Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

161 NOGLE TRÆK AF DYRENES UDVIKLINGSHISTORIE. 162 ved mit Hoved, svarede til to af de Følehorn, som I nu see hos mig, og de to andre Par, som jeg i min Barndom benyttede som en Slags Aarer til at ro mig fremad med, ere nu bievne til fire af de Munddele, med hvilke jeg- tygger min Føde. »Paa Grund af visse Omstændigheder, over hvilke jeg ikke var Herre — thi hvem kan gjøre for, at man voxer — blev jeg flere Gange nødt til at skifte Hud, og endeligt kom den Dag, da min Barndomstid havde naaet sin Slutning. Mit Legeme havde efterhaanden faaet en ret an- seelig Størrelse og niere og mere antaget en Skikkelse, der kun afveg lidt fra den, jeg nu har. Jeg fik fem Par Ben, af hvilke det første er disse Klosaxe, hvis Styrke I gjerne maa prøve, hvis I have Lyst dertil. I Løbet af kort Tid havde jeg naaet Ynglinge-Alderen, og jeg- blev nu af Zoologerne tillagt Navnet Megalopa lige som jeg tidligere var bleven -kaldt Zoea. Efter den Tid forandredes jeg ikke synderlig; dog blev min Hale mindre og mindre, efterhaanden som mit øvrige Legeme voxede. Nu kunne I see, hvor kort den er og hvorledes den boier sig fortil ind under min Krop. Nysgjerrige eller kaade Børn have i deres Uvidenhed den ube- hagelige Vane at bøie den tilbage for at see hvad der findes under den. Der er intet Andet at opdage end nogle uudviklede Lemmer, og deraf kunne I slutte Jer til, at dersom min Hale vedblivende havde beholdt sin oprindelige Form og havde voxet efter samme Maalestok som min Krop, saa vilde jeg nu have lignet mine Stani- forældre, Hummere og Reier. Jeg er dog ganske tilfreds over, at jeg ikke har saadan en Hale, thi jeg lægger Vægt paa, hvad Naturforskerne have erklæret, at jeg derved staar paa et høiere Trin end Hummerne. Det Samme er da forresten ogsaa Tilfældet med Jer Mennesker, som paastaa, at 1 staa over Bavianer, Marekatte og andre he- halede Aber, fordi Eders Hale er uudviklet eller ligesom visnet bort, hvad enten dette nu — saa- ledes som En af Eder, den lærde Lord Monboddo, paastaar — er en Følge af den Vane, I altid have havt: at sidde paa den, eller Grunden er en anden. Saa meget er i alt Fald vist, at den Krabbe, som nu har fortalt saa meget om sig selv, engang- sværmede omkring i Vandet ligesom en Reie, og at jeg er bleven saa langsom i mine Bevægelser, fordi min Hale stoppede i Væxten, medens mit Hoved og mit Bryst vedbleve at voxe. Ja, man kunde gjerne sige, at mit Legeme nu næsten kun bestaar af Hoved og Bryst. Saa- ledes er mit Livs Historie; men jeg- horer nu ■— thi jeg har ogsaa -Ører — hvorledes Ebben nærmer sig. Mine Gjæller trænge stadigt til Fugtighed, og jeg- maa derfor grave mig lidt ned i Sandet. Farvel!« Vi ville nu benytte Ebben til at foretage en lille Vandring ud imellem de talrige Stene, der ligge langs Kysten og ved Høivande for en Del ere under Vandfladen. Vi finde dem næsten overalt bedækkede lige som med en Skorpe af tæt stillede Kalkskaller, som have Form af af- stumpede Kegler og som hver for sig- omslutter et Dyr, der trods sin afvigende ydre Bygning, hører ind under Krebsdyrenes Klasse. Det er de saakaldte »Ruer« eller »Sø-Tulipaner« (Ba- lanus), der ere beslægtede med »Langhalsene« (Lepas), som vi paa omstaaende Afbildning (Fig. 7) see hængende ned fra nogle i Vandskorpen fly- dende Træstammer, og som vi ofte ligeledes træffe paa Bunden af Skibe, der ved Hjemkomsten fra længere Reiser bringes i Dok for at eftersees. Langhalsene frembyde i deres Bygning megen Lighed med Balanerne, om de end i det Ydre adskille sig temmelig stærkt fra dem, navnlig- derved, at de have en lang-, blod Stilk, ved Hjælp af hvilken de hefte sig til forskjellige Gjenstande i Havet, medens Balanerne ganske mangle en saadan. Ligheden træder især tyde- ligt frem paa de tidligere Udviklingsstadier. Langhalsen vender i sin naturlige, hængende Stilling Hovedet nedad, og — for at bruge et af en anseet zoologisk Forfatter benyttet Udtryk — »sparker med sine Lemmer Føden ind i sin Mund«. Disse Lemmer ere tilstede i et Antal af sex Par, men da hvert Lem er delt i to Grene eller »Ranker«, seer det ud som om der var 24. Tage vi en Sten eller en Muslingeskal, paa hvilken der sidder Balaner, og lægger den i et Kar med Havvand, saa ville vi blive rigeligt belønnede for vor ringe Uleilighed. Det er forbausende at see, hvorledes Dyret benytter sine Fodder. Ved Skal- lens aabne, opadvendende Ende slaas et Par smaa Kalk-Klapper tilside, og strax efter strikkes de 21 Fodgrene ud. De see ud som en vaiende Fjerbusk, og ved deres Bevægelse frembringe de omkring Skalaabningen en uafbrudt hvirvlende Strømning af Vandet. Derved føres der saadanne smaa Organismer, som udgjøre Balanens Føde, ind i Dyrets Mund, og det for Aandedrættet nød- vendige Vand fornyes uophørligt. Ved den mindste Forstyrrelse trækkes alle Lemmerne pludseligt ind, og- Smaaklapperne slaas i igjen, saa at Dyret ligger trygt og utilgængeligt i sin Skal. Vi have dog her ikke saa Meget at gjøre med. de fuldvoxne Langhalse og Balaner som med deres tidligere Udviklingsformer. Forskafle vi os et fuldmodent Æg- af et af disse Dyr og undersoge det under Mikroskopet, saa see vi allerede det ganske lille Dyr ligge derinde, men 11