændigt de blivende Tænder og- have kun i Fosterlivet et Tandsæt, der udvikles i Kjæberne, men aldrig kommer til Frembrud, og som forsvinder førend Dyret fødes. Menneskets blivende Tandsæt bestaar i Alt af 32 Tænder, nemlig 16 i Overmunden og 16 i Undermunden, hvilke sidste saa vel i Form 59