Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

123 DE MENNESKELIGNENDE ABEB. 124 som i fem Maaneder opholdt sig i Gorillaens Hjemstavn, at ifolgc alle de Oplysninger, som det gjennem en samvittighedsfuld Udspørgen er lykkedes ham at erholde fra de Indfødte, er Gorillaen langtfra saa farlig som man tidligere har antaget, idet den aldrig af sig selv angriber Mennesket, naar don ikke først anfaldes af dette, ja at den endog i saa Tilfælde ikke altid gjør det. Han forsikkrer tilmed, at de Indfødte i hine Egne ansee Leoparden for at være farligere for Mennesket end Gorillaen. Selv lykkedes det ham aldrig at faa nogen Gorilla at see i vild Tilstand, hvor meget han end anstrængte sig for at opnaa dette; han udtaler sluttelig en Tvivl om, at der i Virkelig-heden findes nogen hvid Mand, som har dræbt (letto Dyr*). Gorillaen opholder sig1, ifølge de Reisendes Meddelelser, mest paa Jorden lige som Chim- pansen, men færdes dog ogsaa i Træernes Kroner, hvor den skal danne sig- et Leie af Grene og Kviste. Du Chaillu angiver imidlertid, at do gamle Hanner altid sove paa Jorden, og- at kun Hunnerne og- de unge Dyr stige op i Træerne for at sove. Den foretrækker de mørkeste og most uforstyrrede Steder i Urskoven og holder sig fortrinsvis til Egno, der ere rigeligt forsynede med Vand. Ligesom de andre menneskelignende Aber lever den saa godt som udelukkende af Planteføde, især af Oliepalmens Frugter, Bananer o. s. v., men den skal dog ogsaa fortære Fugle- unger og Æg1. I Aaret 187G lykkedes dot for forste Gang- at føre en Gorilla levende til Europa. Det val- en omtrent to Aar gammel Unge (Hun), der allerede havde en Længde af tre Fod, og- af li vilken vi hidsætte et Portræt, udfort efter et ' Fotografi (Fig. 4). Den blev kjøbt af Bestyrelsen for Berlins »Akvarium« og botalt med en Sum af ikke mindre end 20,000 Mark. Dr. liermes har givet en sammenlignende Skildring- af denne Gorilla og de andre menneskelignende Aber, som dengang fandtes i Berliner-Akvariet, og hans Fremstilling- falder i lioi Grad ud til Gorillaens Fortie]. »Det er«, siger lian, »ganske som om dette Dyr, i Modsætning til de andre, var kom- met til Verden med et Adelsbrev. Den kraftfulde, undersætsige Skikkelse, de muskelstærke Arme, det glindsende, sorte Ansigt med do velskabte Ører, do store, kloge og lidt skjælmske Øine udbredo over hele Dyrot et forunderligt menneske- ligt Præg', og havde blot Næsen været lidt mere fremspringende, vilde Ligheden med et Negerbarn have været endnu mere paafaldende.« Kl. 8 om Morgenen stod den ungo Gorilla i Regelen op. Den satte sig da først opreist i Sengen, gabede og strakte sig som et Menneske, der endnu ikke er rigtigt vaagen; saalænge den endnu Intet havdo nydt, var den dvask, men saasnart den havde faact sit Morgen-Maaltid, der bestod af Mælk, som den i Regelen drak af et Glas, kom del’ Humor i den; den blev livlig i sine Bevægelser, sprang ud af sin Seng og begyndte strax at lege. Til Frokost fik den Smørrebrød med Kjød, Ost eller andet Paalæg, og omtrent Kl. 1 blev der bragt den Middagsmad; den pleiede da g'jerne strax at undersøge Maden og gav sig oieblikkc- ligt i Færd med det, der smagte den bedst. For denne Opforsel fik den som oftest et ørefigen, hvorefter den satte sig ganske roligt og beskedent ned med Blikket ufravendt hæftet paa Maden, og ventede saaledes, indtil Maaltidet skulde begynde. Dette indlededes med en Kop Kjødsuppe, som den meget hurtigt drak, og derefter fik den en Ret Kjødmad med Kartofler og' Ris eller Grønsager; et Stykko Kyllingesteg eller en lignende Ret sluttede Maaltidet. Den lille Gorilla benyttede Skeen med temmelig’ megen Færdighed, men saa- snart den troede sig ubemærket, stak den dog- Munden nod i Fadet. Naar den var færdig med at spise, holdt den, ligesom mange Mennesker, nok af at faa .sig en lille Middagslur, og den sov da g'jerne en halv Times Tid eller saa, hvor- efter den paany var oplagt til at lege og spøge. Ud paa Eftermiddagen spiste den i Regelen lidt Frugt, og om Aftenen fik den Mælk eller The med Smørrebrød. Kl. 9 var dens sædvanlige Sengetid, og dens Leie bostod af en Madrats og ot Uldtæppe. Da den engang var syg og blev behandlet med Chinin, pleiede den, efterat den forst havde lært at kjende Chininens bittre Smug, at trække Tæppet op over sit Hoved, saa snart man nærmede sig med Medicinen. Den viste stor Forkjærlighed for smaa Born og kyssede dem gjerne, men imod større Børn var den ikke saa venlig1, om den end nok holdt af at lege med dem. Den sprang- da omkap med dem over Borde og Stolo, idet den af og til gav dem et lille Rap med Bagsiden af Haanden; men undertiden gik Naturen over Optugtelsen og det generede den da ikke det Mindste at gribe fat i en Arm eller et Bon og prøve sine Tænder paa det. I det store Abebur pleiede den ofte at *)' En saadan Tvivl burde dog vistnok hvile paa vægtige Grunde for at have nogen Betydning for Andre. Lige over for Du Chaillus udforlige — og maaskee med lidt for stærke Farver fremstillede — Skildring af, hvorledes han med egen Haand har dræbt en Gorilla, kan W. Reades Tvivl noppe liave Krav paa synderlig Opmærksomhed. 0. A.