Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

89 OM HVALERNE OG HVALFANGSTEN. 90 OM HVALERNE OG HVALFANGSTEN. AF CHR. AURIVILLIUS. Tra umindelige Tider af have de Dyr, med hvilke vi nu skulle beskjæftige os, været Gjen- stand for en ivrig Opmærksomhed hos Beboerne af saa g'odt som alle Verdens Kystlande. Man har undret sig over deres eienclommelige Byg- ning og Levemaade, og man har forfulgt og dræbt dem for at erholde de værdifulde Pro- dukter, som de leverede. Men desuagtet har Kundskaben om Hvaldyrene i Aarhundredernes Løb været yderst mangelfuld; en Mænerde urig- tige og urimelige Forestillinger have gjort sig g'jældende, isærdeleshed. hos alle dem, der ikke havde Leilighed til at iagttage disse Dyr i Na- turen. Men det kan heller ikke nægtes, at der møder mange og store Vanskeligheder, naar man vil lære at kjende visse Sider af deres Levemaade. I ældre Tider og’ lige til Midten af det attende Aarhundrede bleve Hvalerne uden nogen Modsigelse henregnede til Fiskene, og det var først den store Linné, der her — som paa saa mange andre Punkter i Naturvidenskaben — saae den rette Sammenhæng og viste, at Hvalerne ere virkelige Pattedyr. Endnu den Dag idag be- tragte Katholikerne disse Dyrs Kjød som Fiske- kjød, og det er tilladt at spise det i Fastetiden. — Forinden vi gaa over til nærmere at omtale Hvalernes Bygning og Levemaade, ville vi i Korthed anføre Grundene til, at de nødvendigvis maa betragtes som virkelige Pattedyr. Vi vide Alle, at en Fisk kan aande i Vandet, d. v. s. gjennem Gjællerne optage den i Vandet indblandede Ilt, og1 at den derfor ikke behøver at komme op til Overfladen for at aande Luft; det er os fremdeles bekjendt, at Fiskens Blod er hvad man kalder «koldt«, hvorved förstaas, at dets Temperatur ikke overstiger det omgivende Vands Varme, men retter sig derefter, og ende- ligt vide vi, at Fiskene fuldstændigt mangle Kjortler, som kunne afsondre Mælk til Føde for Ungerne. Hvalerne derimod kunne ikke aande under Vandet, men vilde, lige saa vel som et hvilket som helst andet Pattedyr, kvæles deri, naar de ikke uandede Luft over Vandet, thi deres Aandedrætsorganer ere Lunger. Legemets Varme er lios Hvalerne uafhængig af den dem omgivende Temperatur og altid ens; den holdes tilbage i Legemet af et tykt Lag Spæk, som omgiver hele Dyret, og en saa fortrinlig Varme- holder er dette Spæklag, at en Hval, som har ligget død i 24 Timer eller endnu længere, ikke er afkjølet helt, naar man aabner den. Hvalerne fede levende Unger, som i Begyndelsen af deres Liv udelukkende nære sig af Moderens Mælk, idet de paa sædvanlig Maade patte denne i sig. Foruden disse Hovedkjendetegn findes der mang- foldige andre, ved hvilke Hvalerne skille sig saa bestemt fra Fiskene, at man ganske trygt kan paastaa, at det kun er den tilsyneladende, ydre Lig-hed med disse Dyr, der i tidligere Tider har anviist dem en saa feilagtig- Plads i Systemet, og at denne Lighed ene og alene skriver sig fra, at de leve i samme Element som Fiskene. Altsaa kort sagt: Hvalerne ere Pattedyr, som ude- lukkende leve i Vandet. Det er nu meget let at paavise, hvorledes alle Eiendommelig'hederne i deres Bygning staa i den fuldkomneste Over- ensstemmelse med denne deres Levemaade. Kroppen er tenformig, d. v. s. tykkest paa Midten og løbende spidsere ud mod begge Ender lige som hos Fiskene i Almindelighed, hvilken Form egner sig bedst for en hurtig Bevægelse fremad i Vandet, Huden er haarløs, men glat og giindsende, som om den var poleret, og herved formindskes naturligvis Gnidningsmodstanden mod Vandet. De forreste Lemmer (Luffer) ere fladtrykte, uden noget ydre Led ved Albue og Haandled, og Fingrene ere sammenvoxede, saa at de danne en stor Skive med brede Flader, der egne sig for- trinligt til at holde Dyret i den rette Stilling i Vandet og ti] at regulere Farten. Uagtet For- lemmerne saaledes, hvad det Ydre angaar, afvige særdeles meget fra et almindeligt Pattedyr- Forlem, indeholde de dog ganske de samme Knokler som et saadant. Baglommerne, som ikke vilde kunne g)øre Hvalen nogen Nytte, ere