Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

260 DYRENES LIV nene. Kødet er hvidt og besidder ikke den ubehagelige Lugt, som ellers er et Særkende for de større Hajers Kød. Det benyttes derfor mange Steder af den fattigere Befolkning, baade her i Danmark, i det nordligste og vestlige Jylland, i Bohuslån, Norge, Skotland og Syd Europa; det anvendes saavel kogt og stegt som røget og saltet; i tørret Tilstand kan det være en Handelsvare, men staar ikke i nogen høj Pris. Leveren kan yde et forholdsvis ret betydeligt Kvantum god Tran. Finnerne, især Halefinnen, brugtes til Polering af Træ- og Metalarbejde. Denne Art har mange Navne i Danmark; den kaldes baade Haa og Haafisk, Pighaj og Pighaa, Spirhaj og Spirhaa.« Sorthajen (Spinax niger) adskiller sig fra den foregaaende Art ved sine mørke Farver. Paa Ryggen er den nemlig mørk blaagraa og, mærkelig nok, under Bugen sort. Den hører til de allermindste Hajer og bliver næppe mere end 1/2 M. lang. Sorthajen er temmelig almindelig ved Norges Vestkyst og gaar ind i Kattegattet, hvor den dog er sjælden langs den danske Kyst. Af Ad. Jensens Skildring laaner vi følgende Udtog: »Sorthajen opholder sig i Regelen paa meget dybt Vand; den kan træffes ved en Dybde af 40 til 50 Favne, men den begynder først at blive almindelig ved 60 til 70 Favnes Dybde og derover. Den lever af Smaaflsk, blødskallede Krebsdyr, Blæksprutter og Orme. Paa den zoologiske Station i Neapel har man gjort den Iagttagelse, at en levende Sorthaj, der var anbragt i et Akvarie i et fuldstændigt mørkt Værelse, kunde frembringe Lys. Uagtet Fisken var meget medtaget, kunde Lyset dog ses i en Afstand af 3—4 M. Hele Bugsiden fra Halefinnen indtil Munden ulmede med et svagt grønligt Skær, som om den havde været svagt bestrøget med Fosfor eller et lysende Farvestof, dog med den Forskjel, at Lyset forsvandt med smaa Mellemrum og viste sig paany; dog tiltog det stedse i Styrke, lige inden det svandt bort. Lyset dannes vistnok i nogle meget smaa Organer, der i stort Antal findes anbragt i Huden, især paa de sortfarvede Partier.« »Ogsaa uden for Pighajernes Familie,« skriver Dreyer, »gives der Hajer med Rygpigge, bl. a. Po rt-Jackso n-H aj en (Cestracion philippi), hvis Æt har haft sin Glansperiode langt tilbage i Primær-og Secundærtiden, medens kun 4 Arter, saa vidt vides, har holdt sig til vore Dage. Den bliver M. lang og er mørkt tværstribet, butsnudet og storflnnet; den er træg, holder sig til Bunden og lever mest af Krebsdyr. Dens Tænder, der dækker Kæberne i mange Tværrækker, er fortil flerspidsede, saa de kan fastholde Byttet, bagtil flade og forenede til ligesom en Brolægning, der er udmærket egnet til at knuse dettes Panser. Mærkelige er dens store, hornagtige Ægkapsler, som har Kegleform og er vindeltrappeformet om-snoet af to Spirallister. De driver massevis i Land paa Australiens Kyster, for hvilke de er lige saa karakteristiske som Rødhajers og