Om "Verdens Undergang"
Kometer m. m.

23 hed; den voxer, jo mindre Afstanden bliver, og tager atter af, naar Kometen igjen fjcerner sig fra Solen. Den udvikler sig ofte med en over- ordentlig Hurtighed til en umaadelig Længde, ikke blot kan den strække sig otier den halve Himmelhvælving fra Horisont til Zenith, men ogsaa dens virkelige Længde kan udgjore mang- foldige Millioner af Mil. Ved denne hurtige Udvikling af Halen forsvinder som oftest Hovedet samtidigt næsten ganfle. En svensk Forfatter siger i denne Anledning, at det synes at være en fcelles Omstændighed for baade jordiske og himmelske Storheder, at naar de lægger sig en alt for lang Hale til, gaar Hovedet i Alminde- lighed op i Røg. Allerede Bessel siger 1843 om dette Aars Komet, at den for sin Haleprydelse opofrede hele sin legemlige Styrke. Med Hensyn til Størrelse maa Kometerne anses for de største Himmellegemer, ikke alene i vort Solsystem, men for de største, som vi overhovedet kjender; mangfoldige Gange større end Solen, der dog er saa stor, at vi næppe kan giøre os en klar Forestilling derom: fra dens Midtpunkt til dens Overflade er der næsten dobbelt saa langt som fra Jorden til Maanen. Kometernes Hale udstroekker sig ofte over et Rum, der er ftørre end Jordens Afstand fra Solen