Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1051 1052 OM KRAFTENS UFORGÆNGELIGHED. AF TH. KAHLMETER. \ ed de sidste Aartiers Opdagelser paa Fysikens Omraade er man efterhaanden naaet til en stedse klarere Forestilling om det Urigtige i den ældre Betragtningsmåde angaaende de fysiske Kræfters Oprindelse og Virkernaade. Man har fundet, at Virksomhederne i Naturen, hvad enten disse optræde under temmelig- lige Former eller synes at tilhøre vidt forskjellige Omraader, dog alle staa i et nært Forhold til hverandre. Ledet af Nødvendigheden af, saa vidt muligt at borttage alt det Kunstige af Ver- densbetragtningen, samt støttet til sindrigt ud- tænkte Forsøg, er Videnskaben lidt efter lidt naaet frem til en Anskuelse, der forklarer alle Virksomheder i den ydre Natur ud af et eneste Princip. Dette Princip er Bevægelsen. At Lyden er en Svingningsbevægelse hos Legemerne, kan ligefrem iagttages ved Hjælp af Sandserne, men ogsaa Varme og Lys ere neppe Andet end Vibrations-Bevægelser, enten hos Legemernes mindste Dele, de s. k. Molekyler, eller hos det hypothetiske Stof, som kaldes Æther, og som tænkes udbredt overalt i Verdensrummet og gjennemtrængende alle Stoffer. Angaaende Magne- tismen og Elektriciteten vandre vi visseligt i saa Henseende endnu i fuldstændigt Mørke. Vi kjende disse Naturkræfter alene gjennem deres Virkninger, de kemiske Fænomener, Varme- og Lysfænomenerne, som de frembringe; d. v. s. som givende Ophav til Bevægelse. Da de des- uden kunne gaa over fra et Legeme til et andet, maa man jo opfatte dem som i det mindste staaende i en nær Forbindelse med Bevægelsen. Den Videnskab, der særligt har Bevægelsen til sin Gjenstand, er som bekjendt Mekaniken, en Videnskab, der i vore Dage har faaet en stor Betydning- som Grundlag1 for den hele Fysik. Ved paa den oven for antydede Maade at have udvidet Omraadet for de mekaniske Loves Gyldighed, har man opdaget en ny Lov inden for Naturvidenskaben, og denne Lov siger, at Kvantiteten Faf Bevægelse eller Bevægelses mængden i Verdens- rummet er uforanderligt den samme. Man mener da med Bevægelse ikke alene den, der virkeligt er til Stede, men ogsaa den, der muligt kan fremkomme i Følge Materiens Grup- pering. Denne Sætning, der i Almindelighed benævnes Loven om Kraftens Uforgænge- lighed eller Energiens Uforgængelighed, indeslutter i sig, at hvad der end skeer, saa kan aldrig noget af det én Gang for alle givne Forraad af Kraft eller Energi forsvinde eller tilintetgjøres, og lige saa lidt kan den for Haanden værende Mængde deraf forøges. Naar det for os seer ud som om Kræfter forsvinde eller opstaa, da gjere de dette kun tilsyne- ladende, men i Virkeligheden udgjøre alle For- andringer kun Omdannelser fra én Form af Bevægelse eller Energi til en anden. Men vi maa herved stedse fastholde, at Energi i Fysiken ganske simpelt betyder Evnen til at kunne udrette Arbeide. For ret at kunne forstaa denne Definition, bliver det nødvendigt nærmere at undersøge, hvad der her förstaas ved »Arbeide». Enhver veed, at der fordres en vis Anstrængelse for at løfte en Byrde fra et Sted til et andet, der ligger høiere. Man maa ved denne Handling overvinde Byrdens Vægt eller, hvad der bliver det Samme, Jordens og Byrdens gjensidige Til- trækningskraft. For at overvinde Tyngdekraften maa vi anstrænge vore Legemskræfter, og dette er selvfølgelig et Arbeide. Ved ethvert Arbeide i fysisk Forstand maa en Modstand eller en Kraft overvindes og en Forflytning eller Æn- dring af Afstanden mellem Delene af en Masse foregaa. I vort anførte Exempel indtoge Jorden og Byrden en bestemt Stilling i Forhold til hin- anden. Modstanden, der blev overvunden, var Tyngdekraften; den anden Faktor i Arbeidet be- stod i Forandringen af den indbyrdes Afstand, som fra Begyndelsen fandtes mellem begge Legemer. Naar jeg derimod bryder en Staal- stang i Stykker, bestaar Arbeidet i en Over- vindelse af den Kraft, der sammenholder de mindste Dele i Stangen, og en Forøgelse af