ForsideBøgerDyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

Forfatter: A. Brehm

År: 1907

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 590

UDK: 59

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 604 Forrige Næste
258 DYRENES LIV maa have været betydeligt større, eftersom dens Lever fyldte 23 Tdr. (27 Hektoliter). Unge Brugder har stærkt afsmalnende, næsten tryneagtigt Snudeparti, men dette svinder bort med Alderen, og det mest karakteristiske ved en udvoksen Brugde er dens store Gællespalter, der næsten støder sammen baade paa Over- og Undersiden. Tænderne er meget talrige, sniaa, kegledannede og lidt krogede, og man kan deraf slutte, at denne Haj trods sin Størrelse ikke kan være farlig for større Dyr eller Mennesker. Den lever væsentligt af smaa Krebsdyr, Vingesnegle o. 1., og dens Gællebuer er paa Indersiden tæt besatte med smalle Hornblade, som tilsammen danner et Siapparat, der holder disse Smaadyr tilbage i Munden. Som en anden Tilpasning til den særlige Kost, maa det vistnok opfattes, at Maven er delt i flere Afdelinger, hvilket betinger en grundigere Udnyttelse af Føden. I tidligere Tid har der været drevet et indbringende Brugde-fiskeri ud for Nordnorges Kyst, men dette er nu ophørt, hvorimod der endnu af og til fanges en Brugde under Island. Det er Leveren, man vil have fat i, da den giver en udmærket Tran. Brugden forekommer forøvrigt ikke blot i de arktiske Farvande, men er ogsaa nu og da taget i Middelhavet. Den færdes ofte i store Flokke og synes at foretage regelmæssige Vandringer, der rimeligvis betinges af de Dyr, den lever af. I smukt Vejr holder den meget af at ligge og sole sig i Vandskorpen, og den er da ikke vanskelig at komme nær. Den jages udelukkende med Harpuner, og den gaar, naar en saadan er sat i den, ned i rasende Fart, ofte 6—800 M. dybt, for saa at jage af Sted i lige Linie. Og saa kraftig er den, at den med Lethed og uhyre Hurtighed bugserer en stor Baad efter sig 3 — 4 Timer i Træk, hvis den er fed, et Døgn, hvis den er mager.« Pighajerne har foran hver Rygfinne en spids Pig og mangler Gatflnne. Pighajslægten (Acanthias) har et fladt Hoved; til den hører den almindelige Pighaj (A. valgavis'), som ogsaa kaldes Haa. Den har en langstrakt Krop og store Sprøjtehuller. Den halvmaane-dannede Mund er besat med tre Rader lange, spidse Tænder, der er lidt takkede i Randen. Brystfinnerne er meget store og Bug-flnnerne smaa. Paa Ryggen er den skifergraa med et rødligt Skær, og under Bugen er den hvidlig. Den bliver kun 1 M. lang. Om dens Levevis hedder det bl. a. efter Ad. Jensen: »Denne Haj har en meget vid, næsten kosmopolitisk Udbredelse. Paa den sydlige Halvkugle kendes den fra det gode Haabs Forbjerg, Mascarenerne o« Ny-Holland. I det stille Ocean er den desuden kendt fra Chile, Japan og Berings 0. Dernæst forekommer den paa begge Sider af det nordlige Atlanterhav. Ved Amerika er den udbredt fra det sydlige Vest Grønland til Cuba; særlig hyppigt optræder den langs de Forenede Staters nordligste og mellemste