Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1255 BESØG I ET STENBRUD. 1256 Hvorledes Geologerne ere i Stand til at bringe Stenene til at tale — eller rettere, hvorledes de presse Ord ud af dem — er for Mange en uløselig Gaade, medens Andre derimod med fornem Ringeagt behandle hele Spørgsmaalet, idet de mene, at Stene kun ere Stene, og at et Stenbrud kun er en Hule, hvor Mennesker ere beskjæftigede med at bryde og bortkjøre Stene, som skulle anvendes i forskjellige Oiemed. Dette sidste Slags Mennesker bryde vi os paa vor Side heller ikke noget om, men vore mere videbegjærlige Venner bede vi at gjore os Sel- skab, idet vi paa den allerbekvemmeste Maade af Verden, nemlig- ved et Besøg i Tankerne, ville gjæste det nærmeste Stenbrud, af hvilket vi i omstaaende Figur have udkastet en Tegning paa fri Haand (Fig. 1). Vi skulle der søge at lære dem en Hemmelighed, nemlig at kunne læse den Del af Naturens Bog, som staar skrevet paa Stenene. Vi udruste os til Reisen med de Red- skaber, som ere nødvendige for vore Undersøgelser: en Hammer, hvis Hoved i den ene Ende er fir- kantet og brat afskaaret, i den anden derimod spidst; fremdeles en Meisel, et Forstørrelsesglas, et Kompas, en Flaske, indeholdende lidt Syre og en Taske, hvori de Gjenstande kunne lægges, som vi muligvis ville føre med os derfra. Naar vi udrustede paa denne Maade staa og betragte Stenbruddets Væg midt for os, hen- ledes vor Opmærksomhed først paa, at denne Væg1 bestaar af en Mængde forskjellige Lag, det ene over det andet. De to øverste af. dem ere næsten horizontale og' kunne indtil videre lades ude af Betragtning-. De ovrig'e have en ikke ubetydelig Hældning mod Venstre, og naar vi raadspørge Kompasset, finde vi, at vi vende os mod Vest, og- at Lagene følgelig hælde mod Syd. Heraf følger det med Nødvendighed at de Lag, som paa dette Sted danne Bunden, træde frem for Dagen noget længere mod Nord, medens vi kunne vente at see andre og yngre, som bedække de første, naar vi flytte os længere mod Syd. Alle Lagene have oprindeligt været horizontale — Maaden, paa hvilken de ere af- leirede, fordrer nødvendigvis dette — og det er kun som Følge afsonere Bevægelser i Jordskorpen, at de have indtaget deres nuværende hældende Stilling. Dersom Jordlagene ikke ofte vare bievne forskudte paa denne Maade, saa at ogsaa ældre Lag vare bievne løftede op til Jordoverfladen, vilde vor Kundskab om Jordskorpens Sammen- sætning være forbleven indskrænket til de aller yngste Dannelser, idet vi da vilde have været afskaarne fra at faa Noget at vide om de ældste Formationer, f. Ex. om de siluriske og kambriske Dannelser (s. omstaaende Tavle over Jordskorpens Sammensætning). Dernæst lægge vi Mærke til den Omstæn- dighed, at der gaar en stor Sprække gjennem de hældende Lag, som ved det første -Øiekast synes at høre op paa begge Sider af den, idet det seer ud som om de ikke staa i Sammenhæng med dem, som findes paa den anden Side af Sprækken. Undersøge vi imidlertid Forholdet noget nøiere, ville vi snart opdage, at Lagene paa begge Sider ere leirede i samme Rækkefølge og at der kun er den Forskjel, at de, som befinde sig paa Spaltens nordlige Side (til Hoire), ligge nogle Fod lavere end do tilsvarende paa dens syd- lige Side (til Venstre). Da det er aldeles øien- synligt, at de engang- have været sammenhængende, ville vi heraf kunne forstaa dels at de ere bri- stede langs Sprækken, dels at den nordlige Af- deling er sunken ned omtrent 8—10 Fod og at don ved samme Leilighed har fort en Del af et overliggende Lag (//) med. sig, som i andet Til- fælde ikke vilde være bleven fundet i denne G-jennemskjæring-. Saadanne Forstyrrelser af Lagene kaldes Forskydninger og ere meget almindelige. Sænk- ningen paa den ene Side kan i mange Tilfælde maales med lige saa mange Ålen, som vi have regnet det i Tommer. Undertiden have Spræk- kerne en vigtig Indflydelse paa Landskabets Ud- seende, idet Regnen og Frosten haner sig lettere Vei g-jennem dem ind i Klipperne, saa at endog Flodleierne ofte ere udskaarne i saadanne Revner. Vi liave nu længe nok betragtet Gjennem- skjæringen i Afstand. Lad os derfor gaa ned til selve Væggen for at undersøge af hvilke Stoffer alle disse Lag bestaa, og hvad de mulig- vis kunne have at fortælle os. Bundlaget („) kjende vi strax igjen: en ren, hvid Kalksten, med Lag af Flintboller, der ere leirede paa en temmelig regelmæssig' Maade; dette kan kun være det almindeligt bekjendte Kridt. Undersøgelsen af denne Bjergart med Mikroskopet har viist, at den næsten udelukkende bestaar af de lavt staaende Smaadyr, som kaldes Rhizopoder eller Foraminiferer, og som vi tid- ligere paa flere Steder have omtalt nærmere. Vi vide ligeledes fra en tidligere Afhandling, at disse smaa Organismer endnu den Dag idag ere meget almindelige i det atlantiske Ocean, og at deres Skaller, efter at Dyrene ere døde, hobe sig op til betydelige Afleiringer paa Havbunden, som saa fuldstændigt ligne Kridtet, at man ikke kan tvivle om, at dette er dannet paa en aldeles lignende Maade. Hvorledes Flinten er opstaaet, er derimod endnu ikke afgjort med Sikkerhed;