Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

254 dyrenes liv farligere end i sidste, og formodentlig er der ogsaa Forskel mellem Hajerne og deres Vaner i de forskellige Strøg. Vi træffer her det samme Forhold som med Krokodilerne: medens disse kan være farlige i én Flod, kan de i en anden være yderst glubske, uden at det altid er muligt at angive Grunden hertil. Det er en almindelig Tro, at Hajerne, og særlig de »menneskeædende, altid vender sig paa Ryggen, inden de griber et Bytte. Dette er dog ikke korrekt, men der er det sande deri, at de ikke kan faa fat i noget, som befinder sig oven over dem, uden at de maa vende sig, det være mere eller mindre, om paa Siden eller Ryggen, eftersom deres Gab jo ligger paa Undersiden af Hovedet; men for at tage et Bytte, som befinder sig under dem, behøver de naturligvis ikke at vende sig. Det er en let Sag at fange en Storhaj af denne Gruppe fra et Skib, da de med Graadighed gaar løs paa enhver Ting, som kastes over Bord. En stærk Krog, agnet med et Stykke Kød eller Flæsk, et solidt Forfang af Jærnkætting og et stærkt Reb er nok til at sikre et godt Resultat. Men det gælder om at passe paa, naar Utysket er hejset indenbords, thi ikke blot bider det rasende om sig, men det kan ogsaa uddele farlige Slag med den stærke Hale. Man plejer derfor at hugge denne over, inden man skrider til at dræbe det utrolig sejlivede Dyr. Naar man ser en Haj kaste sig uden Betænkning over enhver Mading, som bydes den, skulde man tro, at have med et grumme uintelligent Kreatur at gøre. Dette er imidlertid ingenlunde saa, thi Hajerne er snu og forsigtige, saa længe de ikke er under overmægtig Indflydelse af glubende Sult, og de er i Besiddelse af en god Hukommelse. Ja, de lægger endog undertiden en ikke ringe Omtanke for Dagen. Menneskehajerne er levendefødende, og det siges fra mange Sider, at Moderen tager sig af sin Yngel en Tid efter, at denne er kommen til Verden. Der fortælles om dem og om andre Hajmødre det samme som om Slangerne, nemlig at de i Farens Stund aabner deres Gab for Ungerne, som saa søger Tilflugt i det. Hvorvidt dette er saa eller ej, maa staa hen, til der foreligger paalidelige Iagttagelser over Forholdet.« En anden Art er den 4 M. lange Hvidhaj (C. leucas), som gennemstrejfer den sydlige Halvkugles Have og især er talrig omkring Nyholland. Den lever sandsynligvis ogsaa i det røde Hav, hvor Hajer synes at være hyppigere end alle andre Steder. Den er hvidgraa eller kridhvid over hele Kroppen. Disse Hajers Graadighed bringer dem ofte til at handle fuldstændig taabeligt. Naar der tales om deres Umættelighed, bør dette tages i bogstavelig Forstand; de plages nemlig af en aldrig tilfredsstillet Sult. De æder alt spiseligt, ja endog alt, hvad der synes at være spiseligt, og man har derfor fundet højst forskellige Ting i dem. I Maven af en Hvidhaj, som blev dræbt ved Port Jackson, fandtes en halv Skinke, nogle Faareknogler, Bagdelen af et Svin,