Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

91 OM HVALERNE OG HVALFANGSTEN. 92 tilsyneladende forsvundne og- ere i Virkeligheden kun repræsenterede af nogle smaa, rudimentære Bækkenknokler, der staa i en meget løs For- bindelse med Hvirvelsøilen. Halen bærer i Spidsen en stor, vandret Finne, der dog ikke støttes af Finnestraaler eller Knokler saaledes som hos Fiskene, men kun bestaar af en fast Bindevævsmasse. Halefinnen er Hvalens Bevægelsesorgan, og- dens kraftige Slag drive Dyret frem i Vandet med en Hurtighed, som ofte endog overgaar et velseilende Dampskibs. At Halefinnen ikke, saa- ledes som Fiskenes, er lodret, gjør det særligt let for Hvalen at stige op til Vandets Overflade for at aande og dykke ned igjen for at tage Føde, og denne Finnens Stilling- medfører lige- ledes den eiendommelige, ligesom tumlende eller springende Bevægelse, der er charakteristisk for disse Dyr, idet forst Hovedet viser sig, derefter, naar dette er forsvundet, Ryggen, og- tilsidst, naar Dyret netop er i Begreb med at vende sig nedad, Halefinnen. En Fisk derimod kan i Al- mindelighed slet ikke anvende sin lodret stillede Halefinne til at give Kroppen lige opad- eller nedadgaaende Bevægelser, men maa i dette Øie- med benytte Brystfinnerne eller Svømmeblæren, livis den har nogen saadan. Næseborene hos Hvalerne ere ikke, • saaledes som hos de fleste andre Dyr, beliggende i Snudespidsen, men ere rykkede langt tilbage, op paa Hovedets hoieste Del. Dette medfører den Fordel for Hvalen, at den er i Stand til at aande, medens den ligg'er vandret i Vandet, og- uden at den behøver at hæve et større Parti af Legemet over Vandfladen. Hertil kommer et andet eiendommeligt Forhold, som g-jer det muligt for Dyret at fange sit Bytte ne(ie i Vandet med vidt opspærret Gab uden at faa Vand i Luftroret eller Lungerne. Det er en bekjendt Sag, at et Menneske ikke kan aabne Munden under Vandet uden at udsætte sig for at faa Vand ind i Aandedrætsorganerne, idet Luftroret staar i umiddelbar Forbindelse med Svælget og Mundhulen. Hos Hvalerne derimod danner Luftrørets øverste Del en rørformig For- længelse, som rager op i det bageste Næsebor d. v. s. den Aabning, som fra Svælget fører op til Næsehulen og Næseborene; paa denne Maade udelukkes Forbindelsen mellem Munden og Luft- roret, saa at Hvalen altid aander gjennem Næsen og uden nogen Vanskelighed samtidigt dermed kan gabe og nedsluge sin Føde. Det hænder ofte, at Hvalerne maa gaa ned til be- tydelige Dybder i Havet for at skaffe sig Bytte, og i god Overensstemmelse hermed staar deres Evne til at »holde Veiret« betydeligt længere end de fleste andre lungeaandende Dyr, nemlig- fra 10 å 15 Minutter indtil en hel Time eller i nogle Tilfælde endnu længere. Denne Evne be- ror paa Lungernes umaadelige Størrelse og paa Hjertets Bygning. Viden af Luftroret og dets Grene (hos en stor Hval kan Luftrøret have et Gjennemsnit af over en halv Alen) sætter nemlig Dyret i Stand til paa éngang at indaande en meget stor Luftmængde og af dennes Ilt holdes da Blodfornyelsen vedlig’e, medens Hvalen er under Vandet. Naar den derefter kommer op til Overfladen, udsteder den med stor Kraft og Voldsomhed gjennem Næseborene den ophobede Kulsyre-Mængde, der viser sig som en — ikke sjeldent 7—-8 Alen høi -— Dampsøile. Man har tidligere antaget, at denne Dampsøile var Vand, men denne Antagelse har vist sig at være ganske feilagtig, thi Vandet trænger aldrig ind i Næse- borene, som tillukkes af stærke Klapper, naar Dyret er under Vandfladen; det er derimod den udaandede Lufts varme Vanddampe, som i den kolde Luft oven over Vandet hurtigt fortætte sig-. Naar Hvalen er kommen op til Vandets Overflade, pleier den gjerne at fylde og tømme Lungerne gjentagne Gange efter hverandre med korte Mellemrum, og først naar al Kulsyren paa denne Maade er fjernet og den store Blodmængde er bleven godt gjennemiltet, dykker Hvalen paany under. Endnu et eiendommeligt Forhold i Hvalernes ydre Bygning fortjener at omtales her; Patte- vorterne, af hvilke der kun findes to, ligge langt tilbage .paa Bugen, skjulte af Folder i Kroppens Hud, og afvige fra Brystvorterne hos de fleste øvrige Pattedyr derved, at de hver kun have en eneste, vid Udførselsgang, som indadtil vider sig stærkt ud og derved kan tjene som Opbevaringssted for den af Kjertierne afsondrede Mælk. Herved opnaas, at Ungen, som ikke kan opholde sig længe ad Gangen under Vandet, ikke behøver at patte længe, idet den i Løbet af kort Tid kan faa en forholdsvis betydelig1 Mængde Mælk. Selve Patterne fremtræde ikke udvendigt som Ophøininger, men ere meget store og udbredte under Spæklaget; hos de største Hvaler naa de endogsaa en Længde af indtil sex Fod. — Ungerne fødes først, naar deres Udvikling er skredet langt frem, og de kunne strax efter Fødselen følge Moderen i Vandet; deres Længde beløber sig i Regelen til Va—l/s af Moderens og udgjor saaledes for de største Arter 20—25 Fod. Hvad endeligt Sandseredskaberne angaar, saa ere disse naturligvis særligt tillempede efter Dyrets Ophold i Vandet og gjøre kun daarlig Tjeneste, naar Hvalen kommer op over Over- fladen. Hjernen indtager hos de mindre Tand- hvaler, og- fornemmelig hos de yngre Individer, en