Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

147 Om gjæring. 148 finder Sted uden at være ledsaget af den sidste, maa vi deraf slutte, at Sukkerets Sønderdeling paa denne mærkelige Maade netop foraarsages af Gjærsvampens Væxt og Formering. Vi kjende endnu ikke tilfalde den Maade, paa hvilken denne Plante fremkalder de nævnte Forandringer. Alt, hvad vi med Sikkerhed kunne sige, er, at Gjæringens kemiske Proces er saa fast forbundet med Svampens Livsproces, at den begynder og slutter dermed. Foruden den nys beskrevne, sædvanlige Gjæ- ringsproces gives der ogsaa andre, saaledes som Eddike-, Smørsyre- og Mælkesyreg-jæring, hvilke alle fremkaldes af‘ levende Organismer. Det varede ikke længe, efter at man havde faaet Overbevisning om, at de tilsyneladende og saakaldte »Selvgjæringer« skyldtes levende Næ- seners Frø eller Kim, der svæve omkring i Luften, inden mange Naturforskere og Læger udtalte den Mening-, at visse Klasser af smitsomme Sygdomme skulde opstaa paa samme Maade. Af gode Grunde sluttede man, at alle de Smitsoter, som kunne indpodes eller overføres ved mere eller mindre direkte Berøring, bero derpaa, at Legemets Væd- sker sættes i en Slags Gjæring eller Sønderdeling ved Indførelsen af fremmede Stoffer af omtrent samme Beskaffenhed som de sædvanlige Gjærplanter. Det er senere bleven sat udonfor al Tvivl, at visse ondartede Bylder i Virkeligheden opstaa ved en »Gjæring« af Legemets Vædsker, frem- kaldt ved visse mikroskopiske, men let kjendelige Væsenets Væxt, Forplantning og- Død. Ligesom det blot er de faste Celler, der kunne fremkalde Alkoholgjæring, saaledes er det ogsaa ved Ko- kopper, Faarekopper o. a. smitsomme Sygdomme hos Dyrene gjennem den faste Bestanddel af Smitstoffet, at Sygdommen overfores. Det er vel ikke enhver smitsom Sygdom, om hvilken man bestemt kan sige, at den skyldes saadanne smaa Organismer; Miltbranden og Hønsenes saa- kaldte Kolera have ved Pasteurs og Andres Under- søgelser med Sikkerhed viist sig at hidrøre fra visse i Dyrenes Blod snyltende, mikroskopiske Væsener; men paa disse Forhold, kunne vi ikke gaa noicre ind ved denne Leilighed. Vi kunne nu ende denne korte Redegjørelse med et Tilbageblik paa, hvad vi have lært af vort Studium af Gjæringsprocessen, som vi lærte den at kjende i Bryggerens Gjærkar. Vi have seet, at Gjæring-en bestaar i en Sønderdeling af Sukkeret i Alkohol og Kulsyre samt smaa Mængder Ravsyre og Glycerin, og at disse Forvandlinger paa bestemt Maade ere knyt- tede til Gjærsvampens Væxt, Forplantning og Dod i den gjærende Vædske. Om Gjærsvampen selv vide vi, at den er en enkelt Celle, d. v. s., den bestaar af en sæk- formet Væg af Cellulose, som omslutter en slim- agtig Masse, Protoplasmaet, hvori der findes et Par smaa Draaber af en ufarvet, vandagtig Vædske; — at denne Celle kan forplante sig enten ved Knopskydning1 eller Sporedannelse, og endelig, at Gjærcellen ifølge sin Egenskab: i Lyset at udskille Kulsyre, er nærmest at henføre til Svampenes Orden. Vi have lært, at Gjærcellerne eller deres Kim svæve omkring i Luften, der dog- let kan renses fra dem ved Filtrering eller ved Glødning. Vi vide ogsaa, at disse Celler ere i Stand til at formere sig og fremkalde Gjæring, saa snart de komme i Berøring med en dertil skikket Vædske. Vi mærke os fremdeles, at Lægerne, i Be- tragtning- af det oven for Anførte, ere bievne ledede til den Antagelse, at mange Sygdomme i Virkeligheden ere en Art Gjæring- af Legemets Vædsker, og at de i Form af Gjæringsceller eller Spirer af saadanne kunne overføres fra syge til sunde Mennesker. Endeligt synes'vore Forsøg- at have godt- gjort Umuligheden af Gjærsvampens »Selvdan- nelse« i Vædsker, som ikke i Forveien have indeholdt Gjærstoffet. Selvdannelse, det være sig af Dyr eller af Planter, er, ihvorvel den maa betegnes som i høieste Grad usandsynlig-, dog et af de Lærde endnu ikke fuldt afgjort Spørgsmaal; endnu staar der Adskilligt tilbage at undersøge og overveie, inden man tor fælde nogen endelig og- fuldgyldig Dom om denne vigtige Sag. (Oversat af —n.)