Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1157 OM TRINDSNE OG HAGL. 1158 siges om de oven for nævnte, i Følge hvilke Haglene havde en Størrelse som store Kufferter eller endog som Elefanter. Om det end til Nød lader sig tænke, at man efter Haglbygens Ophør har truffet saadanne vældige Isklumper, saa maa de uden Tvivl være dannede ved Sammenfrysning af en Mængde allerede nedfaldne Hagl, paa samme Maade som Gletscherens mægtige Is- masse opstaar ved Regelation (Gjenfrysning)*). Ved Faldet mod Jorden trykkes Haglene nemlig stærkt sammen; derved indtræder der en hurtig Smeltning af deres Overflade, og Gjenfrysningen linder Sted ved Trykkets Ophør. Efter stærke Haglbyger linder man ofte paa Jorden store Isklumper, som ved nærmere Eftersyn sees ut bære umiskjendelige Tegn paa at være opstaaecle paa denne Maade. Man kjender endog Exempler paa, at Vinduesruder ere bievne overtrukne med et sammenhængende Islag derved at en Haglbyge har slaaet imod dem. Paa den anden Side tor man heller ikke nægte Muligheden af, at Hagl under deres Fald gjennem Luften kunne fryse sammen til større Isklumper paa lignende Maade, naar Hvirvelstormen slaar dem mod hverandre. Vinden er i Regelen saa voldsom under en Haglbyge, at endog de tungeste Hagl drives næsten vandret frem gjennem Luften. Den eien- dommelige, knittrende og raslende Lyd, som for- kynder, at en Haglbyge nærmer sig, og som man ret træffende har sammenlignet med den Lyd, der frembringes, naar en større Faarefjord løber over en haard, stenbelagt Jordbund, hid- rører efter nogle Meteorologers Mening fra en saadan Sammenstøduing af Haglene i Luften; men der er dog- Meget, der taler for, at denne Lyd, i alt Fald tildels, beror paa elektriske Udladning-er. Lyden er af en saa eiendomnielig- Beskaffenhed, at Enhver, der har hort den, let gjenkj ender den som et advarende Tegn paa, at Bygen er i Anmarsch. Kun naar Angivelserne om Haglkornenes Størrelse og Vægt ledsages af en noiagtig Beskrivelse af deres Udseende og Bygning, er det muligt at aigjøre, hvorvidt saadanne Isklumper som de omtalte ere at be- tragte som en Sammenhobning af enkelte Hagl, eller om de udgjøre et Hele for sig, som har dannet sig i den haglførende Sky. Saadanne nøiagtige Beskrivelser, ledsagede af Afbildninger, ere i indeværende Aurhundrede oftere meddelte af Videnskabsmændene. Et sær- deles fortjenstf'uldt Arbeide af denne Natur er udgivet af Russeren H. Abich, som dels selv har anstillet omhyggelige Iagttagelser i Kaukasien (vist nok den for Haglbyger mest udsatte Egn paa Jorden) i Aarene 1869 og 1870, dels har samlet og sammenlig-net en Mængde ældre An- givelser angaaende Haglfænomener. Ved at sam- menholde forskjellige Afbildninger af Haglformer bliver man hurtigt i Stand til at skjelne mellem en Sammenhobning af flere Hagl og enkelte saadanne, hvor meget disse sidste end kunne variere i Henseende til Bygning- og Form. Et virkeligt enkelt Hag'lkorn har nemlig altid en regelbunden Grundform. Det udgjør enten en Kugle, en mere eller mindre fladtrykt Liridse (Sfæroide), en cirkelrund Skive, eller det har Form som en Kegle eller en Pære. Undertiden, om end sjeldent, har man iagttaget runde Hag'l- korn af klar, fuldstændigt gjennemsigtig Is. Saadanne Hagl, der vare af Størrelse som Dueæg, faldt, i Følge Abichs Beretning-, den 12te Aug. Fig. 4. Et Haglkorn med koncentriske Lag af klar, blaa og af uigjennemsigtig, hvid Is. (Efter Abich). 1870 i Bethania, ikke langt fra Tiflis i Kau- kasien. De syntes at være dannede ved Frysning- af store Regndraaber. Som oftest indeholder dog et Haglkorn en hvid, uigennemsigtig1, sne- agtig Kjærne, der er omgivet af koncentriske Lag, som afvexlende bestaa af gjennemsigtig, blaaagtig Is og uigjennemsigtig, hvid Is (Fig. 4). Ofte dække disse Lag imidlertid kun delvis hver- andre, lige som Skjællene i et Løg. Et af denne Slags Hagl kan saaledes siges at bestaa af afvexlende Is- og Snelag, og- vi skulle nu see, hvorledes det er lykkedes Dufour at give en ret antagelig Forklaring- af disse Haglkorns Til- blivelsesmaade. Den fladtrykte, cirkelrunde Form, som vi træffe hos en Mængde Haglkorn, synes at bevise eller i alt Fald at gjøre det i høi Grad sandsynligt, at Haglet samtidigt med de koncentriske Lags Dannelse har bevæget sig med stor Hastighed omkring sin Axe, saa at den stivnende Vædske paa Grund af Centrifugal- *) cfr. Afhandlingen om Gletscherne. 73*