Det Physiske Cabinet
Eller Beskrivelse over de til Experimental-Physiken henhörende vigtigste Instrumenter.

156 Plade XXV. TREDIE INSTRUMENT. AB (PL 23, Fig’. 4) er en liuul Cylinder, som oventil er forbundet med et fimt Ror AC, der bærer en Skaal D og' har et Mærke ved F. Til den underste Deel af Cylinderen er Shaalen E befæstet, der har Form af cn omvendt Kegle. Hele Instrumentet maa være mindre vægtfuldt end Vandet eller det Fluidum, hvori det nedsænkes. Man bringer Instrumentet i Vand, og bemærker livormegen Vægt der maa lægges paa Staa- ten D for at Vandfladen netop berörer Mærket F paa AC. JNaar man dernæst borttag-er denne Vægt og lægger et fast Leg-erøe af en hvill;ensomlielst Form paa Sltaalen I), samt tilföier saa megen Vægt som behoves for at faae Instrumentet til at synke til det samme Mærke som för, da erfarer man derved hvormeg-el det paalagte, Legeme veier i Luften. Sæt f. Ex. at man forst havde landet, at Instrumnntet blev nedsænket indtil det omtalte Mærke ved en Væg’t.af 400 Gran, og* at et fast Legeme f. Ex. et Stykke Kalkspath, lagt paa D, derimod kims behövede 130 Gran til for at ned- sænke Instrumentet til samme Mærke, saa er Vægten af dette Stykke KalLspatli i Luften 400 150 — 250 Gran. Man lægger derpaa det samme Stykke Kalkspalh ned i Skaalen E, og* finder man nu, at der foruden de forrig-e 130 Gran endnu behoves en Tillægsvægt af f. Ex. 92 Gran paa D, for igjen at bring-e Instrumentet ned til det forrige faste Mærke, da er det aabenbart, at en Masse Vand af samme Volumen som det Stykke Kalkspat!», der bortflyttede V andmassen? veier 92 Gran, og at fölgelig: Kalkspatliens Vægtfylde forholder sig- til Vandets som 250 til 92. Fig. 5. Fig. 6. FJERDE INSTRUMENT. Sqy’s Areometer tjener til at finde et givet Leg-ems Volumen ved Hjælp af den Luftmasse, som det forjag-er af sit Sted, hvoraf da let Legemets Vægtfylde atter lader sig- beregne. Instrumentet bestaaer af et Bæger A (Pl. 2t>, Fig'. 5), i hvis Bund er indsat et vel kali- breret fiint Glasror B, der er forsynet med to Scalaer, inddeelte fra C til E, den ene i ligestore Dele, den anden efter ligestore Volumina af Roret f. Ex. i Kubiklinier og- mindre Dele; disse inaae være fundne ved Forsög, da det er yderst vanskeligt at faae et overalt fuldkommen lige vidt Rör. F er en lille Skaal, hvori det Legeme lægges, hvis Volumen man vil finde, og- som indsættes i Bægeret A. Dette Bægers överste Rand er afslebet, saa at det han lukkes lufttæt ved Pladen G. H (Fig. 6) er et Stativ, der i Midten har et Hul, under hvilket staaer et Kar I, fyldt med Qvik- sölv, hvori Röret B ved Brugen nedsænkes. Bægeret A har derfor to Hanke, hvori bindes en Snor, der gaaer op over en Tridse K (Fig‘. 6) for derved at löfte eller sænke Instrumentet efter Behag. Man sætter Skaalen F i Bægeret A, og’ nedsænker Instrumentet i Qviksölvet indtil Mærket C, saaledes som det forestilles Fig. 5; Qviksolvct vil da sli^e op i Höret B til Höiden C. Der- paa lukker man Bægeret med Pladen G, og* lofter Instrumentet saa höit op, at Qviksolvct staaer ved E, hvilken Stilling: ligeledes er afbildet Fig. 3. Qviksölvet inden i Roret vil da, paa Grund af Luftens Forfyndnin^, ikke synke heelt ned til E? men hun 1. Ex. til I). Altsaa udover Luften inden i Instrumentet et Tryk, der er ligt den stedfindende Barometerhöide, mindre end DE, hvis Længde man læser paa den i lige Dele inddeelte Scala, istedetfor at Luften inden i Roret ved tlen Förste