Plantepatologi
Haandbog I Læren Om Plantesygdomme For Landbrugere, Havebrugere Og Skovbrugere

182 SVAMPEFAMILIERNE. der lodret nedad, og senere visner Skuddet helt over paa dette Sted. Der viser sig, især ved Krumningen, en hvid, skimmel- agtig Beklædning, som kan strække sig liere Centimeter langt og blive et Par Millimeter tyk, naar Luften er mættet med Fugtighed, men forsvinder hurtig i tør Luft. Skuddet viser sig paa det angrebne Sted gennemvævet af Hyfer, og det raadner eller visner eftersom Luften er fugtig eller tør. Baade Sporan- gier, Sværmsporer og Ægsporer stemmer ganske overens med dem der udvikles af Kimskimmel paa de ovenfor omtalte Kim- planter, saa at det maa antages at være samme Svampeart. For at modarbejde Kimskimmel i Drivbede under Glas, maa man holde Luften saa tør som mulig i den korte Tid at Kim- planterne er udsatte for Angrebet, nemlig indtil den hypokotyle Stængel ikke strækker sig længer og Kimbladene falder af; det er derfor blandt andet nyttigt at blande fint Sand eller Kul- støv i det øversté Jordlag. I Varmebede, der har været an- grebne af Kimskimmel, bør man borttage den gamle Jord og bringe frisk Jord i Stedet, naar de alter skal anvendes til Ud- sæd for saadanne Planter, der i Følge Erfaringen kan angribes af denne Svamp. I Aspargesbede bør man, for at undgaa Svampens videre Udbredelse naar den først har vist sig, holde Jorden løs i Overfladen, saa at den lettere udtørres, samt bort- luge de i Bedene voksende Kimplanter af Ukrudt, især af alle Korsblomstrede. For Beders (Sukker- og Runkelroers) Ved- kommende vil en Afsvampning af Frøet (Frugtstandene) rime- ligvis være fordelagtig og have en Fremtid for sig.1) Phytophthora. Det indeni Værtplanten udbredte Mycelium er baade inter- og intracellulært, og det udsender gennem Spaltaabninger sine Frugthyfer, som er lidet og uregelmæssigt grenede. I Enden af hver Gren udvikles et Sporangie (eller Knopcelle), hvorefter Grenen vokser, skyder Sporangiet til Side og udvikler i Spidsen et nyt Sporangie, hvilket kan gentage sig flere Gange, saa at der baade kan være endestillede og sidestillede Sporangier, der dog snart løsrives. Sporangierne er ægformede, i Spidsen med en lille Vorte, hvorigennem Sværmsporerne træder ud eller hvor Hyfen baner sig Vej, hvis Sporangiet forholder sig som en Knopcelle, hvad der dog er sjældnere. Se bl. a. J. L. Jensen: »Ueber die Verbreitung, Ursache u. Bekämpfung des Wurzelbrandes bei Runkel- u. Zuckerriiben« i Blätter fiir Zucker- rubenbau, 1894.